Islamismen breder sig i det danske samfund. Det sker ikke mindst i de offentlige institutioner, som vi ikke kan vælge fra.
De, der er bosat langt væk fra den muslimske indvandring, lukker øjnene for det lydelige udtryk af indhyllede kvinder. Og – hvad der er værre og bærer hovedansvaret for den sump, vi i dag befinder os i – godhedssegmentet (for ikke at bruge et grovere udtryk) rotter sig sammen med dem, der arbejder hen imod en total islamisering af Danmark.
De, der ikke vil finde sig i at se deres land ødelagt af en inkompatibel ideologi, men kæmper for bevare resterne af det Danmark, vi kendte, bliver på groveste vis udsat for chikane, beskidte skældsord og psykisk vold.
Det betyder intet for kulturrelativisterne, at det er forsvarsløse patienter, de har med at gøre. De skal ned med nakken, hvis de tager afstand fra en afskyelig ideologi, som godhedssegmentet selv lefler for. Når de tilvandrede ”omsorgspersoner” opdager, at de bliver bakket op af patienternes landsmænd, er der jo ingen grund til at holde sig tilbage med grov chikane.
Man behøver egentlig ikke spørge om, hvordan det er gået så galt i Danmark. Det vidner den på Rigshospitalet ansatte tyrkiske sygeplejerske med svensk pas, Harun Demirtas absurde holdninger om. Han slap ikke alene afsted med på sin blog på Jyllandsposten at foreslå, at der skulle hænges et skilt op på væggene, at “vi behandler ikke racister”, men blev tillige valgt til kredsnæstformand for sygeplejersker i Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd.
Det krænkende slør
I 2010 blev Britt hospitalsindlagt, og hendes oplevelser med indlæggelsen blev slået stort op i medierne. På denne baggrund skrev jeg en klumme på rights.no for Human Rights Service i Norge, dels på baggrund af avisartikler, dels efter en personlig samtale med Britt.
Britt sagde fra over for det omsiggribende islamistiske symbol på hospitalet, hvor hun var indlagt til operation. Og så fik hun kærligheden, der var en bananstat værdig, at føle i det danske sundhedssystem, både fra de ansatte islamister og deres proselytter.
FOA, der primært henvender sig til offentligt ansatte i kommunalt og amtskommunalt arbejde (især sosu’er), krævede en omgående politianmeldelse af de formastelige.
Det afviste fhv. indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder. Han udtalte sig bl.a. til TV, om hvorvidt modstandere af hijabklædt personale skulle kunne fravælge disse. Udtalelsen mundede ud i, at hvis patienten var i en akut situation, så måtte personalet finde en læge eller sygeplejerske uden hijab. Men på den anden side var der jo også frit sygehusvalg, så den ikke-akutte patient kunne vælge – for egen regning og risiko – at blive kørt til et andet hospital (hvor der så højst sandsynligt også ville være personale, der promoverede deres ideologi, forklædt som religion). Således kunne en patient teoretisk blive kørt fra sted til sted for at finde et hijabfrit område, indtil den ikke-akutte sygdom var blevt akut.
Det er altså danskerne samt andre der betragter det islamistiske symbol som et udtryk for had og intolerance, der må løbe risikoen for ikke i tide at få den rette behandling.
I et forsøg på at dele sol og vind lige, lykkedes det Haarder at fremkomme med en typisk politikerløsning; den slags, der altid efterlader et mudret billede.
Efter at kluden på 40 g var blevet udnævnt til race, lå svaret lige for: Britt var racist. En socialrådgiver blev også interviewet i sagens anledning og kunne med stolthed oplyse, at hjælpsøgende danskere måtte gå med uforrettet sag, hvis også de var racister.
Sagens kerne
Alle havde en for-og-imod holdning til hijabklædt personale, men ikke én tog fat i sagens kerne.
Lægeløftet og de etiske regler, vi tidligere har taget for givet, er blevet sekundært i forhold til knæfald for religiøs fanatisme, og den heri iboende brutalitet er blevet overtaget af proselytter, der chikanerer og truer protesterende landsmænd til at underkaste sig, idet de ellers ingen behandling får.
Hvad er der sket med patientens tarv, respekt for patientens valg, patientens værdighed og integritet og beskyttelse mod krænkende handlinger og anden rettighedsbegrænsning samt samvittighedsfuld omsorg?
Hvordan kan personer, der skulle være i besiddelse af den højeste standard af moral og etik, i den grad brutaliseres, så de indleder en straffeekspedition, hvor fire personer går til angreb på en patient i deres varetægt? Det er utilstedeligt, uanset om patienten har en anden holdning til islamisk promovering end de ansatte.
Det var dette, der skulle have været emnet for diskussion, ikke om de hijabbærende ”ser så søde ud” eller andre besynderlige kulturrelativistiske krumspring.
Hospitalspersonale, der værner om vores kultur
Der var kun et eneste menneske, der nærede omsorg for Britt på hospitalet. En sygeplejerske levede op til de fagetiske regler og nægtede at være med til at terrorisere en patient. Da kulden på operationsstuen i forbindelse med frygten for operationen får Britt til at ryste ukontrolleret, hører hun, lige inden hun forsvinder i narkosen, en stemme sige: ”Dét vil jeg ikke være med til”, og hun får et varmetæppe på.
Andre sygeplejersker har med stort mod talt magten midt imod. Det gør man ikke uden konsekvenser. Undvære disse kompetente mennesker kan hospitalerne ikke, men man kan chikanere dem og komme med stikpiller. Vi andre kan kun håbe på, at de kan holde ud at arbejde i et sådant miljø, så de ikke efterlader os til islamisters og kulturrelativisters ”omsorg”.
10 år efter
Siden denne episode er der gået næsten 10 år, hvor islamiseringen frit har kunnet sprede sig overalt i vores verdslige institutioner.
En bloddonor nægtede at lade sig tappe af en hijabklædt. Der er patienter, der ikke vil risikere at blive konfronteret med islamismens flag og derfor trækker lægebesøget ud så længe, at det kan være for sent.
Vi er gået fra slemt til værre, fordi vi har uendeligt få politikere, der tør tage fat om ondets rod.
Det er på høje tid, at politikerne står fast på vores egne værdier og kultur og vedtager love, der forhindrer islamismens udbredelse.
Hvis politikerne for en gangs skyld ”vil vide” mere, er artiklen af Jens Graae, pensioneret officer, god at få forstand af.