Mænd, magt og Le Mans – hvis man elsker racerløb, så er det bare om at komme af sted i biffen

**** 4 stjerner ud af 6 

 

En af mine yndlingsfilm er RUSH, der skildrer kappestriden mellem de to Formel 1-racerkørere Niki Lauda og James Hunt. Det er ikke kun min vurdering – ”Rush” får intet mindre end en rating på 8.1. på IMDb (International Movie Data Base), og det er topplacering i filmhierarkiet. 

 

Så der er noget at leve op til for instruktøren James Mangold (”Walk the Line” og ”Logan”) i hans seneste film LE MANS ’66’, der også har motorsport som omdrejningspunkt. Mere præcist optakten til Le Mans-24-timers-løbet i 1966 baseret på den virkelige historie om fjendskabet mellem Ford og Ferrari, og med den amerikanske racerkører Caroll Shelby og den britiske racerkører Ken Miles som to af hovedaktørerne.  

 

Handling

Det går ikke godt med salget for Ford Motors i USA, så hvad skal ejer og direktion gribe og gøre i for igen at komme i bilfabrikations-førertrøjen? Svaret lyder: En Ford-konstruktion skal vinde Le Mans foran superstjernen Ferrari. Den opgave forekommer bare umulig, da Ferrari har vundet overbevisende de sidste fire år. 

 

  Til formålet bliver to mænd hyret: Caroll Shelby (Matt Damon), tidligere racerkører, men nu ude af sporten på grund af en hjertefejl og med erhvervsarbejde som bildesigner, og så mekanikeren og racerkøreren Ken Miles (Christian Bale), der i fritiden kører ræs fuldstændigt frygtløst.  

 

Sammen skal disse to mænd – med diverse hjælpere – for Ford udvikle og bygge en racerbil op fra grunden, der kan tage kampen op mod rivalen Ferrari. Men det er ikke kun kampen for at overvinde fysiske love hos både mænd og motorer, der er i spil. En magtkamp finder sted mellem ’mændene på gulvet’, der ved, hvad der skal til for at vinde, og så de administrerende Ford-direktører i hjørnekontorerne med egne ambitioner og dagsordener. 

 

Hvem går af med sejren om, hvilken bil og hvilken racerkører, der er den rigtige – og vil det lykkes for Ford at fravriste Ferrari trofæ og vinderskammel? 

 

Desværre de sædvanlige Hollywood-nykker 

”Le Mans ’66’” er bestemt ikke uinteressant og får da også fire (små) stjerner for spændende, dramatiske og bevægende scener, der giver et godt billede af, hvad det koster at komme til tops.

 

Desværre lider filmen under de sædvanlige Hollywood-nykker: Scener bliver trukket alt for langt ud – og ender for ofte i sødsuppe-sentimentalitet. Tåkrummende optrin, som fx dialogen mellem Miles og hans hustru på en biltur, hvor hun går amok, og ditto Henry Ford II’s reaktion efter han har afprøvet sin milliondyre racerbil. Endelig en generel tendens til sort-hvid persontegning hos bipersonerne, der indimellem nærmer sig rene tegneseriefigurer. 

  

Så vi er et pænt stykke fra ”Rush”, men hvis man(d) elsker racerløb og tillige har et blødt punkt for Damon & Bale, så er det bare om at komme af sted i biffen. 

 

Længde: 2 timer 32 minutter 

  • Medvirkende: Christian Bale, Matt Damon, Jon Bernthal, Josh Lucas m.fl. 
  • Instruktør: James Mangold 
  • Manus: Jez Butterworth, John-Henry Butterworth, Jason Keller 
  • Premieredato: Torsdag d. 14. November 

Del på Facebook