**** 4 stjerner ud af 6
Jan Grarup (født 1968) er blevet kendt som krigsfotograf. Han har med sine billeder rapporteret fra en række af verdens brændpunkter: Folkemordet i Rwanda i 1994, Haiti efter jordskælvet i 2010, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik 2014, og Mosul i 2017.
Boris B. Bertram har ønsket at lave en film om og med Grarup for at finde svar på en række spørgsmål: Hvordan filmer man en mand, der ellers plejer selv at stå bag kameraet? Hvad driver Grarup til at rejse til det ene katastrofeområde efter det andet? Hvordan arbejder han i felten? Hvordan påvirker det et menneske at fotografere et folkemord, hvor 800.000 mennesker dør på tre måneder?
Filmen har været længe undervejs, og midt i optagelserne bliver Jan Grarup ramt af en personlig katastrofe: Hans ekskone Zasha falder om, får konstateret kræft i hjernen og dør, og Jan Grarup står nu alene med ansvaret for sine tre teenagebørn og deres dagligdag. Ved siden af sin familie nr. 2 med endnu et barn.
Hvordan skal han forene professionen som krigsfotograf med ene-forælder-rollen? Det dilemma giver filmen indsigt i.
Jan har en særlig evne
Boris B. Bertram er i flere år fulgt lige i hælene på Jan Grarup og har på den baggrund følgende karakteristik af ham:
”Jan selv har en særlig evne til at bevare roen, når han bevæger sig i krigszoner. Som om hans hjerte begynder at slå langsommere.
Når du rejser i konfliktområder og lever tæt på et andet menneske i fem år, så lærer du det menneske at kende. På godt og ondt. På trods af at Jan lider af PTSD, har rockstjerne-attitude, og i perioder af sit liv har været stofmisbruger og kan være pisse besværlig at arbejde med, så tilgiver man besværet, fordi han har et særligt talent. Han har en særlig evne til at komme helt tæt på de mennesker, han fotograferer.”
Besvarer filmen de spørgsmål, der har været motivation for projektet? Både ja og nej, og mest nej. Hvordan Grarup agerer i felten, får tilskueren en fin fornemmelse af, for med det håndholdte kamera både for og bag krigsfotografen er det lidt som at være med på færden.
Den røde tråd mangler
Men hvor dybtgående og facetteret er egentligt det psykologiske portræt af manden, der igen og igen sætter livet på spil – til trods for kone(r) og børn derhjemme?
Min oplevelse er, at der kun bliver krattet i overfladen. Filmen er for fragmenteret og flagrende. Den røde tråd mangler.
Interessant er det dog at følge Jan Grarup og de forhindringer og udfordringer, han står overfor, såvel på hjemmefronten som i vildt, foroverbøjet løb under beskydning af snigskytter og tung morterild.
Længde: 75 minutter
- Medvirkende: Jan Grarup, Olivia Sekjær Grarup, Marikke Sekjær Grarup, Elisa Sekjær Grarup, Viola Walsøe m.fl.
- Instruktør: Boris B. Bertram
- Premieredato: torsdag d. 19. september
Faktaboks:
JAN GRARUP blev uddannet som fotograf i 1991. Allerede som 15-årig begyndte han at arbejde som freelance-fotograf på Helsingør Dagblad. Efter endt uddannelse blev han ansat på Ekstra Bladet og siden Politiken, som han forlod i 2009 til fordel for en tilværelse som freelancer.
Han har vundet en lang række danske og internationale priser – blandt andet fire førstepladser i World Press Photo – og har fem gange været Årets Pressefotograf i Danmark.
BORIS B. BERTRAM er filminstruktør og producer. Han er uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2005 og står bag en række prisvindende internationale dokumentarfilm.
I filmen ”Diplomacy” (2008) følger han Generalsekretær Kofi Annan under Darfur-krisen, The Human Shelter er Bertrams fortælling om en søgen efter svar på spørgsmålet: Hvad er ’et hjem’?
