**** 4 stjerner ud af 6
Isabel Coixet (født 1960) er spansk filminstruktør og har udover dokumentar- og reklamefilm instrueret en række spillefilm siden debuten i 1988. Bl.a.”You Only Live Once”(2017), ”Yesterday Never Ends” (2013) og “Insensibles” (Painless, 2012). THE BOOKSHOP er hendes seneste film fra 2017 og altså først nu kommet til Danmark.
Handling
Året er 1959. Stedet en lille by i det østlige England tæt på havet. Hertil kommer Florence Green (Emily Mortimer) med en drøm om at etablere en boghandel. Hun er enke, og selv 16 år efter mandens død kan hun ikke glemme ham. Det var et kærlighedsægteskab mellem to soul-mates og bogelskere, og Florence har ingen planer om på ny at danne par.
Udfordringer og problemer er der nok af fra første færd. Banken vil ikke låne hende penge, og den faldefærdige, gamle bygning, hun har udset sig, vil den lokale magtelite selv have fingrene i. Her skal ikke være boghandel, men et kunstcenter.
Florence er imidlertid ikke til sinds at give op. Da salget langt om længe er gået igennem, knokler hun med at få sat den fugtige og dinglevorne bygning i stand og få hjembragt såvel klassikere som den bedste, nyeste litteratur til boghylderne. Ganske langsomt får hun banket sin lille forretning op, bl.a. støttet af byens særling Mr. Brundish (Bill Nighy), en passioneret boglæser, der kan se de helt unikke kvaliteter, Florence besidder: Idealisme, storsind, passion, mod, ambition og en kærlighed til stor litteratur, som hun så gerne vil formidle til sine omgivelser. Herunder også kontroversielle – tiden taget i betragtning – romaner af Ray Bradbury og Nabokovs ”Lolita”.
Vil det lykkes Florence at skabe et åndehul og større udsyn i lokalbefolkningen, eller vil hendes modstandere, anført af den intrigante fru Gamart (Patricia Clarkson) gå af med sejren?
Kampen mellem de gode og onde kræfter
Filmen er værd at se af flere årsager. For det første på grund af det sympatiske hovedsynspunkt: I en boghandel (læs: med bøger) føler man sig aldrig ensom og altid i godt selskab. Stor litteratur er livets salt. For det andet fordi ”The Bookshop” på mikroplan tematiserer kampen i tilværelsen mellem gode og onde kræfter – her repræsenteret af ”de gode” (Florence, Mr. Brundish), ”de onde” (Fru Gamart og hendes lakajer) og endelig det tavse flertal i lokalbefolkningen, tilskuerne på sidelinjen, der lader stå til, mens kampen bølger. Endelig og for det tredje på grund af fine skuespillere, ikke mindst i de tre hovedroller.
En charmerende og rørende film, der ikke lader nogen i tvivl om, hvilke værdier vi bør stræbe efter.
Længde: 113 minutter
- Medvirkende: Emily Mortimer, Bill Nighy, Patricia Clarkson m.fl.
- Instruktør: Isabel Coixet
- Manus: Isabel Coixet – baseret på en roman af Penelope Fitzgerald
- Censur: Tilladt for alle
- Premieredato: torsdag d. 6. juni