Hvordan skriver man en tyk biografi over et menneske, som levede for næsten 500 år siden, og som man ikke ved så meget om? I hvert fald er der dele af Christian 2.s liv – og nogle af de nøglepersoner, som knytter sig stærkt til fortællingen om ham – som ligger hen i mere eller mindre mørke. Det kan man kun, hvis man er en dygtig historiker, som formår at sætte sin hovedperson ind i en større sammenhæng. En sådan er Lars Bisgaard, som er lektor ved Institut for Historie på Syddansk Universitet med speciale i dansk historie i senmiddelalder og reformation.
Christian 2. (1481-1559) er på flere punkter en gådefuld person, og hans eftermæle er mestendels negativt. De fleste kender hans kærlighedshistorie til Dyveke og forholdet til den mystiske Mor Sigbrit eller sætter hans navn i forbindelse med Blodbadet i Stockholm i 1520. Hovedårsagen til, at svenskerne kalde ham for Kristian Tyran, som medførte, at Kalmarunionen endeligt blev lagt i graven.
En rationel, men stædig og rethaverisk konge
Hvad nyt kan Bisgaard bidrage til billedet? Han påviser, at sammenblandingen af stat og kirke var godt på vej længe før reformationen. At kongens problem ikke var, at han var så meget mere grusom end andre af samtidens fyrster. Det hvilede på hans usædvanlige målbevidsthed eller stædighed, hans holden fast i en tanke eller vision. Han manglede sin far, Kong Hans’, besindighed og tålmodighed. At Blodbladet var en kætterproces uden pave. At hans reformer af et Danmark på vej fra middelalder til renæssance aldrig fik mulighed for at vise deres nytte. At han i enestående grad brugte datidens bedste kunstnere til at promovere sig. At han på ingen måde manglede rationalitet, men nok havde rethaveriske tilbøjeligheder, jf. stædigheden.
Overalt bruger Bisgaard forstandigt kildekritikken som et middel til at skabe et afbalanceret billede af personer og sager. Myter pilles fra hinanden. Herlig er ellers den med, at kongen som spæd skulle være blevet bortført af en abekat på Nyborg Slot! Man får også en god oversigt over forsknings-historien, hvor tidligere historikeres vurderinger stilles over for hinanden. Men bogen er på ingen måde forbeholdt faghistorikere. Den kan læses med stort udbytte af alle.
Forspildte muligheder – Kongens Fald
Med ægteskabet med Elisabeth, som døde ganske ung, lykkedes det Christian 2. at placere sig selv og sit rige i toppen af det europæiske fyrsteverden. Hun var nemlig søster til den tysk-romerske kejser Karl V. Desværre forstod han ikke rigtigt at udnytte sine gode forbindelser til langsigtede fordele. Gommen forstod f.eks. ikke svigerfamiliens problem med en kongelig elskerinde, som efter al sandsynlighed havde en fortid som prostitueret. Dyvekes død er i øvrigt aldrig blevet opklaret fuldt ud. Trods alt støttede Elisabeth sin mand, da han måtte flugte fra sit kongerige og leve på svigerfamiliens nåde i Belgien. Han var blevet en belastning.
Christian 2. blev gammel. Han overlevede begge sine efterfølgere, Frederik 1. og Christian 3., men oplevede Reformationen og alle andre samfundsændringer fra en fængselscelle. De sidste 27 år var han fange, først på Sønderborg og siden på Kalundborg Slot. Næsten tre gange så lang tid som han var Danmarks konge. En mærkelig skæbne, mildt sagt.
Bisgaards bog er et fornemt eksempel på historisk formidling, når den er bedst. Spændende. Oplysende. Velskrevet. En fryd for øjet på grund af de mange smukke illustrationer. Måtte den ikke kun få plads på mange coffee tables, men vinde mange engagerede læsere. Den fortjener det.
Lars Bisgaard, Christian 2. En biografi.
Gads Forlag 2019, 448 sider, rigt ill., 350 kroner.
