Ny film: At være bøsse – og danser – i Georgien  

**** 4 stjerner ud af 6 

 

Instruktøren Levan Akin er født og opvokset i en forstad til Stockholm og har georgiske rødder. I MORGEN DANSER VI er hans tredje spillefilm, og den havde verdenspremiere på Cannes Filmfestivalen 2019. Ved Oscaruddelingen 2020 er filmen udvalgt til at være Sveriges Oscar-kandidat i kategorien ‘Best International Feature’. 

 

Handling
Den unge danser Merab (Levan Gelbakhiani) bor i en lille lejlighed i Georgiens hovedstad Tbilisi sammen med sin mor, bror og mormor. Familien er fattig – der bliver sågar lukket for strømmen, fordi regningen ikke er betalt – men der er et tæt og forpligtende sammenhold mellem familiemedlemmerne.

 


  Merab har siden 3-årsalderen trænet i Georgiens Nationale Ballet i håb om, at dansen kan føre til en bedre tilværelse. Også hans forældre har været dansere – uden dog at få realiseret deres drømme. 

 

En dag dukker den flotte og charmerende Irakli (Bachi Valishvili) op til træningen og demonstrerer hurtigt sit talent i ensemblet. Merab har fået en truende rival i konkurrencen om at kravle op ad dansekarrierestigen, men samtidig oplever Merab en voldsom attraktion. Tiltrækningen er gensidig, og de indleder et forhold. 

 

Georgien er imidlertid et konservativt samfund med traditionelle macho-værdier, hvor homoseksualitet må holdes hemmelig. Så har Merab og Irakli nogen fremtid – såvel i dansetruppen som i Georgien i det hele taget? 

 

En anderledes kultur
”I morgen danser vi” er en rørende historie om kærlighed, seksualitet, ambitioner, loyalitet og identitetssøgen. Filmen giver et billede af en anderledes kultur, hvor livskampen er hård for mange, både unge, midaldrende og gamle, men hvor familierne også stiller op for hinanden. 

 

Et par af filmens sekvenser forekommer utroværdige, men de bliver heldigvis langt overskygget af scener, der rammer rent. Der bliver ikke sagt så forfærdeligt meget, men det er heller ikke nødvendigt, fordi billeder, kameraføring, klipning og musik taler for sig selv og dermed udnytter de filmiske virkemidler på bedste vis. 

 

At ”Vi danser i morgen” er Oscar-materiale er i mine øjne nok en kende skudt over målet, men måske kan dens succes tilskrives, at filmen i den grad kan surfe på bølgen af politisk korrekthed i Vesten, ikke mindst Sverige, i forhold til bl.a. homoseksualitet? Se hvor frie, åbne, tolerante, frigjorte, rummelige og fordomsfrie ’vi’ er i sammenligning med mørkemændene og -kvinderne i Georgien? 

 

Uanset svaret er alt fra fire stjerner og op altid sé-værdigt og dermed også ”Vi danser i morgen”. 

 

Længde: 113 minutter 

  • Medvirkende: Levan Gelbakhiani, Bachi Valishvili, Ana Javakishvili m.fl. 
  • Instruktør: Levin Akin
  • Manus: Levan Akin 
  • Premieredato: torsdag d. 21. november                                         

        

Læs også
Knive i luften, i halsen – og i ryggen: En spændende og sjov krimi med morale  
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…