Lille vejviser om den kristne religion gennemgår enkelt, sobert og kortfattet kristendommens grundfortællinger og kirkens ritualer ved livets overgange, årstidernes gang og søndagens gudstjeneste.
Hjemme – ude – hjem
Bogens forfatter blev efter en kort tid som sognepræst ansat som præst ved en lille grundtvigsk valgmenighed, hvor han som sand grundtvigianer har fundet sin plads. Thi det er hos Grundtvig, at han henter sin største inspiration, og det er denne grundtone, som går igennem bogen.
Alle de store fortællinger – fra de gamle myter over eventyrene til moderne romaner – kan sammenfattes i en enkelt lille model: Hjemme-ude-hjem, indleder Garne. Paradis – syndefald – genoprejsning, kunne man også sige. Det hele begyndte så godt. Men vi mennesker skal igennem så meget ondt, for at livet til sidst kan blive godt igen. Denne model har kristendommen til fælles med al religion.
Er kristendommen en religion?
Ja, selvfølgelig – hvad ellers, vil de fleste nok sige. Så enkelt er det imidlertid ikke. Generationer af teologer og præster er nemlig vokset op i en tradition, som hævder, at kristendom ikke er en religion. For religion handler om menneskets forsøg på at nå og gribe Gud, mens kristendom handler om det modsatte: at Gud når os gennem Jesus Kristus. Stærkest formuleret i A.F. Nørager Pedersens 50 år gamle bog om gudstjenestens teologi: ”Kult er for så vidt menneskets synd par excellence, her stikker hovmodet hovedet frem, her blottes egoismen”.
Garne vil med sin bog gøre op med denne teologiske tradition om det kristne evangeliums kulttilintetgørelse. Han mener, at vi igen begynder at tale om kristendommen som en religion, dvs. som noget, vi gør sammen, ikke mindst i kulten, dvs. gudstjenesten. Som en ægte grundtvigianer er han kritisk over for universitetsteologien – skønt han for længst har manifesteret sig som en lærd akademiker – i den forstand, at forståelsen af kristendommens væsen ikke går via teologisk begrebsvisdom og et etisk kompas, men er langt mere lavpraktisk.
”Kulten” som kirkens grundnerve
Enhver præst kan skrive under på, at der sker noget, når man forlader universitetsverdenen og konfronteres med den folkekirkelige virkelighed. For nogle kan det være en voldsom oplevelse, som gør, at man søger efter et beskyttet værksted at arbejde i, hvor teologien kan over- og omsættes.
Garne beskriver dåben, konfirmationen, vielsen og begravelsen enkelt og tilforladeligt, uden anfægtelser og uden at inddrage aktuelle diskussioner. Han beskriver kirkeåret og højtiderne, alt sammen med hyppige henvisninger til Mester Grundtvigs sangværk. Naturligvis har han ret i, at vor danske højmesse i udpræget er en gudstjeneste, som er båret af menighedssangen – og godt for det. Hvorfor trosbekendelsen ikke skal fremsiges af menigheden, men kun af præsten står lidt uklart, men forfatteren forsøger sig dog med en anden forklaring end de sædvanlige ikke-forklaringer.
Ingen får kaffen galt i halsen af at læse denne bog. Stoffet vil være velkendt for enhver, som er nogenlunde regelmæssig kirkegænger. Men bogen er absolut ikke blottet for gode iagttagelser. Mod slutningen indrømmer Garne, at kristendommen dog på i hvert fald ét punkt adskiller sig radikalt fra alle andre religioner. Det punkt kan man selv læse om på side 66.
Kristoffer Garne, Den kristne religion. En vejviser.
Eksistensen 2019, 86 sider, 129 kroner.
Torsten Dam-Jensen
