Et besøg i en Netto forretning i lørdags endte katastrofalt for en 17-årig mand.
Lørdag den 4. maj klokken 21.00 havde den 17-årige og nogle af hans venner været inde og handle i Netto på Jens Otto Krags Plads i Randers.
Da han var på vej ud af butikken, blev han kontaktet af en gruppe mænd, der sagde, de ville tale med ham. Den 17-årige kendte ikke mændene, han følte sig truet og stillede sig ind i vindfanget, da én af mændene pludselig tog sin kasket af og nikkede ham en skalle.
Blev trukket ud af butikken og sparket og gennembanket
Herefter trak gruppen af mænd den 17-årige ud af butikken og begyndte at sparke og slå ham og sprøjtede peberspray i hans ansigt, mens han lå på jorden.
Mændene bad ham rejse sig op og tage sin jakke af, hvilket den 17-årige mand gjorde, hvorefter han gav jakken til mændene, der løb fra stedet i sydøstlig retning.
Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner til episoden eller fra borgere, der har oplysninger om, hvem de fire personer kan være. Politiet kan kontaktes på telefon 114.