Vi skal bakke Israel op, fordi det er i vores egen interesse at gøre det.
Israel er den eneste nation, der har taget det på sig at forsøge at modarbejde, at Syriens Assad, Irans Rouhani, Tyrkiets Erdogan og Ruslands Putin får magt som de har agt i Syrien og Mellemøsten.
Et Mellemøsten dikteret af disse aktører vil medføre en betydelig risiko for, at regionens etniske og sekteriske konflikter vil destabilisere stater som Irak, Jordan, Saudi-Arabien og Golfstaterne. Vi vil stå overfor massive flygtningeproblemer.
Tidligere kunne vi på sædvanlig fej europæisk vis overlade det til amerikanerne at rage kastanjerne ud af ilden, men den går ikke mere. Trump vil trække USA’s 2000 soldater ud af Syrien. USA har i Syrien bekæmpet ISIS, støttet kurderne og Syriens øvrige opposition, og de har tvunget Erdogan, Assad, Putin og Rouhani til at fare med lempe.
Men det er altså slut. Man kan ikke forklare amerikanske skatteydere, hvorfor amerikanere skal både betale for og sætte livet på spil i Syrien.
Mellemøstens nye stærke aktører afholder for indeværende en konference i Ankara. Her har Erdogan indkaldt Syrien, Rusland og Iran til en drøftelse af Syriens og Mellemøstens fremtid. Meget betegnende deltager hverken USA, EU eller FN. Dette burde være et wake-up call, der virkeligt ansporede os til at tage vores hidtidige politik i forhold til Israel op til overvejelse.
Vi er nødt at gøre op med vores afvisning af staten Israel. Vi skal holde op med vores urimelige fordømmelse af Israel, men vi sidder fortsat godt i sadlen på vores høje hest, hvorfra vi sammen med FNs Sikkerhedsråd og Human Rights Council belærer Israel om, at det er en apartheid stat, der i modsætning til f.eks Rusland, Tyrkiet eller Iran krænker menneskerettighederne.
Men vi deltager ufortrødent i vores fordømmelse af regionens eneste demokrati, hvor menneskerettighederne kræves respekteret. Og samtidig kæmper Israel vores kamp, når det klart lader forstå, at det ikke vil finde sig i Irans atomvåbenprogram og militære opbygning i Syrien.
Israels krav om et opgør med Obamas, EU’s og FNs Joint Comprehensive Plan (JCP) fra 2015. Her forudså Israel med næsten profetisk klarhed, at JCPs frigivelse af alle Irans indefrosne midler ville føre til en storstilet iransk oprustning både hvad angår våben samt støtte til deres proxykrigere i Libanon, Syrien, Yemen og Gaza. Vi bør klart i egen interesse støtte Israel i dets krav om afviklingen JCP.
Vi skal bakke Israel op i dets konflikt med palæstinenserne. Vi er af Den Arabiske Liga og PLO i 50 år blevet trukket rundt i manegen. De har haft held til at bilde os ind, at Palæstina er en nation, at PLO er det palæstinensiske folks legitime repræsentant, og at det palæstinensiske folk og dets repræsentanter ønsker en to-statsløsning baseret på Resolution 242. Vi har gjort os blinde for, Ehud Barak i 1999 tilbød dem det hele.
Men da det kom til stykket, turde Arafat til Clintons udelte mishag ikke sige ja, fordi han vidste, at både Hamas og det palæstinensiske folk var imod. Og vi gjorde os blinde én gang til, da Ehud Olmert i 2007 faktisk gentog tilbuddet og med præcis samme resultat. Palæstinenserne vil ikke freden. De vil ikke freden. De anerkender kun en løsning, og det er, at Israels 6 millioner jøder smides i havet.
Vi skal bakke Israel op. Vi skal bistå det i dets forsøg på at imødegå truslen mod os fra Rusland, Tyrkiet og Iran. Vi skal indse, at Israel er vores fremskudte base i kampen mod den islamiske fundamentalisme og dens erklærede mål om at ødelægge os og vores kultur. Vi skal være Israel evigt taknemmelige for, at de under de vanskeligste forhold på vores vegne tager kampen op mod kræfter, der vil vores ødelæggelse.
Men vi bakker i stedet palæstinenserne op. Det er vanvittigt. Vi må indse, at palæstinenserne har snydt os ved dygtigt at spille på offerrollen, så de politisk og økonomisk har fået vores støtte, selv om vi blev snydt så vandet drev af os, for vore penge doneret til f.eks forældreløse palæstinensiske børn i Gaza blev i stedet kanaliseret til indkøb af våben til terrororganisationen Hamas.
Vi skal bakke Israel op i kravet om en to-statsløsning, der sikrer, at den jødiske nationalstat kan bestå. Og vi skal bakke Israel op i spørgsmålet om Jerusalems udelelighed og afvisningen af palæstinenseres krav på repatriering. Israel er den eneste, der kan garantere, at de forskellige trossamfund får adgang til deres helligsteder. Og Israel skal ikke tage imod de fordrevne palæstinensere på samme måde som de arabiske stater i Mahgreb området mm jo ikke kunne drømme om at lade den ene million fordrevne sefardiske jøder vende tilbage endsige udbetale dem erstatning.
Vi skal lære af Emiraterne, Saudi-Arabien og Qatar, der nu nærmer sig Israel. De har nemlig forstået, at der kun er Israel tilbage til at sikre dem mod det fundamentalistiske vanvid, når nu Trump vælger en stadigt mere isolationistisk politik.
Venstrefløjen hetzer mod Israel – men vi har tværtimod god grund til at bakke Israel op.
