Ud på aftenen sagde Thulesen Dahl og Løkke pludselig ord til hinanden, der ændrede hele den politiske situation

Foto: Privat

Åbningsdebatter i Folketinget kan over lange strækninger være kedelige og forudsigelige. Men ud på aftenen, når politikerne er blevet trætte, kan der så pludselig ske dramatiske ting.

 

Trætheden får dem til at smide hæmninger og forsigtighed over bord, så de går lige til biddet.

 

Det skete i den grad under dette års afslutningsdebat torsdag aften. Pludselig blev debatten intens og rasende interessant. På grund af noget, Kristian Thulesen Dahl sagde – og på grund af Lars Løkkes hurtige reaktion.

 

Sammenbruddet sidste nytår

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl fik ordet, og han kom med en præcisering.

 

Den drejede sig om de uenigheder mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der fik de store forhandlinger omkring nytår til at bryde sammen.

 

Dansk Folkeparti krævede dengang, at man nu begyndte at sende krigsflygtninge med midlertidig beskyttelse tilbage til hjemlandet, så snart forholdene blev fredelige nok til det.

 

Det er hidtil slet ikke sket. Ni ud af ti flygtninge har slået sig permanent ned i Danmark.

 

Dansk Folkeparti insisterede på, at man gjorde noget ved denne uholdbare situation.

 

Men forhandlingerne om dette store spørgsmål gik dengang i hårdknude. Det blev mildt sagt ikke bedre af, at der samtidig var store skænderier om skattenedsættelser.

 

Parterne gik hver til sidst, stemningen var anspændt og uforløst, og dette sammenbrud har lige siden belastet forholdet mellem regeringen og dens støtteparti.

 

Dansk Folkeparti mod regeringen og Socialdemokratiet

Dansk Folkeparti havde krævet, at de berørte flygtninge ikke skulle i beskæftigelse, mens de ventede på at blive sendt hjem. De skulle således heller ikke have den såkaldte IGU for flygtninge, der er en kombination af uddannelse og praktik.

 

Partiets argument var, at de så bare blev hængende i Danmark.

 

Regeringen sagde nej til DF-holdningen, og det samme gjorde i øvrigt Socialdemokratiet. De mente, at flygtningene skulle arbejde og lære noget, mens de ventede på hjemsendelse. Det kunne ruste dem bedre til at bygge hjemlandet op.

 

Men Dansk Folkeparti frygtede, at det bare ville betyde, at flygtningene fik ret til at blive.

 

Hvis de arbejdede her i en periode, kunne de påberåbe sig, at de nu havde så nær tilknytning til Danmark, at det ville overtræde menneskerettighederne, hvis de blev sendt hjem.

 

Det ville Dansk Folkeparti ikke risikere.

 

Sådan stod parterne over for hinanden, indtil det hele brød sammen.

 

Dansk Folkeparti havde indtryk af, at regeringen reelt ikke var interesseret i at få disse flygtninge hjem.

 

Regeringen havde indtryk af, at Dansk Folkeparti ville holde flygtningene i fuldstændig passivitet, så længe de var her.

 

Thulesen Dahl tog ordet – og Løkke kvitterede

Men så var det, at Kristian Thulesen Dahl tog ordet under åbningsdebatten.

 

Han slog fast, at Dansk Folkeparti ikke havde nogen principiel modstand mod, at flygtningene havde en form for beskæftigelse og dermed lærte noget – indtil de skulle hjem. Men det måtte ikke give dem en ret til at blive i Danmark.

 

Løkke fangede straks bolden og returnerede den.

 

Han gav en stærkere støtte til tanken om hjemsendelser, end han har gjort før. Og han erklærede sig villig til at udfordre konventionerne, så disse flygtninge faktisk blev sendt hjem.

 

Løkke henviste til, at man i de senere år ar gået mere til grænsen af konventionerne for at håndtere asylstrømmen.

 

Han nævnte Tysklands loft over antallet af familiesammenføringer. Og han nævnte Danmarks udskydelse af retten til familiesammenføringer for flygtninge på midlertidigt ophold.

 

Forhandlinger for fulde projektørlys

En sælsom situation: Pludselig stod de to toppolitikere nærmest og forhandlede med hinanden midt under åbningsdebatten. Som om de andre folketingsmedlemmer og medierne slet ikke var til stede.

 

Det er sjældent, at man ser et politisk gennembrud i komplicerede forhandlinger, mens alle projektørlys er på. Men det skete faktisk her.

 

De to erfarne politikere øjnede pludselig muligheden og slog til. En koldblodig Kristan Thulesen Dahl og en tydeligt sygdomsplaget Lars Løkke Rasmussen, der hæs og elendig fandt sit bedste spil frem.

 

International opmærksomhed

Nu kommer der omsider forhandlinger, der i hvert fald tager hul på den store opgave med at få hjemsendt afviste asylansøgere. Denne opgave må løses, hvis ikke Danmarks befolkning skal ændre sig markant i ikke-vestlig, herunder muslimsk retning.

 

Det bliver givetvis svære forhandlinger. Og der er ingen garanti for, at man kan blive enige om at gøre det, der er nødvendigt for at få styr på situationen. Men der er i hvert fald taget et vigtigt første skridt.

 

Socialdemokratiet bliver næppe inviteret med til forhandlingerne – der skal jo snart være valg. Men partiet støtter den store drejning i retning af hjemsendelser.

 

Måske kan ’tøbruddet’ mellem Thulesen Dahl og Løkke også bane vejen for, at de tre store partier finder sammen omkring import af udenlandsk arbejdskraft.

 

Dansk politik befandt sig på kanten af kaos, da åbningsdebatten startede. Nu er der mulighed for at få taget et vigtigt skridt fremad med et bredt flertal i ryggen. Et skridt, der kan vække international opmærksomhed.

Del på Facebook