Seks kvinder blev myrdet af asylansøgere, der aldrig burde have været i landet

De europæiske lande har slet ikke styr på asylansøgerne.

 

Mange tusind er strømmet ind, selv om de intet har med reelle flygtninge at gøre.

 

Mange tusind bliver bare i det land, de er kommet ind i, selv om de ingen ret har til det. En del af dem lever under myndighedernes radar, og ingen ved, hvor stort antallet er.

 

Dette er ødelæggende for de samfund, der modtager tilstrømningen. Men det kan også have de forfærdeligste konsekvenser for de enkelte borgere.

 

Det viser eksempler fra Angela Merkels Tyskland, der siden 2015 har været præget af asylkaos.

 

Den tyske avis BILD beretter om seks kvinder, der alle er blevet myrdet i de seneste år. Morderne har i alle tilfælde været mænd, der slet ikke burde have været i landet.

 

De døde på grund af myndighedernes svigt. Hvordan kunne det komme så vidt?

 

Gerningsmand fra Cameroun

Den 84-årige pensionist Maria Müller fra Berlin blev bestialsk tæsket til døde med sin egen rollator. Hun lukkede selv den formodede morder, 23-årige Bernard N., ind i sit hjem.

 

Bernard N. kom fra det afrikanske land Cameroun. I 2012 søgte han asyl i Belgien. Han fik afslag, men blev ikke sendt hjem. I stedet gik han under jorden og søgte så asyl i Tyskland.

 

Denne asylansøgning burde blankt have været afvist af de tyske myndigheder. Men ved en fatal fejl undlod de at tjekke de oplysninger, som man havde på manden i Belgien.

 

Selv da han efter en voldtægt blev varetægtsfængslet i 15 måneder, blev han ikke udvist af Tyskland.

 

Hele tre gange burde myndighederne i Belgien og Tyskland have hjemsendt Bernard N. Men han fik lov at blive og begå mord. Myndighederne har ikke givet nogen forklaring på dette frygtelige svigt.

 

Gerningsmand fra Afghanistan

Den 19-årige studerende Maria L. fra Freiburg blev i oktober 2016 voldtaget og myrdet i en sag, som blev fulgt med enorm opmærksomhed i Tyskland.

 

Maria, der var datter af to topembedsmænd i EU, var en idealistisk pige, der gerne ville gøre noget godt for flygtninge. Så hun arbejdede som frivillig flygtningehjælper.

 

Da hun en aften kom cyklende i Freiburg, blev hun overfaldet af Hussein K. Han voldtog hende, slog hende bevidstløs og smed hende i en flod, så hun druknede.

 

Da Hussein K. kom til Tyskland, fremstillede han sig selv som uledsaget flygtningebarn. Han påstod, at han kun var 16 år gammel, og fik lov til at blive.

 

Først efter mordet kontrollerede myndighederne hans alder. Eksperter vurderede ham til at være i slutningen af 20’erne! Han havde altså intet med et stakkels hjælpeløst barn at gøre.

 

Det viste sig, at Hussein K. allerede før han kom til Tyskland havde søgt asyl i Grækenland. Her kom han i fængsel, fordi han i 2013 havde skubbet en kvinde ned fra en klippe.

 

Men den venstreorienterede og politisk korrekte græske regering slap ham løs efter bare to år. Og oplysningerne om ham blev tilsyneladende ikke bevaret!

 

Således kunne han uhindret rejse til Tyskland, give den som flygtningebarn og voldtage og myrde en unge kvinde. På grund af utilgivelige fejl fra både de græske og tyske myndigheder.

 

Gerningsmand fra Mali

Den 30. august 2017 blev den 33-årige prostituerede Lica L. fra Regensburg myrdet af Souleymane T. fra Mali.

 

To måneder før mordet var mandens asylansøgning blevet afvist af de tyske myndigheder. Men han blev ikke udvist, fordi han ikke havde nogen papirer – meget tænkeligt havde han smidt dem væk.

 

Og da Mali ikke ville udstede noget pas til ham, blev han hængende på tålt ophold i Tyskland. Det kostede altså Lica L. livet.

 

Gerningsmand fra Tjetjenien

Den 60-årige Susanne Fontaine fra Berlin blev kvalt af den 18-årige tjetjener Ilyas A. den 5. september 2017. Han var lige kommet ud af ungdomsfængsel.

 

Ilyas A. havde fået afslag på sin asylansøgning og burde have været udvist. Men der skete intet. Så kvalte han Susanne Fontaine.

 

Gerningsmand fra Pakistan

I november 2017 skar den 33-årige pakistaner Sohail A. struben over på sin 2-årige datter Aesha.

 

Allerede i 2012 indgav han en asylansøgning. Men den blev afvist. Han blev dog ikke udvist, fordi han ikke havde nogen papirer.

 

I stedet giftede han sig i 2014 med en pakistansk kvinde, der havde boet længere tid i Tyskland.

 

Han fik dog stadig ingen opholdstilladelse. Alligevel blev han ikke udvist. Så skar han struben over på datteren.

 

Gerningsmand fra Afghanistan

I slutningen af 2017 blev den livsglade og venlige 15-årige skoleelev Mia fra byen Kandel myrdet med kniv. Morderen var Abdul D. fra Afghanistan.

 

Også denne sag vakte meget stor opsigt og harme i den tyske offentlighed.

 

Mia og Abdul dannede par i nogen tid. Men hun blev mere og mere kritisk over for hans adfærd og trak sig væk. Så en dag passede han hende op i en forretning og stak en dræbende kniv i hende.

 

Abdul D. havde fået sin asylansøgning afvist. Men han fik lov til at blive i Tyskland, fordi han ikke havde nogen papirer.

 

Først efter mordet på Mia tjekkede myndighederne hans alder. Han havde påstået at være 15 år, men var snarere 20 år. Heller ikke han var altså en stakkels lille flygtningedreng.

 

”Den slags mennesker bør ikke være her i landet”

Mennesker har mistet livet, fordi politikere og retsvæsen svigtede deres ansvar. Philipp Amthor, der er jurist og medlem af Forbundsdagen (CDU), siger til BILD:

 

”I alle disse sager er befolkningens utilfredshed absolut forståelig og berettiget! Den slags mennesker bør ikke være her i landet. Man må ganske enkelt være konsekvent med at udvise.”

 

Sandt nok. Men indtil videre fortsætter tingene deres skæve gang.

 

https://www.bild.de/news/inland/mord/sie-koennten-noch-leben-55810714.bild.html

Del på Facebook