I sin nye debatbog ”Exodus” gør Henrik Sass Larsen sig iflg referater fra bogen til talsmand for, at Centrum-Venstre i Danmark og Europa burde gøre op med den eksisterende Mellemøstpolitik og i stedet indlemme Israel i NATO og EU.
Hans motivering er den selvfølgeligt rigtige: Israel fortjener vores støtte, fordi Israel som det eneste land i denne formørkede region deler vores værdier om frihed, lighed og solidaritet.
Helt forventeligt afviser SDs grand old man, tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, i utvetydige vendinger forslaget. Han sætter automatpiloten til og docerer i al sin magtfuldkommenhed og ufejlbarlighed: ”Det forslag har overhovedet ingen gang på jord. Det ved jeg heller ikke, om han (Sass, red.) selv forestiller sig. Men det har det ikke. Det er der ikke nogen regering, der vil overveje”.
Måske det snarere er Mogens Lykketoft og hans synspunkt, der ikke har nogen gang på jord. I al fald har den gamle ronkadors ensidige stillingtagen til fordel for palæstinenserne og hans lige så ensidige dæmonisering af staten Israel igennem lang tid vist sig at være en fejlslagen strategi, der har skadet palæstinenserne, kompromitteret FN, og nu truer med at drive en kile ned mellem USA og EU.
Men det er mindre betydningsfuldt for Lykketoft. Bare fordi den førte politik har været en fiasko, så har den jo stadig retten og retfærdigheden på sin side. Så han insisterer kækt på, at Danmarks politik i Mellemøsten nu som før skal baseres på den gamle dæmonisering af Israel og støtte til palæstinensernes ret til tilbagevenden.
Mogens Lykketoft taler mod bedre vidende
Det værste ved det hele er imidlertid, at Lykketoft taler mod bedre vidende. Han er velbegavet, velinformeret og har qua sin tid som udenrigsminister mm et stort personligt kendskab til regionens beslutningstagere og den komplekse og sammensatte virkelighed de indgår i:
Han ved, at forestillingen om, at jøderne erobrede en palæstinensiske stat beboet af en befolkning med en specifik palæstinensisk identitet er en efterrationalisering og et falsum.
Han ved, at palæstinenseres flygtningestatus i dag er en svindelaffære skabt af Den Arabiske Liga og FNs UNRWA. Han ved, at nutidens palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten for de flestes vedkommende er født uden for Israel. Han ved, at efterkommerne af flygtninge arver fædrenes flygtningestatus med deraf følgende ret til støtte fra FN samt krav om at returnere til Palæstina. Så nu sidder alle disse efterkommere af flygtninge i de israelske frontliniestater og gør krav på at vende ”hjem” til et land, hvor de sandsynligvis aldrig har været. FN og Den Arabiske Liga har med Mogens Lykketofts og konsorters velsignelse startet en maskine, der i al evighed kan producere stadigt flere flygtninge, der alle har et retskrav på tilbagevenden. Det eneste denne udsigtsløse farce sikrer er, regionens stadigt flere palæstinensiske efterkommere i al evighed kan få lov at henslæbe et dårligt liv på u-landsbistand, mens de sidder på 70 år og venter på at vende tilbage. Og han ved det.
Han ved, at det palæstinensiske lederskab, hvad enten det er PLO eller Hamas, i sidste instans hverken kan eller vil slutte fred. Det vil på gadeplanet på Vestbredden og i Gaza blive opfattet som et utilgiveligt forræderi overfor Allah, profeten og den arabiske nation, og det vil ingen palæstinensisk beslutningstager kunne overleve.
Han ved, at både premierminister Ehud Bark og senere Ehud Olmert i hhv 2000 og 2007 lovede hhv Arafat og Mahmoud Abbas det hele. De to palæstinensiske ledere skulle bare bekvemme sig til at sige ja. Men det turde ingen af dem, da det kom til stykket, for de vidste godt, at den ville de aldrig kunne sælge til befolkningerne på Vestbredden og i Gaza, som de hele tiden, medens de forhandler fred, holder på kogepunktet med krigerisk retorik. Den eneste løsning den palæstinensiske befolkning kan acceptere er, at Israel bliver smidt i havet.
Han ved, at det palæstinensiske lederskab, hvadenten det er PLO i Ramallah eller Hamas i Gaza City, er korrupt, grådigt og hensynsløst. Han ved, at den folkelige opbakning bag disse forbrydere er beskeden. Og han ved så udmærket, at han aldrig selv kunne drømme om at indgå politiske aftaler med folk af den støbning for hvem løgnen er en højt skattet kunstart. Alligevel insisterer han på, at vejen frem er fortsætte forhandlinger med disse røvere. Det er på månen.
Han ved, at FNs utrætteligt gentagne fordømmelse af Israel for at krænke palæstinensernes menneskerettigheder er et stunt iscenesat af stater og organisationer, der systematisk krænker deres egene befolkningers menneskerettigheder. Alligevel reagerer han ikke på denne absurde farce, hvor slyngelstater som Iran og Saudi-Arabien m. fl fordømmer Israel for krænkelse af menneskerettighederne.
Han ved, at forestillingen om en samlet palæstinensisk identitet er fuldstændig hen i vejret. PLO og Hamas hader hinanden af et godt hjerte og har siden 2006 fortløbende bekriget hinanden. Alligevel mener han sammen med resten af EU, at det er Trumps ambassadeflytning til det gamle Vestjerusalem, der bringer fredsprocessen i fare. Det kan da kaldes at sætte vognen foran hesten.
Han ved, at Gazas befolknings returmarch i protest mod ambassadeflytningen var endnu en tom iscenesættelse fra Hamas side med det mål at skabe maksimal emotionel effekt. Hamas har opnået, hvad de ville, men det var befolkningen i Gaza, der havde fornøjelsen at betale prisen for Hamas ønske om show off. Han ved, at Hamas ryggesløst sender kvinder og børn i front, så forargelsen over israelernes påståede uforholdsmæssige magtanvendelse kan anskueliggøres
Han ved, at Trumps ambassadeflytning samt hans brud med Obamas Joint Comprehensive Plan Of Action var nødvendig pga truslen fra Irans mange proxykrige og øvrig militær udvikling. Han ved at præstestyret i Teheran er en løgnefabrik, der truer hele regionen. Og han ved, at i denne konflikt er Israel vestens nødvendige allierede. Og endelig BURDE han vide, at det er fuldstændigt katastrofalt, hvis EU virkelig har tænkt sig at svække den atlantiske alliance ved at insistere på et fortsat samarbejde med Iran. Det er at spille hasard med selve forudsætningen for vor sikkerhed.
Siden 1994 er det bare gået nedad med den fredsproces, som palæstinenserne så åbenlyst ikke ønsker. Det er derfor forfriskende, at Sass Larsen tager fat om nældens rod og opstiller et helt nyt løsningsforslag, der måske endda i sidste instans kan vise sig at være til gavn for de palæstinensere, der siden 1949 har henslæbt et liv i håbløshed og kriminalitet pga vestens og FNs uvilje til at tage problemet alvorligt.
Svend Lindhardt
