Dengang man opfandt det gamle ordsprog : “rækker man Fanden en lillefinger, så tager han hele hånden”, da havde man vist islam i tankerne. Men det passer i hvert fald i udtalt grad. Eneste forskel er, at islam som system tager hele kroppen, sjælen, landet og kulturen.
Det er antageligvis den indsigt der ligger bag, når den sydfranske borgmester Julien Sanchez er så skrap, se her. Her afviser borgmesteren at indføre særregler for mad i skolernes kantiner. Frankrig er et sekulært land, hvor religion er en privat sag, som ikke skal styre indretning af den offentlige sektor.
Han ved, at det eneste, der sker, ved at komme islam i møde, det er, at “den” får appetit på mere. Kompromis er en appetitvækker. Herefter vil islam som system med særrettigheder som metode, “æde” alt og alle med hud og hår – bid for bid.
Vores egen blødhed bruges til at bane vejen
Stilles der hindringer i vejen, så kommer de skrøbelige religiøse følelser i spil. Det virker ofte som en indlært offerstrategi, ligesom når en fugl slæber vingen hen ad jorden, som var den brækket. Når der på denne måde appelleres til medlidenhed, empati og det barmhjertighedsinstinkt som vesterlændinge har, så opfatter jeg det som et forsøg på at bane vejen for islam.
Er det nu også nødvendigt at være så skrap ?
Det ligger dybt indlejret i vores kristne kulturarv, at række en lillefinger og komme folk i møde. Langt de fleste af os tænker per automatik noget i retning af : “Øh, er det nu ikke lige lovlig skrapt”, når borgmesteren ikke engang vil tilbyde de muslimske elever et alternativt måltid uden svinekød – et måltid som for dem er halal (tilladt).
Det er rigtig nok skrapt, men ikke for skrapt. Det er absolut nødvendigt, for den blødhed der er en naturlig del af vesterlændinges tænkning og adfærd, er efter min mening livsfarlig, når det er islam, “man” har lukket ind i “hønsegården”.
Gives der bare en flig, så vil indrømmelsen knapt være realiseret, før islam har kig på en ny særrettighed, der af religiøse hensyn skal indføres. Sådan vil det blive ved, indtil alt er islamiseret. Den vedblivende bestræbelse er en religiøs pligt jf. dawah og jihad. Det er den viden der ligger bag Sanchez nultolerance og udtalelser som : “man bør ikke lade religiøse spørgsmål få plads i skolens sfære”.
Med skrapheden mister vi lidt af os selv, men alternativet er, at vi mister alt
Jødiske børn vil også blive ramt, men det er ikke dem, der nødvendiggør den hårde linje. Skrapheden skyldes ene og alene islam, for blødes der op med særrettigheder, så er det begyndelsen på enden. Så mister vi os selv og vore samfund, og så har vores efterkommere mistet deres hjem. Det er først og fremmest deres frihed og deres fremtid det gælder.
Det er derfor Julien Sanchez siger, at skolen skal være et “sanctuary” – et fristed uden religion.
Der er forskel
Det er afgørende vigtigt at gøre sig klart, at det er anderledes med islam. Islam er ikke kun en religion men også en ideologi og et system for menneskers adfærd og samfundets indretning.
Ingen anden religion anspores på samme måde til mere, når der udvises hensyn. Det er derfor, at når det gælder islam, så er integration og særhensyn to modsatrettede størrelser.
Konfrontation eller evigt mørke
Kan man ikke, eller ønsker man ikke at leve sekulært, som vi altså gør i Vesten, så er der 57 andre lande man kan slå sig ned i. Den ny skrappe linje er det eneste integrationstiltag, der ikke for alvor tidligere er afprøvet. Borgmesterens tilgang, er en 180 grader omlægning af kursen, og tankegangen hører til i samme boldgade som DF’s paradigmeskifte, men behøver af den grund ikke være inhuman og uden andre muligheder. Tværtimod gavner den de muslimer, for hvem religion er en privat sag.
De skærpede krav om kulturel integration kan ledsages af gode tilbud. Når der fremsættes religiøse krav om særrettigheder, så vil de fremadrettet kunne imødegås af modkrav om, enten at tilpasse sig eller modtage et tilbud om flytte- og repatrieringshjælp. Det løser problemet med vores værdigrundlag intakt, for der er et rimeligt valg og andre gode muligheder. Løsningsmodellens humane rammer gør, at et sådant ultimatum vil kunne implementeres i en moderne verden.
Konfrontationen vil kortvarigt udløse stort spektakel – et helvedes hus. Men alternativet er langt værre, for med særrettighed på særrettighed bygger muslimerne det islamiske hus – Dar al-Islam.
Fransk borgmester forsvarer det sekulære samfund på fransk tv.
https://www.youtube.com/watch?v=zxVgp_ppHQ8
