Tyskland har i mange år været en klippe af stabilitet i europæisk politik. Det er slut nu.
Landets etablerede politiske mønster er i opløsning. Vælgerne flygter fra de store gamle partier. Nye partier stormer frem.
Forbundskansler Angela Merkel er blevet så stærkt svækket, at hendes position som leder er truet.
Allerede på søndag kan vælgerne sende hende på regulær dødskurs. Denne dag skal der være valg i delstaten Hessen.
Her står partiet til et katastrofalt stemmetab i meningsmålingerne. Hvis partiet mister regeringsmagten i Hessen, som man har sammen med De Grønne, kan det interne pres på Merkel blive voldsomt.
Et anonymt medlem af CDU’s gruppe i Forbundsdagen siger til Die Welt: ”Jeg vil absolut ikke garantere for noget, hvis valget i Hessen går galt”. Underforstået: Det kan føre til, at Merkel tvinges væk.
En mulighed er, at SPD vælger at forlade regeringen, hvilket kan fremtvinge et nyvalg, der med sikkerhed ville betyde farvel til Merkel. Det er dog uklart, om SPD tør udløse et sådant valg.
Men et valgnederlag i Hessen vil under alle omstændigheder få kanslertaburetten til at vakle under Merkel.
Folkepartiernes dramatisk nedtur
CDU’s elendige meningsmålinger i Hessen afspejler partiets voldsomme nedtur på landsplan. Hos den socialdemokratiske regeringspartner SPD ser det endnu værre ud.
Historisk har de to partier været Tysklands store folkepartier, der hver for sig spændte over brede dele af befolkningen. Nu strømmer vælgerne væk.
Hvor dramatisk denne udvikling er, illustreres af to tal:
Ved valget i 1978 havde CDU/CSU og SPD til sammen 94 procent af stemmerne. De dominerede fuldstændig tysk politik. Men i en aktuel meningsmåling får de til sammen kun 40 procent! (Emnid/BILD)
I denne måling er CDU/CSU nede på 25 procent. Helt sølle er det med SPD, der kun får 15 procent. De store gamle folkepartier kæmper med ryggen mod muren.
Merkel selv er også blevet grundigt upopulær. For bare et år siden sad hun fast i sadlen. Men i en meningsmåling kræver 56 procent af vælgerne hendes afgang. Kun 40 procent ønsker, at hun bliver. (Politbarometer/ZDF)
Asylpolitikkens afgørende rolle
Merkel synes nu at erkende, at vælgertabene og konflikterne i hendes parti hænger sammen med hendes asylpolitik, der i 2015 åbnede dørene på vid gab for massetilstrømning fra især muslimske lande.
I en tale lørdag til partifæller i delstaten Thüringen krævede kansleren således, at man nu stoppede de interne partidiskussioner om det dårlige resultat ved valget i 2017 og flygtningekrisen i 2015.
Dengang erklærede hun kækt: ”Wir schaffen das.” Nu kæmper hun desperat for at overleve.
AfD og De Grønne
Mange vælgere føler sig ikke længere hjemme i de to gamle folkepartier. De søger mod nye partier med skarpere holdninger. Denne opsplitning ser man i store dele af Europa.
AfD har fået stor fremgang med sin kritik af Merkels asylpolitik. I en række målinger har partiet været større end SPD.
Men asylpolitikken indgår i en bredere sammenhæng: Der er en oplevelse af, at de politiske ledere med Merkel i spidsen har svigtet, og at der må nye kræfter til.
Det giver i øjeblikket markant fremgang til partiet De Grønne, der netop nu står som landets næststørste parti i flere målinger.
Partiet trækker mange vælgere fra både SPD og CDU – og sågar fra det konservative CSU i Bayern.
For mange vælgere er det lettere at vise deres utilfredshed ved at gå til De Grønne end ved at gå til AfD.
De Grønne behandles som væsentligt mere ’stuerene’ i det politiske liv og i medierne.
Samtidig er partiet, der engang var ret venstreorienteret og sammenbidt, meget bevidst slået ind på en blød, beroligende og moderat kurs, der kan appellere til både socialdemokrater og borgerlige.
Man tilbyder et ”image af velvære”, som den politiske ekspert Torsten Schneider-Haase formulerer det – med alle de rigtige meninger om miljøet.
Partiet klarer sig bedst i områder med høje indkomster – for eksempel blandt akademikere og mediefolk – mens det kniber blandt de lavtlønnede.
Presset fra alle sider
Angela Merkel er presset fra alle sider:
Hun er presset af vælgerne, som forlader hendes parti og vil af med hende som leder.
Hun er presset af AfD, som angriber hendes udlændingepolitik.
Hun er presset af De Grønne, som har vist sig dygtige til at udnytte mistilliden til de etablerede politikere.
Og hun er presset af sine egne partifæller – især de konservative kræfter. Flere og flere virker parate til at tage et opgør med hende.
CDU’s ’grand old man’, Forbundsdagens formand Wolfgang Schäuble, talte for nylig om, at de to delstatsvalg i Bayern og Hessen kunne føre til ”forandringer” i partiets ledelse.
Han tilføjede noget giftigt, at Merkel ikke længere er den ubestridte leder, som hun var engang.
”Dead woman walking”
Merkel synes ikke indstillet på at gå frivilligt. Men noget tyder på, at hun kan blive tvunget væk før næste ordinære valg.
Selv hendes nære allierede, CDU’s generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer, begynder at sige kritiske ting om regeringens indsats.
Hun vil gerne være Merkels afløser. Men hun synes at have indset, at det i hvert fald ikke kan lade sig gøre, hvis hun er for tæt forbundet med kansleren.
Politisk er Merkel ved at blive en ”dead woman walking”.