Trumps konsekvente indsats i Iran og Mellemøsten er et opgør med Obamas katastofale politik

Enhver, der har prøvet til et middagsselskab at nægte at deltage i den almindelige dæmonisering af præsident Trump, kender til den massive afvisning man i den anledning møder fra hele det politiske spektrum. Alle ordentlige mennesker falder straks hinanden om halsen i deres iver efter at distancere sig i forhold til Trump og hans idioti.

 

Og lad det være sagt med det samme: Trump har sit væsen imod sig. Men det er ingen grund til at reducere sig selv til en ukritisk eftersnakker, der blindt og unuanceret blot gentager de venstreorienteredes letkøbte kagl. Trumps opgør med Obama viser nemlig, hvor katastrofal Obamas politik var.

 

Forskelle i syn på Islam

Da Obama i 2009 i sin store tale, ”En Ny Begyndelse” på Al-Azhar Universitetet i Cairo mod al fornuft prøvede at forklare os, at islam var fredens religion, var vi mange, der fik kaffen galt i halsen.

 

Vi skylder Trump tak for, at han udfordrede den politiske korrektheds forklaring om den islamiske umma. Islam er ikke fredens, den er lig modsat den væbnede jihads religion.

 

Forskelle i syn på Syrien

Da Obama i 2011 i forbindelse med Borgerkrigen i Syrien ikke ville involvere USA i en gentagelse af det sekteriske mareridt i Irak, overdrog han magten i Syrien til shiamuslimerne, der ikke overraskende støttedes af Iran, Rusland, Kina og Tyrkiet.

 

Det var en katastrofe, og katastrofalt var det også, at han undlod at reagere, da Syriens præsident Assad krænkede Obamas røde linie og brugte kemiske våben mod civilbefolkningen i Syrien.

 

Først med Trump er Irans, Ruslands og  Syriens uhyrlige brud på menneskerettighederne i landet og regimets anvendelse af kemiske våben mod sin egen befolkning blevet konfronteret og artikuleret.

 

Trump har tvunget parterne til at moderere sig på en måde, som den svage Obama aldrig formåede.

 

Forskelle i syn på Iran

Da Obama i 2015 sammen med EU, Kina og Rusland indgik ”Joint Comprehensive Plan Of Action” (JCPOA)) med Iran var den politiske korrekthed i Europa begejstret, mens Israel og konservative arabiske stater som Egypten, Saudi-Arabien og UAE var i chok.

Læs også
Hvorfor modsætter de palæstinensiske ledere sig al hjælp til deres befolkning?

 

Iran anvendte straks sine nye muligheder til at gå i gang med en oprustning samt styrke de proxykrigere, som landet allerede havde placeret i Syrien, Libanon, Yemen og Gaza. Skriften på væggen var og er klar: Iran har ingen ambition om at deltage i nationernes fællesskab på fællesskabets betingelser.

 

Først med præsident Trumps opsigelse af  Obamas aftale med Iran (JCPOA) er problemet Iran nu endelig blevet adresseret, så Iran systematisk fratages evnen til at opnå hegemoni i den islamiske verden. Og karakteristisk for EU og de venstreorienterede så begræder de Trumps indgreb. Det er den mest uværdige appeasementpolitik.

 

Forskelle i syn på Israel

Obama solidariserede sig fra sin embedsperiodes begyndelse med palæstinenserne mod Israel.  Det var deres  bosættelsespolitik og deres proportionsløse magtanvendelse, der var forklaringen på, at fredsprocessen var gået i stå.

 

Obama gjorde sig sammen med de øvrige venstreorienterede blind for, at det var palæstinenserne, der fra Gaza uafladeligt angreb Israel, og at det var palæstinenserne og deres ledere, der ikke ville freden.

 

Yassir Arafat og Mahmoud Abbas fik fra henholdsvis premierminister Ehud Barak og Ehud Olmert præsenteret fredstilbud på en sølvbakke, der imødekom 90% af deres krav, men da det kom til stykket turde ingen af dem sige ja.

 

Læs også
FN og UNWRAs holdning til det såkaldte palæstinensiske flygtningeproblem er en farce

Obama anfægtede eller problematiserede aldrig, at PLO, selv om det formelt anerkendte staten Israel og dens ret til eksistens, præmierede og glorificerede palæstinensiske selvmordsbombere. Og han tog heller aldrig anstød af, at PLO med deres kort og plancher slet ikke efterlod plads til israelerne. Palæstina skulle åbenbart kun bebos af palæstinensere.

 

Først med Trump er der blevet indledt en politik, hvor USA støtter Israels bosættelsespolitik, fordi Israel er oppe mod en modstander, der ikke vil freden. I den situation er Israel nødt til at forlade sig på militær styrke og grænser, der kan forsvares.

 

Trump har på forskellig taget konsekvensen af palæstinensernes utilregnelighed og derfor optrådt imødekommende overfor Israel.

 

Han har flyttet den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, og han har udpeget ministre og ambassadører, der er erklæret pro-Israel: Nicki Haley, David Friedman, Mike Pompeo og stabschef John Bolton støtter alle aktivt Israels krav på Judæa og Samaria. Trumps politik afspejler i modsætning til Obamas drømmerier realiteten, som palæstinenserne, Obama og de venstreorienterede alle må forholde sig til, hvis der skal ske en udvikling

 

Forskelle i syn på palæstinenserne

Obama forholdt sig i sin embedsperiode aldrig til, hvordan det palæstinensiske flygtningeproblem, der i 1948 udgjorde ca 700.000, i dag kunne have nået et omfang på gigantiske 5,1 millioner. Næsten ingen af dem var født i Israel, men de var alle via FN blevet forsynet med palæstinensiske papirer og blevet givet et løfte om krav på tilbagevenden.

 

Det var et absurd krav, for af de 5, 1 million er der i dag kun ca 20.000 tilbage, der kom fra Palæstina. Men det generede åbenbart hverken Obama, FN eller de venstreorienterede.

Læs også
Trump planlægger fredsudspil – danske politikere er afvisende

 

Først med præsident Trump er det palæstinensiske ”flygtningeproblems” sande karakter blevet udstillet. Det er en evighedsmaskine, der fremover  vil forøge antallet af palæstinensiske flygtninge, der kan få lov at leve et liv i venten på en tilbagevenden, der aldrig hverken kan eller vil finde sted.

 

Trump har derfor taget konsekvensen og er ophørt med at støtte UNWRA, der er den afdeling under FN, der administrerer ordningen, i øvrigt bistået af ikke mindre end 40.000 ansatte, der alle hæver månedsløn for fortsat aktivt at sikre, at det palæstinensiske ”flygtningeproblem” aldrig finder en løsning.

 

Forskelle i syn på FN

I hele sin embedsperiode fastholdt præsident Obama som nævnt ovenfor sin tillid til FN systemet som en positiv spiller i spørgsmålet om international fred og sikring af palæstinensiske flygtninges ret til tilbagevenden. Obama støttedes i denne holdning af de venstreorienterede, der nærer en religiøs tiltro til globale institutioner, også selv om de faktisk modarbejder, hvad de er sat i verden for at tilgodese.

 

UNWRA er et eksempel på en sådan organisation, men også organisationer som UNHRC og UNESCO er eksempler på sådanne organisationer, som Obama ukritisk og per automatik støttede.
Det generede ikke Obama og hans venstreorienterede venner, at UNHRCs kritik af krænkelser af menneskerettighederne udelukkende rettes mod Israel. Og det generede ham heller ikke, at rådets medlemmer sad som repræsentanter for stater som bl. a Congo, Cuba og Venezuela, hvor man  systematisk og konsekvent krænkede menneskerettighederne.

 

Det generede heller ikke Obama og hans venstreorienterede venner, at UNESCO som en magtfuld organisation under FN, der globalt skal tage vare på uddannelse og kultur, insisterer på, at Vestmuren, Tempelbjerget og  Patriarkernes Grave i Hebron er rene palæstinensiske helligsteder. Obama gjorde sig blind for, at det var et partsindlæg, som både han og FN naturligvis bure have distanceret sig fra.

 

Først med præsident Trump er der blevet taget fat på FNs forskellige råds misbrug. Og da FN, på trods af den meget direkte kritik fra USA’s FN ambassadør Nikki Haley, har nægtet at gøre op med sin absurde praksis, så har Trump smækket kassen i, hvilket Obama skulle have været gjort for længe siden!

Læs også
Udenrigsudvalget: Opvisning i venstrefløjens selvretfærdige automatreaktioner på Israel

 

Trump fremstår i dag i Mellemøstpolitikken som en stærk og dynamisk leder, der har gjort op med den vanetænkning, der prægede Obama administrationen, hvilket førte til, at USA opgav synes at have opgivet.  Trump derimod konfronterer aktivt Iran og Tyrkiet, han konfronterer palæstinensernes manglende fredsvilje og endelig konfronterer han FNs særprægede håndtering af det palæstinensiske ”flygtningeproblem”.

 

Hvad man nu ellers måtte mene om Trump, så har hans opgør med med Obamas statiske politik ført til bevægelse i de stivfrosne fronter, der ellers har karakteriseret Mellemøsten siden 2000.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…