En afstemning fredag den 1. juni 2018 om en mistillidsdagsorden i det spanske parlament er endt med et mistillidsvotum til den spanske konservative premierminister, Mariano Rajoy.
Krisen for regeringen bestående af det konservative Partido Popular (PP, Folkepartiet) og ministerpræsident Mariano Rajoy blev udløst af en korruptionssag mod en række personer med tilknytning til partiet, som blev afgjort i sidste uge.
29 personer blev dømt for blandt andet skatteunddragelse, misbrug af offentlige midler og magtmisbrug, heriblandt en af Rajoys tidligere rådgivere.
Det fik straks de øvrige partier i parlamentet til at reagere, og det socialdemokratiske oppositionsparti, PSOE, fremsatte en mistillidsdagsorden.
Det kræver mindst 176 ud af 350 stemmer i det spanske underhus for at få flertal, og da det baskiske parti PNV torsdag den 31. maj meddelte, at det støttede en mistillidsdagsorden, stod det klart, at der var et flertal i parlamentet for at vise mistillid til premierministeren.
Dermed er det exit for Mariano Rajoy og Partido Populars konservative mindretalsregering.
Hvad nu?
I årtier har det moderate højreorienterede parti Partido Popular og PSOE domineret spansk politik, men nu er det det ikke dem, der bestemmer alene.
Det har kompliceret den parlamentariske situation, at de gamle partier har fået konkurrence fra 2 nye partier på hver fløj. De to nye partier har begge slået på, at korruptionen må slutte, og at der skal en ”forandring” til i spansk politik.
Ciudadanos (Borgere) er et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien, men har udviklet sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende liberalt alternativ til det konservative PP. Ciudadanos blev største parti ved valget i Catalonien med 25,4 pct. af stemmerne og 36 pladser i parlamentet, mens PP måtte nøjes med sølle 4,2 pct. og 4 pladser.
På venstrefløjen er PSOE udfordret af Podemos (Vi kan), der opstod som en social bevægelse under den økonomiske krise, men nu har udviklet sig til en alternativ politisk bevægelse.
Udover den økonomiske krise og opgør med korruption og social uretfærdighed har de vigtige politiske kontroverser været reguleringen af den stadigt stigende indvandring fra Afrika og håndteringen af separatistbevægelser – først det baskiske ETA, men på det seneste har det været konflikten med selvstyrepartierne i Catalonien, der ved valget den 21. december 2017 kunne sætte sig på knap 50 pct. af stemmerne og et snævert flertal på 70 af regionalparlamentets 135 pladser.
Ny regering eller nyvalg?
Den socialdemokratiske oppositionsleder, Pedro Sanchez, fra PSOE (Partido Socialista Obrero Español på dansk: Det Spanske Socialistiske Arbejderparti) er indstillet på umiddelbart at danne en ny overgangsregering for en kortere periode for at få vedtaget blandt andet en uddannelsesreform. Først da skal der udskrives nyvalg.
Det borgerligt liberale parti Ciudadanos vil have nyvalg med det samme mens Podemos endnu ikke har tilkendegivet særlige præferencer.
Politiske emner
Udover den økonomiske krise og opgør med korruption og social uretfærdighed har de vigtige politiske kontroverser været reguleringen af den stadigt stigende indvandring fra Afrika og håndteringen af separatistbevægelser – først det baskiske ETA, men på det seneste har det været konflikten med selvstyrepartierne i Catalonien, der ved valget den 21. december 2017 kunne sætte sig på knap 50 pct. af stemmerne og et snævert flertal på 70 af regionalparlamentets 135 pladser.
Spanien er ikke umiddelbart i samme situation som Italien og f.eks. hævdes der at være ryddet op i banksektoren ligesom der er gennemført visse reformer.
Spanien havde ellers Europa-politiske ambitioner
Mariano Rajoy har indtil for nylig hævdet at Spanien at have genoprettet den økonomiske krise, som fuldstændig ødelagde landets troværdighed i Europa og tvang Madrid til at fokusere på Spaniens interne problemer, og nu ønskede de spanske EU-diplomater igen at kunne spille en central rolle i drøftelserne om retningen af EU efter Brexit.
Det er ikke længe siden, at den spanske udenrigsminister Alfonso Dastis i et privat møde med virksomheder i Berlin sagde, at “Jeg ser den fransk-tyske duo. . . som de ledende kræfter i EU. Dette par er meget magtfuldt, men der er flere nationer, der skal skubbe frem til det europæiske projekt – Også Spanien og Italien bør spille vigtige roller!”
Baggrund om Spanien
Spanien er på papiret euroområdets fjerde største økonomi med en overvejende pro-europæisk befolkning, men Spanien har længe spillet en underordnet rolle i EU og den politiske planlægning, der er foregået på højt politisk plan. Spanien spillede en vis rolle i udformningen af, hvad der blev kaldt regionernes Europa i 1990’erne, herunder udviklingen af den europæiske samhørighedsfond og begrebet europæisk statsborgerskab.
I 2000’erne blev Spaniens udenrigspolitik under premierminister José María Aznar mere pro-amerikansk og cementeret med Spaniens støtte til Irak-krigen i 2003. I 2008 var Spanien ved at bukke under for finanskrisen, der krævede resolut indgreb for at forhindret et totalt kollaps af den spanske banksektor. Spanien mistede sit bestyrelsessæde i ECB i 2012, og brød dermed den tradition, at Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien altid havde nogen i den øverste ledelse.
I dag ligger Spanien langt bag sin langt mindre nabo Portugal med hensyn til højtstående EU-jobs. Portugal er næstformand i ECB og har formandskabet for Eurogruppen.
Er Spanien andet og mere end et populært ferieland?
Erfarne EU-observatører gør opmærksom på, at den moderate økonomiske vækst skal holdes op mod en ustabil og urolig indenrigspolitisk situation. Den spanske højre-regering mangler ikke kun et stabilt flertal i parlamentet, men har også udfordringer i form af den katalanske krise.
Premierminister Rajoy har gjort små fremskridt: Han har formået at få de europæiske konservative partiledere til at gøre det klart i Bruxelles, at Madrid vil have afgørende indflydelse på Gibraltars status efter Brexit. Det noteres også, at Rajoy sidste år som en del af de ”Big Three” blev inviteret med til forhandlingerne i Versailles om Europas fremtid.
Det er blevet bemærket, at Spanien har været nødt til at trække på den sparsomme politiske forhandlingskapital for at sikre, at de europæiske ledere støttede den spanske regering mod de catalanske separatister, som forsøgte at erklære uafhængighed fra Spanien.
Den spanske centralregerings håndtering af problemet, og især politiets fremfærd mod den katalanske befolkning, gav anledning til rynkede bryn i Bruxelles og de europæiske hovedstæder, men Rajoy fik – trods alt – den støtte han bad om.
Mistilliden til den spanske regering og den usikre parlamentariske situation betyder, at Spanien er sat helt uden for EU-indflydelse i den nærmeste fremtid. På den anden side er PSOE – i modsætning til de nye regeringspartier i Italien – langt fra et radikalt parti og dertil klart tilhænger af EU. En PSOE-regering vil samtidig være en svag mindretalsregering, der næppe vil lægge op til større nyorienteringer af spansk politik.
Usikkerheden vil dog have indflydelse på markederne og det spanske aktiemarked er faldet efter regeringskrisen.
