Der der næppe noget, politikerne afskyr mere end at skulle diskutere emner, der vedrører folks religion og kultur.
Omskæring af drengebørn er derfor en meget varm kartoffel, som politikerne uden tvivl ville have været lykkelige for at undgå at beskæftige sig med.
Det nye demokratiske fænomen, hvorved befolkningen med 50.000 underskrifter kan kræve, at politikerne behandler et givet emne i Folketinget, vil dog blive afvist, såfremt borgerforslaget vurderes at stride imod Grundloven.
Borgerforslaget har dog medført, at allerede inden de 50.000 underskrifter om ”Indførelse af 18 års mindstealder for omskæring af raske børn” er i hus, er politikere, forskellige foreninger og debattører i gang med at diskutere for og imod.
Der er politikere, der allerede har meldt ud, hvad de har i sinde at stemme, når/hvis forslaget opnår 50.000 underskrifter og vurderes ikke at stride imod Grundloven.
En politikerstemme
Mange har en holdning til forslaget, selv om det endnu ikke er et officielt forslag.
Ingen meldte dog sin væmmelse ved forslaget kraftigere ud end forhenværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V):
”Jeg forstår, at et borgerslag atter vil sende danske jøder til Sverige. En gang var alt rigeligt. Det bliver ikke med min stemme.”
Denne udtalte afsky ved forslaget skyldes, at Borgerforslaget omhandler en aldersgrænse på 18 år, og at jøder omskærer drengebørn som spæde. En aldersgrænse ville dermed få jøderne til at forlade Danmark, mener Pind.
Til denne prisværdige holdning er der dog et enkelt bump på vejen. Hvis han havde den mindste smule kendskab til afviklingen af det Sverige, vi kendte, at Sverige ikke er et land, som jøderne flygter til, men flygter fra.
Ifølge overrabbiner Bent Lexner kan antallet af omskæringer af nyfødte med jødisk baggrund årligt tælles på én hånd. Sikkert for få til, at der ligefrem ville blive tale om flugt fra Danmark. Det er vi sikkert rigtigt mange, der glæder os over, når henses til det tab af ikke mindst viden, der vil overgå ethvert land, der mister sin jødiske befolkning.
Andre politikerstemmer
For at ligestille kønnene om aldersgrænse havde Borgerforslaget medtaget den kvindelig omskæring, selv om forbud mod dette allerede er vedtaget. Det blev derfor foreslået, at ordet ”kvindelig” skulle fjernes foran ”omskæring” (straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a).
Dermed kom aldersgrænsen til at vedrøre såvel drenge som piger.
Dette fik Naser Khader (C) og Liselotte Blixt (DF) til at udtale, at de på forhånd kunne erklære, at de ville stemme nej til forslaget, for det ville jo betyde, at det ikke var forbudt at kønslemlæste voksne kvinder.
Jamen, vi kan da ikke forbyde voksne mennesker at molestere deres krop, hvis det er det, de vil. Om de vil have tatoveringer, piercinger, have proppet silikone ind i brysterne, ændre på udseendet af deres kønsorganer eller hvad man ellers kan finde på som medlem af foreningen ”Retten til at være grim”, kommer da ikke andre ved.
Selv om teksten i straffeloven for ”kvindelig omskæring” indicerer, at der også er tale om voksne kvinder, har det formentlig aldrig været meningen at forbyde voksne kvinder at gøre med deres krop, som de vil.
Langt mere forståeligt ville løftede øjenbryn være over, at til Borgerforslagets ønske om fjernelse af ”kvindelig” ved ”omskæring” skal tilføjes: ”undtagen i tilfælde hvor der under ophold i udlandet opstår akut, uopsættelig medicinsk indikation for dette indgreb”. (min kursivering).
Min fantasi rækker slet ikke til at forestille mig, at en sådan akut og uopsættelig situation om at skære i et barns kønsdele skulle kunne opstå under et ferieophold. Men jeg kan sagtens forestille mig stribevis af dokumentation for indgrebet (eller skulle vi kalde det angrebet?), forelagt de danske myndigheder for at undgå straf.
Hvis nogen har studset over denne besynderlige tilføjelse, der fremstår som et smuthul, der skal redde den person, der har fået omskåret sit barn, har jeg overset det.
Tilhængere og modstandere af en aldersgrænse
Talspersonerne, Güray Baba og Iman Diab, for Intact Denmark – Foreningen mod omskæring af børn udtaler bl.a., at omskæring bør være et personligt valg, som personen vælger, når han bliver myndig. ”Omskæring er ikke en pligt i islam og i hvert fald ikke mere forpligtende end de fem islamiske søjler, som mange muslimer heller ikke udfører. Islam betragter mennesket som skabt perfekt af Allah. Ingen amputation af en rask og funktionel kropsdel er nødvendig i islam – og især ikke ved tvang, når personen ikke kan give samtykke. At skære i raske mennesker er at gøre skade på dem. Intet rask barn fortjener at blive skåret i. Skån din søn og stil dig kritisk til omskæring, for din dreng er født perfekt, som han er.”
Som jeg har forstået det, skyldes omskæringen af jødiske drengebørn, at barnet derved indgår i en pagt med Gud. Som ikke-jøde kan det være vanskeligt at forstå, at denne pagt ikke lige så godt kan indgås, når den unge jøde er fyldt 18 år, ikke mindst når henses til, at så få jøder – jf. overrabbiner Bent Lexner – i dag bliver omskåret.
Mange argumenter har været værd at lytte til, men som en naturlov under enhver debat mangler et virkelig nonsensargument heller ikke denne gang. Argumentet leveres af Signild Vallgårda, der er professor ved Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd:
”Det er påfaldende, at man går så meget op i, hvad der sker med 2000 børn, hvor jeg godt ved, at det ikke altid er uproblematisk at få skåret forhuden af, men det er nu ikke et stort indgreb, når vi samtidig lader folk ryge og drikke foran deres børn”. (Min kursivering).
Det er lige så forvrøvlet et argument som Özlem Cekics, der sidestiller uerstattelig bortskæring af noget af et barns kønsdele med vandpjaskeriet under den kristne dåb.
Hvad der heller ikke er udeblevet i denne debat, er infame og løgnagtige beskyldninger om bl.a. antisemitisme, som Mikkel Andersson skriver om i sin kronik i Berlingske. Vi erindrer ”tonen”, som venstrefløjen mestrer indtil perfektion og perfidi.
Grundloven
Har Grundloven forrang for de konventioner, som Danmark har ratificeret?
Ser vi f.eks. på Grundlovens § 44, stk. 1: ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov”, har bl.a. Statsløsekonventionen vist, at Grundloven viger til fordel for konventionen.
Som nævnt ovenfor, skal Borgerforslaget, før det overhovedet kan behandles i Folketinget, undersøges for eventuelt at være i strid med Grundloven.
Men hvor Grundloven dikterer religionsfrihed, kræver FN’s Kvindekonvention, at “De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønstre med henblik på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller” (artikel 5).
Børnekonventionens bestemmelser i artiklerne 19 og 24, stk. 3 pålægger deltagerstaterne at beskytte børn mod skade samt tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.
Ud fra disse konventioner er der ingen tvivl. Grundlovens bestemmelse om religionsfrihed må vige, når det drejer sig om traditionsbundne ritualer, der skader børn.
Summa summarum: Enten gælder Grundloven altid, uanset ratificerede konventioner, eller også må Grundloven vige, når konventionerne ikke er i overensstemmelse med Grundloven.
Det er ikke et retssamfund værdigt at jonglere rundt med Grundloven og konventionerne alt efter partifarve og forgodtbefindende.