Islamister er muslimer, der tager islams tekster bogstaveligt. Deres ideologi er, at et samfund skal bygge på islams love, shariaen. Det betyder ikke, at de er terrorister. Terror er ikke en ideologi men et våben, som nogle islamister bruger mens andre tager stærkt afstand.
Det er det mange politikere og myndigheder ikke har forstået. De tror groft sagt, at skellet går mellem terrorister og moderate muslimer, der stort set går ind for vestlige værdier. Derfor bliver mange islamister lukket ind i magtens centrum i den vestlige verden.
Det har Nina Hjerpset-Østlie skrevet en artikel om på rights.no, som vi bringer med deres tilladelse.
Artiklen( Islamister har inntatt magtens sirkler) er skrevet af Nina Hjerpset-Østlie og den er udkommet på Rights.no
Artiklen er oversat af Steffen Wernberg-Møller
Islamister har sat sig på poster overalt i magtens inderste cirkler
Stadigt flere politiske partier er ved at opdage, at de er havnet i dårligt selskab. Eller rettere sagt; de har selv inviteret det dårlige selskab indenfor. Og værre endnu : de placerer disse mennesker i samfundsinstitutioner hvor de ikke har noget at gøre, men hvor det har stor betydning for os andre.
Det så man for eksempel i forbindelse med skandale-dommen i Solna. Her medvirkede to lægdommere med muslimsk baggrund til, at der blev dømt på grundlag af sharia. De to lægdommere var medlem af Centerpartiet. Det var ingen vindersag for partiet, som eskluderede de to: Ebtisam Aldebe og Hasan Fransson. Alligevel faldt partiet kraftigt i meningsmålingerne.
Islamister i magtens indercirkler
Centerpartiet er ikke de eneste.
Moderaterne har haft en politiker i Rigsdagen som mener, at mænd har ret til at slå deres koner. Koner i flertal, for Abdirizak Waberi støtter muslimske mænds angiveligt guddommelige ret til at tage sig fire koner.
Abdirizak Waberi
Miljøpartiet havde Mehmet Kaplan som boligminister. Han deltog i møder med den islamistiske og stærkt antisemitiske organisation Milli Görus, og måtte gå af i 2016.
Mehmet og Feride Kaplan
Desuden havde partiet opstillet Yasri Khan, til at repræsentere partiet i Rigsdagen. I lighed med Kaplan havde han tilknytning til en anden tvivlsom organisation “Svenske Muslimer for Fred og Retfærdighed”. Han måtte forlade partiet da det blev kendt, at han nægtede at give hånd til kvinder. Flere i partiledelsen havde længe været klar over det, men de reagerede altså ikke før, der var postyr i pressen.
Socialdemokraterne valgte Omar Mustafa ind i partiledelsen. Han havde tilknytning til en række muslimske organisationer, og var leder af “Islamisk forbund” i Sverige. I den egenskab havde han flere gange inviteret antisemitiske og homofjendtlige hadprædikanter. Efter massiv kritik måtte han forlade partiet i 2013.
Omar Mustafa
Eksemplerne er altså mange. Men der blev ikke lyttet til de mange, som har advaret mod disse personer og deres holdninger.
Der er tilmed eksempler på, at nogle af dem, der har forsøgt at advare, har fået deres karrierer ødelagt. Det gælder for eksempel socialdemokraten Carina Hägg, som har siddet i Riksdagen siden 1995 for partiet. Hun advarede partiet mod at vælge Omar Mustafa ind i partiets ledelse. Men hendes advarsler førte til, at hun blev presset ud af socialdemokratiet, som hun havde repræsenteret i så mange år.
Har nogen hørt ordet undskyld ?
Hvert eneste tilfælde har vakt stor opmærksomhed i medierne, og de forskellige partier har reageret ualmindeligt hurtigt, når de er sket. For er der noget de ikke kan lide, så er det vælgerflugt!
Overhovedet ikke enkelttilfælde
Når eksempler dukker frem, bliver de fremstillet som om det skyldes uheldige omstændigheder eller mangel på viden.
Men det officielle Sverige har nu i årtier fredet, fremmet og finansieret egen “islamistelite”, som de derefter rekrutterer fra, og tildeler politisk indflydelse og magt. Det er næppe sket med overlæg, men viden om disse grupper og deres agenda, er nu blevet så stor, at der ikke findes nogen undskyldning for ikke at kende til problematikken, og udvise meget stor forsigtighed i omgangen med disse grupper.
Samtlige af de konkrete eksempler der er nævnt ovenfor, har det til fælles, at de har cirkuleret som ledere i de samme statsstøttede organisationer, hvoraf nogen fremstår som rene trossamfund; andre som såkaldte antidiskriminerings- eller rettighedsorganisationer. Eller for at udtrykke det i et ord som Rebecca Weidmo Uvell : Rettighedsindustrien.
Mustafa er ingen undtagelse. Han har været i “Ibn Rushd”, “Sveriges Unge Muslimer”, “Islamisk forbund” og “Forum for European Muslim Youth and Student Organisation”.
De fleste af dem deler ideologisk fællesskab med Det Muslimske Broderskab, og arbejder frem mod de sammen samfundsændringer: Muslimer skal holde sig adskilt fra det øvrige samfund, og de skal sikre det muslimske miljø magtpositioner og politisk indflydelse.
Hvorfor det har man ikke det det i øjnene? en stor del af forklaringen skyldes nok, at den politiske ledelses multikulturelle orientering overtrumfer det meste. Alle skal jo være med, have indsigt og være repræsenterede. Men hvad de står for, og hvad de vil bruge deres magt til at fremme, lader til at være fuldstændig underordnet.
Det vil man imidlertid ikke indrømme, så man tyr til at virke overraskede, når islamisternes holdninger er blevet afslørede : “Vi har været naive”. Eller “vi vidste det ikke”. Det er selvfølgelig ikke sandt, for de havde alle forudsætningerne for at vide. Og ordet “naiv” kan ikke erstatte “selvvalgt uvidenhed til trods for utallige advarsler.”
For dette her er ikke noget nyt problem. Den svenske islamistelite er ikke stor. Det er de samme navne der dukker op igen og igen. Men de modtager enorme pengebeløb i støtte til diverse formål, og har betydelig politisk indflydelse.
Advarslerne har været mange. En af dem kommer fra docent i litteratur, tidligere chefredaktør i Axess og forfatter Johan Lundberg. I 2013 skrev han “Lysets fjender”, og gjorde allerede dengang opmærksom på hvordan tingene stod.
Antiracisme = frikort
Islamisterne prøver at dække sig ind under, at de står for antiracisme. Og det får tilsyneladende de fleste politikere til at miste enhver kritisk sans. Åh ja, er du antiracist ja ? Hvor godt!
Ja, så gør det ikke noget, at du er antidemokratisk, at du ser på det halve af klodens befolkning som undermennesker og/eller ejendom, at du er shariatilhænger, og syntes det er fint at slå og/eller stene kvinder, dræbe homofile eller at du hader jøder, forkerte slags muslimer og andre vantro. Sikke en guttermand du er!
Man skulle tro, at denne form for kritikløshed forsvandt for 10-15 år siden. Men sammenligner vi tingenes tilstand i dag med dem Lundberg beskrev i 2013, ser vi, at kun lidt, og i mange tilfælde slet intet har ændret sig på området.
For se bare hvad han fandt ud af :
“I løbet af arbejdet med det sidste kapitel i min bog “Lysets fjender”, der handler om forårets optøjer i Husby, stødte jeg i løbet af min research i ideologiske strømninger på en række organisationer som overraskede mig ved, at det var de samme navne der dukkede op igen og igen : Mattias Gardel, Rashid Musa, Kilimbwa Sabuni og Fatima Doubakil for bare at nævne nogle. Under tiden havde disse personer fremtrædende positioner i organisationerne. Andre gange blev de regelmæssigt indbudt til at afholde foredrag eller deltage i seminarer. Nogen gange dukkede deres navne op i ansøgninger om legater.
Organisationerne har navne som “Afrosvenskernes rigsforbund”, “Muslimske menneskerettighedskomitte”, “Studieforbundet Ibn Rushd”, “Charta 2008 Forix”, “Forstædernes Rigsdag”. For bare at nævne nogle.
Hvis personerne og organisationerne lyder bekendt, så er det fordi, at de er det. Læs mere om dem her.
Flere af disse organisationer hævder at have antiracistiske formål. Ofte påberåber man sig også at kæmpe for menneskerettigheder. Ved nærmere studium opdagede jeg dog, at de hovedspørgsmål som de hævdede at være optaget af var endnu mere begrænset i antal end deres kunstige facader. Mere præcist så indskrænkede de sig til to emner: Påvisning af racisme mod muslimer og kampen mod de nuværende antiterrorlove. Ofte faldt de to sammen i en: Kamp mod, at den islamistiske terrorisme, med alarmistiske vendinger, bliver kædet sammen med muslimernes krig mod den vestlige verden.
En genganger er afrosvenskeren Kitimbwa Sabuni, som har Kultur- og demokratiminister Alica Bah Kunkes opmærksomhed, og som er yderst populær hos medierne. Han erklærer regelmæssigt, at stort set alt og alle er racister og racisme, og han er derfor – naturligvis ! – en del af det særdeles gode selskab i Sverige. Han mener tilsyneladende, at landet han bor i, er en islamofobisk apartheidstat som er gennemsyret af racisme. Eksempler på denne racisme og islamofobi? De statslige kampagner mod æresvold, tvangsægteskab og ægteskab med mindreårige”, må man forstå.
Kitimbwa Sabuni
Uacceptable holdninger alle vegne
Man kan undre sig over, hvordan svenske myndigheder kunne udgive noget så grotesk som den nylige brochure mod børneægteskaber. Men det bliver straks mere forståelig, når man ved, at mennesker som Sabuni har regeringens opmærksomhed. Når han, og andre som han, bare sørger for at sige ordene antiracisme og antidiskrimination samtidigt, så siver deres uacceptable holdninger frit ind i hver eneste sprække i det offentlige.
Antiracisme slører næsten alle synder :
Men det antiracistiske arbejde skulle vise sig at komme endnu mærkeligere til udtryk. Til Cafe Pan Afrika på Södermalm i Stockholm inviterede man for cirka et år siden Raheem Gillman til at holde foredrag om det arabiske forår. Gillman er konverteret til islam og svenskcubaner.
Tesen i hans foredrag var, at den islamistiske terrorisme, ligesom verdenspolitikken, i stort omfang har været iscenesat, for at give Israel legitimitet til ekspansion, sådan som det har været planlagt siden Det Gamle Testamentes dage.
Gillman mente, at USA helt og holdent blev kontrolleret af Israel. Om ti år har Israel, ifølge hans spådom, ekspanderet så meget, at landet omfatter hele Mellemøsten og Nordafrika.
Gillman medvirkede i marts 2010 i en diskussion i Studio Et, om Lars Vilks. Dengang repræsenterede han organisationen “Sveriges unge muslimer”. På Cafe Pan Afrika var det sjette gang han holdt foredrag.
Arrangørerne af Gillmans antisemitiske foredrag var “Afrosvenskernes rigsforbund” og “Studieforbundet Ibn Rushd”. I 2013 fik Ibn Rushd 15,6 millioner i støtte fra Folkeoplysningsrådet. I 2012 bevilgede man derudover millionbeløb fra Ungdomsstyrelsen, og er i løbet af de seneste tre år blevet bevilget omkring 200.000 kr om året fra Folke Bernadotteakademiet.
På baggrund af offentlige dokumenter, påviser Uvell de mange “antidiskriminationsbureauer”, som siden 2012 har modtaget mindst 52 millioner fra MUCF (Myndigheden for Ungdoms- og Civilsamfundsspørgsmål). Eftersom de også modtager andre former for støtte, så anslår hun, at den reelle sum ligger mellem 150 og 200 millioner i perioden 2012 – 2017.
Ingen islamister i vore institutioner, tak !
Den politiske ledelse ikke bare finansierer, men inviterer islamister ind i varmen og tildeler dem magtpositioner. Bagefter hævder man, at man ikke vidste bedre.
Det våben islamisterne bruger er plusord som rettigheder, tolerance og mangfoldighed, mens de udviser høflighed, for derefter at udslette alt der hedder rettigheder, tolerance og mangfoldighed overalt, hvor de får magt – det kombineres med den vestlige elites hysteriske frygt for ord som racist og islamofob. Det er deres foretrukne Modus Operandi.
Det burde være almen viden, at det er sådan. Og hvis man ikke ved, at det hænger sådan sammen, så er man enten så inkompetent, at man bør fjernes fra enhver magtposition, eller også syntes man, at islamisme er legitimt og helt fint.
I så fald skylder man at svare på : Hvorfor? For hver gang islamister og deres tankegods får indflydelse, så bliver vore samfund dårligere. Så enkelt er det.
Det er bare at kigge på Europas parallelsamfund. Paralelsamfundene er islamisternes magtbase, og de holdninger, som dyrkes der, er ikke isolerede til de områder. De smitter af på resten af samfundet i tilfælde som for eksempel Solna-dommen og den vanvittige børneægteskabsbrochure.
Bøtten skal vendes. Det skal stoppe her.
