Forsvarshøjskolen i Sverige har netop offentliggjort en rapport – bestilt af MSB – Myndigheden for Samfundsbeskyttelse og Beredskab.
Den er ildevarslende.
På mindre end 10 år er antallet af salafister vokset fra 200 til 2000. Se rapporten her, og Fria Tiders artikel her.
Fortsætter den udvikling er der 20.000 før der er gået 10 år.
Salafisme og jihad
Rapporten er ubehagelig læsning på flere måder. Ud over den dystre prognose, og at Allah gøres synonymt med Gud (med stort), så skrives der i den ; “alle salafister er ikke jihadister, men alle jihadister er salafister”.
Både første og anden del af sætningen er ikke korrekt. Her kigges der nærmere på første del, og lidt længere nede i teksten kigges der på anden del. Svaret på første sætningsdel er:
Jo, alle salafister er jihadister !
Jihad betyder stræben, og spænder lige fra en indadvendt spirituel kamp for at opnå den rette tro, til militær kamp. Salafister er alle i den grad religiøse stræbere, det er bare ikke alle der har taget deres stræben ud til den yderste ekstrem, hellig krig. Endnu!
Men det er det mange imamer i Sverige arbejder på, og de har delt opgaven mellem sig.
Sverige opdelt i ansvarsområder
Det fremgår af Forsvarshøjskolens rapport, at imamerne i Sverige har opdelt landet geografisk i ansvarsområder, og på denne måde sat islamiseringen i system.
Går islamiseringen i et område ikke hurtigt nok, og bliver for stor en andel af muslimerne for vestlige, så er der sat navn på. Nogen kan drages til ansvar.
Politisk islam er ikke en ven
Det er meget enkelt. En del af islam er et våben. Et våben der er beregnet til angreb.
Des i højere grad imamerne fokuserer på denne del, og aktiverer våbnet, des mere fjendtlig bliver den islam der omgiver vesterlændingene.
Målet for denne offensive del af islam er erobring og magtovertagelse.
Sverige er sandsynligvis ikke det eneste område der er opdelt i territorier.
Sekularisering er nødvendig
På nær nogle ganske få, så siger alle muslimer, at den politiske ideologiske del ikke kan skilles fra den religiøse del.
Men det er de nødt, hvis de vil bo her.
Firkantet sagt. Hvis ikke man er villig til at lægge det som hijabben symboliserer på hylden, så skal muslimen repatrieres til sit oprindelige hjemland eller et andet islamisk samfund.
Årsagen er simpelthen, at “våben-delen” af islam er for farlig for os andre. Den kan vi ikke leve side om side med, og af samme grund skal denne del forbydes i Vesten.
I andre ord. Hvis man som muslim insisterer på, at efterleve islam i sin helhed, så må man gøre det i et muslimsk land.
Selvom ikke alle meget troende muslimer er aktive i vold og krig, og de holder sig til ikke voldelig jihad, så er deres religiøse stræben – deres dawah – så skelsættende og diskriminerende, at det smadrer vore samfund. Det går Hege Storhaug, rights.no, mere i dybden med her.
Den politiske korrekthed har gjort ubeskrivelig meget skade
Det er umuligt at løse et problem man ikke kender til bunds, og det er næsten umuligt at bekæmpe en fjende man ikke kender.
Lad mig kort vende tilbage til rapportens udgangspunkt, og sætningens anden del. Alle jihadister er salafister.
Salafister er ortodokse sunni-muslimer. Men der findes ganske mange shia-muslimer, som er pro præstestyret i Iran, som meget gerne ser Israel tilintetgjort. Mange står parat til den indsats. De er ikke bare jihadister i stræberisk forstand, man tager også gerne del i den yderste ekstrem af jihad – hellig krig.
Så nej – ikke alle jihadister er salafister. Heller ikke når man som i rapporten fejlagtigt mener, at jihad udelukkende betyder voldsparat og krigerisk.
Ærindet her er ikke at skyde en rapport ned, nu hvor man endelig tager fat i problemet, men at påpege hvor meget skade den politiske korrekthed har gjort.
I alt for mange år har man stukket hovedet i jorden, og det gør, at man kender sin fjende meget dårligt. Det er også derfor politikerne – ikke mindst dem herhjemme – er så umanerligt dårlige til at løse islamrelaterede problemer.
Det hjælper ikke noget at vi skiller tingende ad, når muslimerne ikke gør
Sidst i Forsvarshøjskolens rapport er der opstillet fire punkter.
Punkt 1 : “Der behøves en øget viden om salafisme i samfundet, dets påvirkning og vigtigheden af, at adskille islam som trosudøvelse, islamisme som politisk ideologi og salafisme i forskellige former”.
Det er korrekt, at øget viden er ekstremt vigtigt, men at kæde det sammen med, at der ude i samfundet er behov for at adskille mellem tro og politik, er at gå rundt om den varme grød.
Det er ikke ude i samfundet, der er behov for den adskillelse. Det er blandt muslimerne, der er behov for at adskille tro og politik.
Det er det modsatte imamerne nu gør. Muslimerne holdes i bogstaveligste forstand til ilden. Hvis ikke muslimen er tro overfor islam i sin helhed – den samlede løsning – så stilles de helvedesilden i udsigt.
Det er den måde tropperne holdes samlet på.
Lus i skindpelsen
Udviklingen den foruroligende rapport beskriver er eksponentiel vækst. Allerede nu er politiet i Sverige på hælene.
Hvad gør de når de voldelige islamister om få år er fordoblet ? Sætter militæret ind ligesom i Frankrig ? Men også det er en stakket frist.
For imamerne fortsætter helt sikkert med at mobilisere, ved at eksitere fjendtligheden i hver enkelt muslims hoved. (eksitere : øge energiniveauet).
Det slår ikke til at tale om, at integrationen er slået fejl. Der er tale om imamers mobilisering til krig. Europæerne bor nu i Dar al-Harb. Krigens hus.
Det kan man da kalde, at sætte lus i skindpelsen.
Rapporten er chokerende, men virkeligheden er endnu værre
Det er vigtigt at huske på, at Forsvarshøjskolens rapport er snævert fokuseret specifikt på sunni-muslimsk salafistisk fjendtlighed, og nævner et antal på 2000.
Problemet er langt større. Fjendtligheden er generel. Etniske svenskere er ikke velkomne i nogen af de mange ghettoer – udenforskaber. Det er svært at finde præcise tal, da det sikkert anses som hetz mod folkegruppe, og derfor forbudt. Kriterierne for hvornår et område betragtes som en ghetto, vil sikkert også være forskellig, og derfor ikke direkte sammenlignelige med danske tal.
Flemming Rose nævnte for flere år siden at antallet var over 200, se her, mens Nicolai Sennels for et år siden til Robert Spencers Jihad Watch nævner 61, se her. Tallet Sennels referer til stammer fra en lækket svensk rapport, og er derfor uden tvivl, ikke overdrevet.
Uanset hvilket definitionskriterium der anlægges for en ghetto i Sverige, så vokser de ligesom fjendtligheden også hastigt. Både i antal og udbredelse.
Man kan spørge sig selv, hvilken indgangsvinkel man skal anlægge sig, når udenforskaberne bliver større end “indenforskaberne” ?
Er det så ikke det oprindelige etnisk svenske Sverige der er blevet udenforskabet ?