Tyrkiets behandling af Armenien er et eksempel på islams forsøg på at udradere kristendommen i Mellemøsten

Ofrene for det amenske folkemord mindes af deres efterkommere (Foto: Lone Nørgaard)

Netop hjemkommet fra en rundrejse i Armenien ligger det mig på sinde at minde om det armenske folkemord, som Tyrkiet – og Danmark! – ikke vil anerkende.

 

Et stort flertal i Folketinget slog således fast d. 26.1.17, at Danmark ikke officielt anerkender det armenske folkedrab. Forklaringen lød: ”Folketinget fastholder dermed sin parlamentariske tradition for ikke at udstede domme over historiske begivenheder”.

 

Vi lever i en tid, hvor islamiseringen støt og roligt breder sig i Europa (jf. fx Helle Merete Brix: ”Mod mørket. Det Muslimske Broderskab i Europa” (2008)), og hvor Tyrkiets netop genvalgte præsident, Recep Erdogan, igen og igen blander sig i de europæiske nationalstaters politik (jf. fx bt.dk og information.dk).

 

Derfor er der gode grunde til at lære af historien i almindelighed, Tyrkiet og Erdogans ny-osmannisme (kampen for at genforene de lande, der tidligere har været en del af Det Osmanniske Rige) i særdeleshed.

 

Før rejsen læste jeg bl.a. historikeren Matthias Bjørnlunds bog: ”Det armenske folkedrab. Fra begyndelsen til enden” (2013).

 

Den skulle vise sig at blive lidt af en øjenåbner.

 

Dette gedigne, tæt kildebelagte værk suppleret med et besøg på ’Museet for det armenske folkedrab’ – placeret i Armeniens hovedstad, Yerevan, giver tilsammen en detaljeret indføring i og rystende billeder af en af de største misgerninger i verdenshistorien: Systematiske massakrer, fordrivelser og dødsmarcher kostede mellem 1 og 1,5 million armeniere livet.  

 

Folkedrabet fandt ikke sted på én gang, men i nogle faser. Første gang fra 1894-96, anden gang i 1909 og tredje gang – det, der skulle være Endlösung på ’det armenske spørgsmål’ – 1915-18.

 

Den første massakre i 1894-96 fik Sultan-khalif Abdül Hamid sat i gang med kurdiske håndlangere som slagtere. Det skønnede antal døde befinder sig i spændet 100,000-300,000. Titusinder flygtede. Tusindvis blev tvunget til at konvertere til islam.

 

I 1908 blev sultanen væltet af Ungtyrkerne (“Komiteen for Retfærdighed og Fremskridt”), som fortsatte den blodige forfølgelse. De var så uheldige at tabe en krig med Grækenland, Serbien, Bulgarien og Montenegro i 1912.

 

Det ungtyrkiske parti er en af hovedsynderne
Det ungtyrkiske parti er en af hovedsynderne i ’det store folkemord’ 1915-18, men .

 

Men dette parti har ligesom alle andre partier selvfølgelig også en historie om modsatrettede fraktioner og interesser.

Læs også
Sådan bruges moskeer til at undergrave demokratiet

 

Lige fra begyndelsen (ca. 1890) var det ungtyrkiske parti præget af splittelse mellem to fløje: En liberal, der ønskede decentralisering af magten og lige rettigheder for rigets mange forskellige religiøse og etniske grupper, og så en nationalistisk, der ønskede central styring af riget og tyrkisk dominans.

 

Den sidste fløj fik vind i sejlene, da det osmanniske rige begyndte at bryde sammen – dels ifm  Balkankrigene 1912-13, dels under pres fra de europæiske stormagter.

 

Budskabet lød: For at sikre rigets overlevelse var det nødvendigt at stå sammen og arbejde for et ’rent’ tyrkisk rige.

 

Ungtyrkernes parti, som havde kastet riget ind i Første Verdenskrig på tysk side blev opløst efter nederlaget i 1918.  Men efter et par år opstod en ny nationaltyrkisk bevægelse med Kemal – senere kaldt “Atatürk” – i spidsen. Han samlede resterne af det slagne imperium og skabte et sekulært Tyrkiet.

 

Det Tyrkiet, som Erdogan i dag er i fuld gang med at rulle tilbage.

 

Forklaringen på det armenske folkedrab
Matthias Bjørnlund opsummerer sin omfattende forskning i folkemordet således:

 

Læs også
Det internationale samfund ignorerer folkedrab på kristne i Nigeria

”(…) forklaringen på det armenske folkedrab skal findes i en blanding af ideologi, nøje planlægning og ydre omstændigheder: På den ene side var armenierudryddelsen resultatet af målrettet radikal nationalisme, der havde som klar intention at besvare Det Armenske Spørgsmål med massiv undertrykkelse og voldsanvendelse (men ikke nødvendigvis med decideret udryddelse i de indledende faser). På den anden side er det bestemt oplagt, at det, ligesom det i øvrigt gælder andre folkedrab gennem historien, ikke var et fuldstændigt gennemtænkt projekt på forhånd.

 

Omstændigheder såsom Osmannerrigets frivillige deltagelse i Første Verdenskrig øgede den formodede trussel fra armenierne som en potentiel Femte Kolonne, radikaliserede gerningsmændene, dehumaniserede ofrene og gav bedre muligheder for en ”totalløsning” på Det Armenske Spørgsmål midt under en verdensomspændende konflikt.” (s. 197-198)

 

De ansvarlige i den osmanniske ledelse undslap stort set retsforfølgelse, endskønt der ligger masser af dokumentation for, hvem der var de skyldige (jf. fx ”Diplomats Witness and Condemn the Armenian Genocide. Collection of Documents and Testimonies” (2015).  

 

Kristendommens betydning
Som det vil være mange bekendt, er Armenien det første land i verden, der indførte kristendommen som statsreligion. Det skete i 301. Til trods for utallige erobringstogter i området fra alle verdenshjørner igennem de næste mange hundrede år, og uagtet Armenien blev en republik under Sovjetunionen, har det armenske folk hele vejen igennem haft succes med at fastholde sin kultur og sine traditioner.

 

Her har kristendommen haft en kæmpestor betydning som kit, og selv om diverse erobrere har gjort, hvad de kunne for at smadre kirker, klostre og helligsteder, er en stor del af kulturarven bevaret. Armenierne lader til at være helt klar over historiens, sprogets, kulturens og religionens betydning for et folk og dets sammenhængskraft.

 

Når der anno 2018 er grund til at have det armenske folkemord helt fremme i bevidstheden, hænger det snævert sammen med, at der i dagens Mellemøsten foretages massive kristenforfølgelse. Et par eksempler må række her og her.

 

I helikopterperspektiv er Armenien – og dets konfliktfylde forhold til Tyrkiet – endnu et eksempel på, hvordan islam har forsøgt og fortsat forsøger at udradere kristendommen i Mellemøsten. Og et centralt argument for, hvorfor Tyrkiet ikke er eller kan blive en del af Europa.

Læs også
Politikerne forsøgte at presse befolkningen til at lukke Tyrkiet ind i EU – men befolkningen sagde nej, og den havde ret

 

Den årtusindlange kamp mellem kristendom og islam er i fuld gang.  

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…