Filmen “I krig og Kærlighed” er en mageløs mulighed for at komme tættere på danskernes fælles historie

Jeg så Kasper Torstings film ”I krig og kærlighed” 20. 11. 2018. Selv om den varer næsten 2½ time, glemte jeg fuldstændigt tiden og ikke før lige inden afslutningen opdagede jeg til min forbavselse at der kun var et kvarter tilbage. Hele filmen var en gribende, dramatisk, intens og følelsesmættet oplevelse af personer og hændelser ved fronten på slagmarken og på hjemmefronten i baglandet.

 

Filmen og virkeligheden

Den foregår i Sønderjylland under Første Verdenskrig og beskæftiger sig med det følelsesmæssige og moralske dilemma for dansksindede mænd indkaldt til tysk krigstjeneste, hvor de med livet og førligheden som indsats skulle kæmpe for en sag, der ikke var deres: Loyalitet mod den tyske stat uden at svigte sit danske sindelag. Og dilemmaet gjaldt også for deres familier, der derhjemme måtte søge at få det bedste ud af dagligdagen i skyggen af den stadige frygt for den indkaldte mand, bror, far eller andre i nærmeste familier. En frygt der naturligt nok voksede i takt med at tabstallene steg. Og det gjorde de allerede i løbet af efteråret 1914. Hertil kom at det samme forfærdelige kunne ske for de nærmeste naboer, som man selv plejede at hjælpe i dagligdagen og som også hjalp en selv. Hele nabolag var dermed ramt i sin dagligdag af den enkeltes krigstjeneste. Da de fleste var bønder eller i hvert fald boede på landet, ramte indkaldelsen også arbejdet og dagligdagen for alle i landbosamfundet. Mændenes arbejdskraft manglede således i det daglige arbejde, hvor fysisk styrke var helt afgørende. Det hjalp delvis at de tyske myndigheder hurtigt fordelte krigsfanger på gårdene, særligt hvis fangerne kom fra de store landbrugsområder i Rusland, som vi også ser i filmen, da disse både var flittige og havde stor respekt for landbrugsarbejdet. Derfor var de også højt værdsatte. Jeg er selv født og opvokset på Kegnæs, den sydligste halvø på Als, der selv er en ø, hvor min bedstemor havde 2 ukrainske krigsfanger til hjælp, dygtige og sympatiske, men de led under stadig og stærk hjemlængsel. Selv om de efter reglerne var låst inde om natten, lykkedes det dem alligevel i det skjulte at lave årer i en lille skov tæt ved vandet og en morgen var det væk. De havde fået en af de lænkede både løs og formentlig forsøgt at ro fra Kegnæs til Ærø. Min bedstemor hørte aldrig noget om, hvordan det var gået dem. Men hun snakkede ofte om dem, da jeg var barn i 50’erne.

 

Og ikke nok med det! Også hestene blev indkaldt til bl.a. at trække det tunge artilleri og ammunitionsvogne til fronten. Som kompensation fik man frontheste, som havde fået ødelagt nerverne af kanonild og granatnedslag og af lemlæstede og døde mennesker og dyr. De var rædselsslagne for det mindste og dermed ofte livsfarlige, når de pludselig galoperede afsted og ikke til at indfange igen.

 

Det er denne førstehånds- og oplevelsesmættede familiehistorie, jeg har lagt til grund for min bedømmelse af filmen.

 

Virkeligheden i filmen

Det er en meget god, sine steder fremragende og særdeles seværdig film med fremragende skuespilpræstationer. Alle dansksindede i filmen taler et nutidigt rigsdansk og tysk. Kasper Torsting må roses for ikke at have forsøgt sig med et som-om-sønderjysk og et par tyske ord, som man ser i amerikanske film. Det ville blot blive en parodi. Som indfødt sønderjyde siger jeg tak for at han ikke har forsøgt. Her tales der dansk og tysk, når der skal tales dansk/sønderjysk og tysk.

 

Jeg vil også rose de danske skuespillere for deres habile tyske udtale, særligt Ulrik Thomsen (Müller) har en fornem tysk udtale. Den tyske skuespiller Thomas Wlaschiha er velvalgt som den pæne, høflige og medmenneskelige Hauptmann (kaptajn) Gerhard. Han gør et Tyskland troværdigt, som i dag nærmest massivt er ”skrevet over” af nazismen, ikke mindst på film. Det samme gør de tysksindede naboer, der med risiko for anklagen om landsforræderi alligevel dækker over Esben, naboen, og redder ham.

 

Fotografering og klipning er også rosværdige med flotte fotografiske scener og vyer. Indholdsmæssigt er handlingen yderst plausibel med 3 undtagelser: (1) Hovedpersonen har en for den egn karakteristisk hollandsk vindmølle, der skal forestille at male korn til mel for de lokale bønder, men det er ikke helt troværdigt fremstillet. I datidens virkelighed ville der hele tiden være en strøm af hestetrukne vogne op til møllen med korn til maling og mel på tilbagevejen og møllevingerne ville løbe rundt. I filmen ser vi kun nogle få biler ankomme til møllen og det er de tyske myndigheder, som aflægger besøg. Ingen bønder med vogne overhovedet! (2) Vi ser Esben uskadeliggøre en britisk tank ved at kaste en håndgranat ned igennem lugen. Det var imponerende modigt og handlekraftigt gjort. For det modtager han jernkorset. Vi ser imidlertid også at en brændende soldat forsøger at slippe ud gennem samme luge, men brænder op inden. Tragisk. Men: En håndgranat, der sprænges i så lille et rum som en kampvogns indre på den tid, ville umiddelbart smadre alle besætningsmedlemmer til døde – og det ville formentlig også være tilfældet i en moderne kampvogn med en moderne håndgranat! (3) Jeg synes heller ikke afslutningen er plausibel. Det er nærmest en dårlig efterligning af den superbe Casablanca.

 

Sammenfattende vil jeg dog ikke tøve med at give filmen 5 stjerner ud af 6 mulige.

 

Det glæder mig at den også vises på Filmfest Hamburg 2019, hvor den er nomineret til Hamburger Produzentenpreis für Europäische Kino-Koproduktionen https://www.filmfesthamburg.de/de/programm/Film/30919/I_Krig_Kaerlighed?q=%7B%22land%22%3A%22Denmark%22%7D

 

Læs også
Filmanmeldelse FAHRENHEIT 11/9: Michael Moore på slap line

Filmens forlæg

Filmen er inspireret af den sønderjyske forfatter Karsten Skovs bog Knacker – Roman om en sønderjysk soldat og hans familie under 1. Verdenskrig. Mellemgaard. 2013, 276ss. Romanen er selv baseret på virkelige hændelser. Knacker er i øvrigt en tysk betegnelse for en dansksindet slesviger iflg. Inge Adriansen (red.): ØJENVIDNER 1914 – 1918 – Sønderjyske soldaters beretninger. Lindhardt og Ringhof, 2014, s. 251. Karsten Skov har i år udgivet en ny roman fra Sønderjylland under den tid, Enkeland. Hovedland, 2018, 274ss. Jeg har endnu ikke læst dem.

 

Filmen og Danmarks historie

”I krig og kærlighed” handler om en del af Danmarks historie, nemlig Sønderjyllands. Ved nederlaget til Preussen – Østrig i 1864 blev ikke bare Sønderjylland, men hele det gamle hertugdømme Slesvig en del af det, der fra 1871 officielt hed Det Tyske Rige, men almindeligvis kaldtes Det Tyske Kejserrige. Det opløstes ved kejser Wilhelm II’s afgang 9. 11. 1918, dagen for den tyske revolution og 2 dage før våbenstilstanden 11. 11. kl. 11 i Den Store Krig 1914 – 1918.

 

Krigen betød at de unge dansksindede mænd som tyske statsborgere blev indkaldt til tysk krigstjeneste, næsten 35.000 i alt, hvoraf op mod 6.000 døde, hvortil skal lægges alle sårede. De var imidlertid ikke ene om denne skæbne i Europa. Det gjaldt også de fransksindede fra Elsass – Lothrinen, der blev tysk fra 1871, men dilemmaet var endnu mere udbredt.

 

I Vesteuropa udkæmpedes krigen primært mellem nationalstater, hvorimod den i Østeuropa udkæmpedes mellem Tyskland i alliance med det multinationale Østrig-Ungarske imperium og Det Osmanniske Rige på denne ene side og det multinationale Rusland og Det Britiske Imperium på den anden. Hertil kom kampene på Balkan med dets kludetæpper af nationale identiteter.

 

Det betød at rigtig mange soldater kæmpede for sager, der ikke var deres. I filmen reddes hovedpersonen Esben således af en tjekkisk læge fra Prag. Han forstår inderligt at den lettere sårede Esben har fået nok af krigen og ikke vil raskmeldes og sendes tilbage til fronten. Esben reddes herfra af sin modige nedkæmpning af den nævnte engelske kampvogn og belønningen herfor med jernkorset kombineret med lægens erklæring om at han er uegnet til fortsat krigstjeneste.

 

Læs også
Filmanmeldelse SUSPIRIA: Splatter for gyser-elskere

Det gør at problemstillingen ”I krig og kærlighed” er relevant for mange andre end sønderjyder, men filmen er måske først og fremmest en kærkommen lejlighed for de mange historieløse danskere til at komme tættere på en del af deres egen og deres forfædres og formødres fælles historie. Om mindre end 2 år er det således 100 år siden Kong Christian X 10. juli 1920 red over, hvad der havde været Kongeågrænsen til Det Tyske Kejserrige, på en hvid hest. Det skete ved Taps nord for Christiansfeld. Hermed blev Sønderjylland endelig en del af kongeriget Danmark, mens Tyskland forblev Das Deutsche Reich, nu som republik, Weimarrepublikken, i stedet for som kejserligt monarki. Man bibeholdt iflg. Ian Kershaw betegnelsen Reich/Rige for at bevare kontinuiteten tilbage til Karl den Store (747/748 – 814) og hans rige (Ian Kershaw: TO HELL AND BACK – Europe 1914 – 1949. Penguin, 2016.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…