Filmanmeldelse CREED II: At bevise sit værd ved at blive verdensmester

*** 3 stjerner ud af 6

 

CREED II har i sagens natur en etter. Den første ”Creed” blev en stor publikumssucces i 2015, og begge film skriver sig ind i sagaen om bokseren Rocky Balboa, der lagde grunden til Sylvester Stallones karriere.

 

Hovedpersonen i ”Creed II” er Adonis, bokselegenden Apollo Creeds søn, født uden for ægteskab. Apollo var Rockys modstander i ”Rocky” og ”Rocky II”, men selv om Apollo var Rockys konkurrent, blev han senere en god ven og træner.

 

Handling  

Adonis Creed (Michael B. Jordan) vinder verdensmesterskabstitlen i sværvægtsboksning hjulpet af sin træner og mentor Rocky Balboa (Sylvester Stallone). Men Adonis får ikke lov til at hvile længe på laurbærrene.

 


  Godt nok har han modtaget trofæet og tillige fundet sin eneste ene, sangerinden Bianca (Tessa Thompson), men da en frygtindgydende udfordrer dukker op, bliver Adonis naget af tvivl: Er han god nok, har han fortjent titlen og bæltet, eller vil det gå ham lige som hans far, der døde i bokseringen fældet af den russiske bokser Ivan Drago (Dolph Lundgren)?

 

Adonis’ skrækindjagende modstander er nemlig ingen anden end Ivan Dragos søn, Viktor (Florian Munteanu). Denne er besat af at vinde titlen drevet frem af faderens hævnønsker, der udspringer af det ydmygende nederlag til Rocky.
  

Rocky forsøger at overtale Adonis til ikke at tage kampen mod Viktor. Rocky har bange anelser om, at historien vil gentage sig, men han taler for døve øren.  Adonis insisterer på at tage imod udfordringen fra Viktor for at bevise sit værd.

 

Hovedtemaet fejler ikke noget

”Creed II” kan godt ses uden at have kendskab til hverken etteren eller de seks Rocky-film, fordi forhistorien bliver afdækket i flash backs og dialoger. Men selvfølgelig giver såvel Rocky-fortællingerne som ”Creed” en bedre baggrund for at forstå de to hovedpersoner, Adonis og Rocky.

 

Såvel Michael B. Jordan som Sylvester Stallone dækker deres figurer overbevisende, og boksekampene er uhyggeligt realistiske.

 

Plottet er dog lidt for forudsigeligt, og som i så mange amerikanske film står sentimentale og tårepersende scener i kø, godt hjulpet på vej af underlægningsmusikken.

 

  Men hovedtemaet fejler bestemt ikke noget: At blive voksen og træde i karakter som ansvarlig og forpligtet (ægte)mand og far. At overvinde sig selv og sit mindreværd igennem en ultimativ manddomsprøve.

Læs også
Per Pettersons populære bog “Ud og stjæle heste” er blevet en vellykket film om fædre og sønner

 

For såvel bokse- som Sylvester Stallone-fans er ”Creed II” selvfølgelig et must. Hører man ikke hjemme i nogen af kategorierne, er der nok mere oplagte film at fornøje sig med i juledagene.

 

  Også selv om der er blevet plads til ingen mindre end Brigitte Nielsen (tidligere Gitte Stallone) i en birolle!    

 

Længde: 130 minutter

  • Medvirkende: Michael B. Jordan, Sylvester Stallone, Tessa Thompson, Brigitte Nielsen m.fl.
  • Instruktør: Steven Caple Jr.
  • Manus: Juel Taylor, Sylvester Stallone, Cheo Hodari Coker
  • Censur: Tilladt for børn over 11 år
  • Premieredato: Torsdag d. 20. december     

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…