EU-topmøde: Enten bevæger Europa sig nu mod en ny asylpolitik – eller også bevæger det sig mod kaos

EU-landene holder topmøde torsdag og fredag. Her skal man følge op på det uformelle topmøde, som fandt sted i søndags.

 

Det helt dominerende tema på topmødet vil være migranter og asylpolitik.

 

Topmødet foregår på en meget urolig baggrund, og det kan i værste fald udvikle sig til et voldsomt drama.

 

For det første er den tyske regering truet af sammenbrud – og så lige oven i VM-fiaskoen!

 

For det andet skal topmødet håndtere en meget krævende opgave med at definere en historisk ny asylpolitik.

 

For det tredje skærpes konflikterne om, hvad der skal ske med de migranter, der er blevet samlet op på Middelhavet.

 

Det står klart, at disse tre emner vil præge topmødet, og at de udgør en yderst sprængfarlig cocktail.

 

Opgør i den tyske regering

Inden for den tyske regering er der et voldsomt opgør i gang. Det står mellem forbundskansler Angela Merkel fra CDU og indenrigsminister Horst Seehofer fra søsterpartiet CSU i Bayern.

 

Seehofer vil have gjort noget ved de asylansøgere, som kommer til Tyskland, selv om de allerede er registrerede som asylansøgere i andre EU-lande – for eksempel Italien.

 

Han henviser til, at dette er et brud på de eksisterende EU-regler, og han vil have disse asylansøgere afvist ved den tyske grænse.

Læs også
Så galt kan det gå, når medierne går amok i politisk korrekthed

 

Det har Merkel nægtet at gå med til. Seehofer truer så med på egen hånd at lukke Bayerns grænse for disse asylansøgere. Merkels svar er, at hun som kansler vil forbyde, at han gør det.

 

Seehofer kræver nu, at Merkel skaffer en løsning på topmødet, der kan have samme effekt som hans forslag om at afvise disse asylansøgere ved grænsen. Ellers går han selv fra på mandag.

 

Sker det, vil den tyske regering formentlig bryde sammen. Merkel vil nedlægge veto, og så vil CSU nok trække sig ud af regeringen. Det vil samtidig betyde et farvel til det tætte samarbejde mellem CDU og CSU.

 

Så kan Tyskland ikke levere …

Der er ikke udsigt til, at topmødet leverer det, som Seehofer ønsker. Merkel taler vagt om aftaler mellem forskellige lande. Men ingen vil tage imod de asylansøgere, som Seehofer vil have afvist ved den tyske grænse.

 

Hvis der ikke findes en løsning på dette problem, kan det skyde eventuelle aftaler på topmødet i sænk. For så kan Tyskland ikke levere.

 

Læs også
Merkels tid er forbi – hun må nu kæmpe for sin overlevelse, mens Danmark og andre kasserer hendes asylkurs

Og Seehofer vil ikke stille sig tilfreds med hensigtserklæringer om fremtiden. Han vil have sit krav opfyldt her og nu, for hans parti skal ud i et vanskeligt delstatsvalg i Bayern til oktober.

 

Politisk korrekte journalister

Tyskland er en tikkende bombe under topmødet. Samtidig er det et topmøde, hvor meget står på spil. Der er lagt op til, at mødet skal slå ind på en historisk ny kurs i asylpolitikken.

 

Mange EU-lande er ved at indse, at asylansøgere ikke skal lukkes ind i EU-landene, mens deres asylsag behandles. For selv hvis de afvises, er det meget svært at få dem til at rejse ud igen.

 

Dette er et absolut kerneproblem i asylpolitikken.

 

Politisk korrekte kræfter – herunder journalister – forsøger at argumentere med, at det jo ikke længere gør så meget, fordi der i dag kommer klart færre asylansøgere end for nogle år siden. Men det er absurd.

 

For det første kommer der stadig mange. Rigeligt til, at lande som Italien og Grækenland er ved at segne under byrden. Og rigeligt til, at den ikke-vestlige, overvejende muslimske andel af Europas befolkninger vokser stærkt.

Læs også
Østrigs regering under Sebastian Kurz overhaler Danmark med stramninger i udlændingepolitikken

 

For det andet står det klart, at der vil komme nye store bølger af migranter fra Afrika og Mellemøsten.

 

Den australske model

Derfor er der nu i EU voksende tilslutning til, at migranterne skal samles i centre eller lejre uden for EU, mens deres asylsag behandles.

 

Der er altså tale om store opsamlingslejre. Dette har intet at gøre med helt andre tanker om, at migranter kan søge asyl på for eksempel den danske ambassade i deres hjemland.

 

Lars Løkke er blandt de regeringsledere, som har støttet denne idé. Han har haft et vist samarbejde med den mest aktive skikkelse i dette arbejde: Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz.

 

I et oplæg til topmødet går EU-formand Donald Tusk ind for det samme.

 

Læs også
Dansk Folkeparti har vundet to store sejre i de seneste dage – men i sejrene lurer en alvorlig fare

Sebastian Kurz slår fast, at han har hentet inspiration i den såkaldte australske model (som den oprindelig så ud).

 

Når migranter forsøger at komme i land i Australien for at søge asyl, bliver de afvist. Tidligere har de enten kunnet vende tilbage til deres hjemland eller komme til nogle østater, hvor deres asylansøgning behandles.

 

Længe har EU’s ledere været afvisende over for den australske model. Nu lader man sig inspirere af den – dog som regel uden at nævne inspirationen derfra.

 

Sådanne asylcentre vil gøre det lettere at holde styr på migranterne og få dem sendt hjem, hvis de bliver afvist.

 

Samtidig kan det løse problemerne med, hvad man gør af de skibe, der samler nødstedte migranter op på havet. For migranterne skal slet ikke ud på havet. De skal samles, inden de når så langt.

 

Ingen migranter drukner ud for Australiens kyst.

 

Læs også
“Griske flygtninge” brugte fidus til at springe danskere over i boligkøen – Inger Støjberg ændrer nu loven

Store udfordringer

Modellen er rigtig. Men der er store udfordringer med at gennemføre den i praksis. Det er svært at finde lande, der kan og vil huse store EU-asyllejre. Foreløbig er det ikke lykkedes.

 

Dertil kommer problemerne med at få dem sendt tilbage, når de er afvist.

 

Men der findes ikke noget holdbart alternativ. Derfor er det godt, at EU-landene nu omsider går ind i en konkret debat om, hvordan en sådan løsning kan se ud.

 

Der er positive perspektiver i dette topmøde. Omvendt er der en reel fare for, at det kører fast – blandt andet i den tyske konflikt.

 

Men virkeligheden er ikke til at komme uden om: Hvis der ikke findes en løsning på migrantproblemerne, vil det ramme de europæiske samfund hårdt.

 

Enten bevæger Europa sig nu mod en ny asylpolitik – eller også bevæger det sig mod kaos.

 

https://www.bild.de/bild-plus/politik/inland/kurz-sebastian/wir-muessen-verhindern-dass-boote-in-die-eu-kommen-56090584,jsRedirectFrom=conversionToLogin,view=conversionToLogin.bild.html#remId=1569820836871073847

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…