Om en uge er det et år siden, den tidligere FBI-chef Robert Mueller blev udnævnt til at lede en undersøgelse af påstandene om, at Donald Trump og hans præsidentkampagnestab havde skjulte forbindelser til Kreml, som ønskede at påvirke det amerikanske præsidentvalg til gunst for Trump. For nylig offentliggjorde Repræsentanternes Hus en undersøgelsesrapport om påstandene. Hvordan er status i sagen, som dybest set drejer sig om et angreb på det amerikanske demokrati. Formentlig er der tale om den mest vellykkede russiske påvirkningsoperation nogensinde.
I forrige uge fremlagde Repræsentanternes Hus´ Efterretningskomité en rapport på 250 sider, som afviste påstanden om, at der bestod en sammensværgelse mellem Donald Trump og Putin/Kreml, som bragte Trump til magten ved russisk påvirkning af det amerikanske præsidentvalg i 2016. Komiteens konklusion er resultatet af et års ars undersøgelser, afhøring af vidner og gennemgang af dokumenter med fortroligt materiale fra efterretningstjenesterne. Sidstnævnte har meget modstræbende udleveret materiale og udstreget dele af rapporten.
Demokraterne har udgivet deres egen rapport og forlanger yderligere undersøgelser. De har ikke villet godkende det republikanske flertals konklusion. Det er forståeligt. Opmærksomheden er nemlig i de seneste mange måneder mere og mere blevet rettet mod det demokratiske partis ”collusion” med Kreml, og de amerikanske efterretningstjenesters stærkt kritisable rolle i Trump/Putin-kampagne, som demokraterne iværksatte allerede i 2016. Lederne af tjenesterne har gjort gældende, at de er strengt professionelle og upolitiske, men den beskrivelse virker mere og mere utroværdig.
Til grund for hele balladen om Trump og Rusland ligger det amerikanske establishments modvilje mod opkomlingen Trump, som imod alle rettænkende politikere og mediers forventning besejrede først de andre republikanske kandidater og derpå demokraternes kandidat Hillary Clinton. Det var et chok og en ydmygelse, som de endnu ikke er kommet sig over. Man har ikke villet acceptere, at en outsider som Trump blev præsident, og der har ingen ende været på bestræbelserne på at bagvaske ham.
Et af de klareste eksempler på den panik, der greb de rettænkende, er dr. Evelyn Farkas, der i dagene og ugerne efter valget havde en kort karriere som ”ekspert” i medierne. Farkas var politisk udnævnt Ruslandsekspert i Forsvarsministeriet, indtil hun i 2015 blev aktivist i Hillary Clintons kampagne. Hun fortalte på TV, at hun og andre i Obamas regeringsbureaukrati var involveret i at lække fortrolige oplysninger fra efterretningstjenesterne. Hun sagde rent ud, at der hurtigt burde lækkes endnu mere om russerne og Trump, før sidstnævntes folk satte sig i ministerkontorerne, fandt ud af om, ”hvad vi ved om dem”, og fik standset lækagerne. I sin selvretfærdige ophidselse forstod dr. Farkas ikke, at hun afslørede direkte ulovligheder. Mere tænksomme folk må have bremset hende, for pludselig begyndte hun at trække i land og påstå, at hun var blevet fejlciteret i kraft af russisk desinformation!
Dr. Farkas gik i glemmebogen, men lækagerne fortsatte. Trump bad derfor FBI-chefen James Comey om at få standset de uhørte lækager – bl.a. Trumps telefonsamtaler med fremmede statsledere – og udtrykte håbet om, at han kunne regne med Comeys loyalitet. Det blev også lækket og udlagt som et uhørt forsøg fra Trumps side på at forhindre en undersøgelse af russernes angivelige forræderiske støtte til Trumps valgkampagne. Men i betragtning af Comeys illoyalitet, herunder FBIs aflytning af Trump-støtter, var det et naturligt ønske. I maj 2017 blev Comey fyret på grundlag af en indstilling fra Justitsministeriet, der stærkt kritiserede hans embedsførelse – især hans lemfældige håndtering af sagen om Hillary Clintons ulovlige opbevaring af tusindvis af fortrolige emails på en privat server, som hun senere destruerede. Comey har fortalt, at han regnede med, at hun ville vinde valget.
Efter sin fyring lækkede Comey via en ven fortrolige embedsnotater om Trump, som han selv havde klassificeret som hemmelige. De blev for nylig offentliggjort i deres helhed på et for Comey meget ubelejligt tidspunkt. Han havde nemlig lige udgivet en bog, A Higher Loyalty, hvori han fremstiller sig selv som en renfærdig og politisk neutral embedsmand, der blot havde den vanskæbne at tjene under en præsident, som var uværdig til sit embede. Selv for anti-Trump medierne var det for meget, og i en række interviews har han viklet sig ind i selvmodsigelser og usandheder. Han har bl.a. sagt, at han aldrig lækkede fortrolige oplysninger! Desuden har han ført præsidenten bag lyset og løjet under en høring i Kongressen. Han og hans ligeledes fyrede vicechef i FBI, der også har løjet, skændes nu offentligt om, hvem der lyver mest. Der er indledt undersøgelser af både Comeys og vicechefens embedsførelse.
To tidligere efterretningschefer, som også troede, at Clinton ville vinde, har blandet sig i debatten om Trump og russerne. Det viser sig, at de også begge har løjet under ed for Kongressen. Den ene af dem, James Clapper, har oven i købet indrømmet det. Den anden, Obamas CIA-chef John Brennan, har i ubeherskede vendinger angrebet præsidenten og ligesom Comey sagt, at russerne ”muligvis” har ”noget” på Trump, og at det er derfor, Trump er så ”krybende” over for Putin. Brennan har sammenlignet Trump med et vildt dyr, der er trængt op i en krog. Direkte adspurgt har Brennan måttet indrømme, at han intet konkret ved om sagen. Han udbreder med andre ord sladder. De tidligere FBI-chefer har hermed grundigt afsløret, at de på ingen måde er politisk neutrale. Brennan og Clapper er nu også genstand for undersøgelser.
I offentligheden breder den opfattelse sig, at fænomenet ”Deep State” er en realitet – at stærke kræfter i centraladministrationen udøver skjult indflydelse på politikere, aktuelt på den folkevalgte Trump. Det har nemlig også vist sig, at Brennan og Clapper var med til at udbrede det for længst diskrediterede ”Russiske dossier”, som det demokratiske parti betalte flere millioner dollars for at få produceret, og som bygger på anonyme, ikke-kontrollerede og ikke-verificerede russiske kilder. Justitsministeriets generalinspektør Michael Horowitz har en rapport på trapperne, som forventes at indeholde yderligere belastende materiale om FBI´s og CIA´s skjulte deltagelse i forsøgene på at få Trump afsat.
Hvordan står sagerne så nu, hvor medier og flere undersøgelsesudvalg i halvandet år har forsøgt at finde beviser for en sammensværgelse mellem Trump og Putin? Opfattelsen er jo i sig selv fantastisk, og der er da heller ikke blevet fundet noget som helst til støtte for påstanden om, at USA’s præsident i virkeligheden er en russisk lakaj, dvs. landsforræder. Alene den særlige undersøger, Robert Mueller, har med sin omfattende stab af jurister og eksperter nu forgæves arbejdet et helt år på at finde fældende beviser.
Det er et uhørt politisk drama, der har stået på i disse 18. måneder. Trump er blot symbolet på alt det, den politiske klasse og dens talrige sympatisører i medierne ikke vil vide af. Det er ikke Trump, der angriber demokratiet, sådan som nogle påstår – det forholder sig stik modsat. Der er tale om establishments uhørte angreb på demokratiet, konkret på den demokratisk valgte præsident. Den ”russiske sammensværgelse” er et fantasifoster uden forbindelse til den amerikanske virkelighed. Det er det demokratiske partis ledelse, som har brugt russisk desinformation til at ramme en politisk modstander.
Der må være tale om den mest vellykkede russiske påvirkningsoperation mod USA og Vesten nogensinde. I betragtning af, hvor få russiske ressourcer denne operation har krævet, har udbyttet været over al forventning. Det er dybt foruroligende, at bærende institutioner og dominerende medier i USA og Vesteuropa er hoppet på den russiske limpind, der i den grad har skadet USA.
