”Khanda løber ud af huset. Hendes kjole er plettet af blod. Lige efter hende kommer faren. Hans ansigt koger af vrede. Han råber om den skam, der er slået ned midt i hans families skød. Min ære er krænket, brøler han. … Khanda skriger hæst. Hun prøvede bare cyklen, og blodet kom af sig selv. Hun er bange. Vil bare trøstes. … Han slår hende igen i ansigtet og tvinger hendes mund op, mens han råber om ære og krænkelser. Spyttet står ud af munden på ham. Bismallah. I Allahs navn. Allahu akbar. Han trækker tungen ud af munden på sin datter og snitter den af i ét hug. Allahu akbar, Allahu akbar lyder det fra tilskuerne i flere hysteriske råb. … Han river hendes hoved til sig, griber fat om det ene øre og skærer det af tæt ved kraniet. Så det andet.”
Forgæves forsøger moren at forhindre mordet og vælger i stedet at overhælde sig med en antændelig væske. ”Hun løber videre hen mod dem som en levende fakkel, men synker om på vejen, inden hun når frem til sin blødende datter. … Khandas øjne lukker sig.”.
Jeg forærede mig selv en bog i julegave, en roman. Ovenstående er uddrag fra de to første sider af julegaven. Det drejer sig om DØDEVASKEREN. Politikens Forlag, 2017 (325ss) af den 31 årige dansk – kurdiske forfatter og statskundskabsstuderende Sara Omar. Bogen har berørt mig dybt som menneske, som far til en datter og som dansker og vesterlænding – og som vidne til den store muslimske indvandring til Danmark og Vesten med ghettodannelser, terrorhandlinger og alt hvad det indebærer af åben og skjult bevidst undergravning og ødelæggelse af de vestlige samfund. Sara Omar ser ud til at dele min bekymring.
Sara Omar skriver et smukt sprog og dialogen er mundret, indlevet og intelligent. Bogens nutid er 11 dage i august 2016, men den får baggrund og dybde ved stadige tilbageblik til Frmesks hjemegn i irakisk Kurdistan og livet og dagligdagen dér. 39 af de 49 kapitler foregår i Kurdistan og man forstår at fortiden på en overvældende måde er tilstede i Frmesks nutid og derfor også vanskelig at gøre sig fri af.
Et leksikalsk opslag oplyser at den kurdiske autonome region med sine 40.643 km2 og en befolkning på 5, 4 mill omtrent er på størrelse med Danmark. Frmesks hjemby Zamwa (Sulaymaniyah) er med 660.000 indb i 2016 på størrelse med København, men dermed hører også enhver lighed op. Den autonome region blev dannet under Saddam Hussein allerede i 1974 med Erbil som hovedstad, men blev først effektiv med støtte fra koalitionen efter Golfkrigen 1990 – 1991. Her bor kurder, assyrer, kaldæer, turkmener, armenier og araber.
Skejby hospital og irakisk Kurdistan
Læseren møder bogens hovedperson den trediveårige dansk-kurdiske Frmesk i sygesengen på Skejby Hospital lidt uden for Aarhus. Det er 10. august 2016. Hun har netop gennemgået en stor operation, men vi får aldrig helt præcist at vide for hvad, men man forstår at det er noget med maven og underlivet (s. 15). Hun er venlig og intelligent og bange, bange for at nogen skal finde hende, og man forstår at operationen har noget med hendes frygt at gøre. Selv om hun har både smerter og feber skriver hun ind imellem på noget på sin laptop. Tilstede er også Lene, der er sygeplejerske på afdelingen, og den tyveårige lægestuderende Darya, der er i klinisk praktik på afdelingen. Darya er fra Bagdad i Irak, men har kurdiske rødder. Hendes ansigt er indrammet af et hvidt tørklæde.
Sara Omar fortæller indlevelsesfuldt og med mange etnografiske detaljer om Frmesks tidligere liv i en tilsyneladende relativt velstående storfamilie og dens dagligdag i Zamwa i irakisk Kurdistan fra 21. august 1986, dagen før Frmesk fødtes, og frem til 24. oktober 1991. Herfra og til 10. august 2016 er der hul i fortællingen, et blackout. Som læser gætter man at det er blackoutet materiale, der dukker op i Frmesks mareridt på hospitalet og hindrer hende i at sove. Hun har fået konstateret posttraumatisk stresssyndrom. Ellers lades læseren helt uvidende om, hvad der er sket fra oktober 1991 til august 2016 med undtagelse af de ydre forhold, som man kender fra den daglige nyhedsstrøm for så vidt tidsrummet 1986 – 1991 spænder over de sidste år af Saddam Husseins angrebskrig mod Iran (september 1980 – august 1988) efterfulgt af hans angrebskrig mod Kuwait og den efterfølgende Golfkrig (2. august 1990 – 28. februar 1991) plus et ekstra halvt år til 24. oktober, FN-dagen(!).Stort set alt, hvad man kunne kalde storpolitik, er i øvrigt udeladt, formentlig fordi det ingen rolle spillede i Frmesks storfamilies liv. Det nævnes ganske vist perifert at der er kampe i bjergerne i det fjerne og at Frmesks biologiske far er smugler, men ikke hvilke kampe der er tale om. En dag kommer der soldater til byen, men hvem de er og hvad de skal, får vi ikke at vide. Først med anvendelsen af giftgas mod kurderne første gang i og omkring byen Halabja i Kurdistan 23. februar 1988 trækkes Frmesks storfamilie og mange andre i Zamwa fysisk ind i krigen igennem familiemedlemmers og bekendtes død i Halabja, og de undgår selv kun katastrofen, fordi Frmesks morfar har en fortid som oberst i den irakiske hær. Derfor advares de på vej i bil mod at køre ind i et bestemt område efter at være blevet standset ved en vejspærring, hvor selveste Saddams frygtede fætter Ali Hassan al-Majid personligt var tilstede. Vi får imidlertid hverken at vide at al-Majid er ”Kemiske Ali”, men blot minister, og ikke at han var både forsvarsminister, indenrigsminister og chef for efterretningsvæsenet og chef for de militære styrker i det nordlige Irak i de år. Kemiske Ali blev henrettet ved hængning i 2010, bl.a. på grund af hans giftgasangreb på Halabja, som han forsvarede til det sidste bogstaveligt talt ( ). Læseren ved ligeledes at Saddam Hussein anvendte kemiske våben mod både ydre fjender (Iran) og indre.
Sara Omar koncentrerer sig om at fortælle om storfamiliens nære liv. Det er det, hun vil have os til at forstå, forstå at det nære liv i storfamilien og dens omgivelser er styret af stærke og barske kurdiske normer, selv i en by på størrelse med København, hvor det let kan betyde døden, hvis man er kvinde eller blot et lille pigebarn og ens opførsel giver anledning til sladder. Her er Koranen i centrum for forståelsen af og forklaringen på dagliglivets hændelser og gøremål, men der er samtidig små og store forskelle inden for hjemmenes fire vægge. Frmesks morfar og mormors hus udgør en sådan forskel. De er ikke helt som de andre, og indbyrdes udgør de endda religiøse modpoler. Mormoren Gawhar er venligheden og hjælpsomheden og omsorgsfuldheden selv og fuld af medfølelse med sine medmennesker, særligt de allersvageste, ja selv de mange unge kvinder, der bliver ofre for mord og æresmord (s. 148). Dem vil ingen andre derfor røre, men hun insisterer på at vaske ondskaben og døden ud af dem og give dem ligklæder på (s. 173f). Hun kan Koranen udenad og mener at handle i overensstemmelse hermed, mens hendes mand, morfaren Darwésh, der er zarathustrier, er stærkt Koran-kritisk (”den forbandede Koran”, s. 140). Han er ligeledes venligheden, medmenneskeligheden og hjælpsomheden selv og han har et videre udsyn end de fleste dér. Han har en lille bogsamling af sekulære bøger, som han stolt viser Frmesk. Han skjuler dem bag nogle tæpper i huset, som var det bag et sandhedens slør. Han kalder det sit bibliotek! For ham er videnskabelig indsigt vigtigere end hvad der står i en gammel bog. Han er i øvrigt den eneste mandsperson dér med en opførsel og tankegang, jeg i hvert fald kan respektere ud fra mine forudsætninger.
Irak og Afghanistan – Dødevaskeren og Kvindernes krig
Romanens hovedanliggende er imidlertid kvindernes position i Kurdistan og vel også overalt i den muslimske verden og konsekvenserne heraf for Danmark og Vesten. Romanen fik mig til at trække linjer til en anden roman, Anne-Cathrine Riebnitzsky: Kvindernes krig. Politikens Forlag, 2010 (286ss) om kvinderne i Helmandprovinsen i Afghanistan. Riebnitzskys roman blev skrevet for i indirekte form at fortælle den danske offentlighed om helt centrale forhold, som hun havde erfaret i Afghanistan, men var afskåret fra at sige direkte af diplomatiske grunde. Hun var udsendt som dansk CIMIC-officer, altså en officer der specielt skal tage sig af samarbejdet mellem i dette tilfælde danske militære styrker udsendt til Helmand og de afghanske civile grupper og organisationer, som man kan tilbyde praktisk hjælp i hverdagen. CIMIC er central i kampen om de lokales hearts and minds. Efter udsendelsens seks måneder blev hun civil og udsendt igen, nu af Udenrigsministeriet i fire måneder. Omar vil i lighed hermed fortælle den danske offentlighed i fiktiv form om hvordan forholdene i Kurdistan fungerer og hvorledes de springer over til Danmark og direkte griber ind i det danske samfunds funktionsmåde, men uden direkte at udlevere virkelige identificerbare personer. Dødevaskeren og Kvindernes krig er begge faktion, faktuelle oplysninger med fiktionens midler.
Danmark og muslimsk indvandring
Forskellen på Anne-Cathrine Riebnitzsky og Sara Omar består primært i at Riebnitzsky kommer udefra og ser ind i det afghanske muslimske samfund, mens det for Sara Omar er lige modsat. Hun ser indefra og ud. Hvor Riebnitsky vil fremme danskernes forståelse af, hvad Afghanistan er for et samfund, og således for hvad vi kæmper for og imod dér, vil Omar ikke kun vise, hvad Kurdistan er for et samfund, men også få danskerne til at forstå at den kurdiske og muslimske mentalitet lever videre hos kurdiske indvandrere til Danmark og Vesten og at den er så stærk at den vil undergrave det danske samfunds vitale dele. Få os til at forstå at det har samme forfærdelige konsekvenser her som i Kurdistan, hvis danskerne ikke for alvor udviser nul-tolerance over for denne mentalitet, der har forskanset sig i de multikulturelle ghettoer, sådan som den unge medicinstuderende praktikant Darya vidner om. Navnlig Daryas fars massive overvågning og kontrol af datteren på hospitalsafdelingen og hans indgriben i og dirigering af hendes arbejde bl.a. via hendes mobil og hvem hun må omgås på arbejde (ingen mænd) er alt sammen fuldstændig uforenelig med et dansk og vestligt hospitals karakter af helle, neutralitet, tavshedspligt og professionalisme. Det samme er hans hæmningsløse snagen i patientens (Frmesks) sygehistorie og liv og levned ikke mindst hjemme i Kurdistan for at kunne bruge det mod Frmesk på hospitalet og i Danmark. Faren tiltager sig rollen som en slags skyggeafdelingsleder med ret til både at lede og fordele arbejdet og bestemme over patienters liv og død. Det er Darya, der som lydig muslimsk datter har fortalt faren om Frmesk og hendes baggrund, oplysninger som man forstår er til fare for Frmesks liv. Daryas svage modstand som datter og kvinde mod den hensynsløse damptromle af en muslimsk far, der ikke viger tilbage for at benytte fysisk vold mod sin datter (s. 14) for at få sin vilje, sker med en spagfærdig henvisning til at Frmesk kan Koranen. Det forsvar affejes foragteligt med at Frmesk er kvinde. Alt dette anskueliggør én lang bevidst og direkte undergravning af en central dansk institution, og man må drage den slutning at Darya er uegnet til at være læge, uanset om hun består eksamen eller ej, da hun kun vil kunne aflægge lægeløftet på skrømt. Hendes adfærd vil ikke blive styret af lægeløftets etiske forpligtelser, men af fædrene og andre patriarker i ghettoerne og måske i Kurdistan langt borte helt som naboens kone, der var den stedlige jordemor hjemme i Zamwa. Hun skulle hjælpe ved Frmesks fødsel, men kunne først hjælpe mange timer senere, efter at hun både havde lavet mad til og serveret den for mandens uventede gæster, først da gav manden hende lov til at gå (s. 22)! Da var både moren og barnets liv i fare, men det var mindre væsentligt end de uskrevne regler for gæstfrihed. Vi forstår som læser at det hér ikke er tilstrækkeligt kun at tale om integration, det er nødvendigt med kompromisløs assimilation. Alt andet er for lidt! Vi forstår også som læser at det ikke kun er hospitalet som vestlig institution, der undermineres, det samme overgår også alle andre statslige og kommunale institutioner med muslimske ansatte og endda meget lettere, da de ikke har samme forsvarsbastioner som hospitalet.
Begge forfattere vælger formentlig også romanformen, fordi den tillader dem at fortælle, ikke bare hvad de ser og oplever, men også det langt vanskeligere at formidle den helhed, som de enkelte personer indgår i, så læseren får en mere kompleks forståelse af samspillet mellem individ og tradition. En dygtig romanforfatter som Sara Omar kan ved indlevelse bevæge sig rundt i forskellige personers bevidstheder og derved indefra give deres mere eller mindre forskellige vinkler på den fælles virkelighed. Her har Omar en fordel frem for Riebnitzsky, selv om de vil det samme endemål.
Islam, kvindeliv og samfundsliv
”Mænd står over kvinder, fordi Allah har givet nogle fortrin frem for andre” (K, sura 4,34) og ”Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord som I vil” (K, sura 2,223) (s. 46f). Her får mænd Allahgivet lov til ubegrænset at gøre med kvinder som de vil, også at voldtage og mishandle kone og børn. Frmesks biologiske mor bliver banket til at stå seksuelt til rådighed for manden, når han ønsker det, selv kort tid efter en fødsel, hvor hendes liv som sagt var i fare, og hun bliver truet, mishandlet og nedværdiget for at have født en pige. Som om det ikke var nok tager moren kort efter fødslen oldefaren på fersk gerning i færd med at kvæle den lille med en pude, fordi der ”er kvinder nok i min familie” (s.154). Derfor bor Frmesk hos sine morforældre, som hun tror er hendes biologiske forældre. Det er i øvrigt også et familiemedlem, Frmesks onkel, imamen, der voldtager den lille pige, først oralt (s. 88f) og senere vaginalt efter at have placeret pigens hoved solidt oven på Koranen (s. 258). Imam-onklen truer den femårige lille pige til tavshed ved at true med at myrde hende. Hun er rædselsslagen. Bogens sidste ord er: ”Mor? Vasker du også små piger i baghaven?”
Danske myndigheder – hvad må der gøres!
De danske myndigheder er nødt til at tage Sara Omar og ligesindedes advarsler særdeles alvorligt. Det er nødvendigt, hvis ikke kun velfærdssamfundet, men hele det danske samfund med danske og vestlige normer skal bevares. De muslimske kulturer er simpelthen stærkt dysfunktionelle i forhold til de moderne vestlige samfund og de er ude af stand til at forny sig. Man kunne begynde med at skaffe sig et overblik over art og omfang af den seksuelle undertrykkelse og udnyttelser i de muslimske lande og ad den vej indirekte danne sig et skøn både over den seksuelle undertrykkelse og udnyttelse af børn i de muslimske miljøer i Danmark. Her har myndighederne overalt i den vestlige verden en så vidt jeg ved hidtil uudnyttet og overset kilde for hånden, nemlig de udsendte militære styrker til de muslimske land. De har overværet lidt af hvert. Der er tale om titusindvis af iagttagelser. Militæret er i virkeligheden de nye etnografer, der ved deres tilstedeværelse og antal har overværet utallige af disse overgreb i nattens mulm og mørke i Afghanistan og Irak og andre steder. De kan efter deres hjemkomst afrapportere, hvad de har set, også selvom de er overgået till det civile liv. Det vil give et uvurderligt grundlag for, hvad myndighederne skal være opmærksomme på i forhold til ghettoerne. Deres viden er et ufrivilligt resultat af at de under udstationeringen har været nødt til at spejde efter fjender dag og nat og til det formål medbringer de natsynsudstyr af forskellig slags lige fra det enkelte geværs natsigte til mere omfattende overvågningsudstyr.
Henning Duus er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har taget supplerende eksamensfag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Han var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 28 år frem til min pensionering i 2015 og har primært undervist i international politik, folkeret og kulturforståelse på den videregående uddannelse.
