I Danmark er islamisterne vant til, at får man et nej, bliver man som små børn i en slikbutik ved med at plage, til mor gi’r sig. Mors grænser skal afprøves, og det skal Mor Danmarks altså også – igen og igen.
Vi prøver da bare hvert 10. år
I 1999 (JP 15.8.1999) startede den purunge Maria Mawla med at klynke over, at hun ikke måtte bære hijab i Magasin. Da Magasin ikke havde sikret sig mod islamister, måtte man, med domstolens velvillige hjælp, betale hende en erstatning, da hun blev fyret efter at være troppet op hyllet ind i hijab.
Så blev det 2009, og Mawla blev verdensberømt i Danmark igen, da hun på grund af sin hijab blev smidt ud af Hjemmeværnet; dog først efter at have modtaget våbentræning (hvor beroligende er lige dét?).
Mawla fortalte dengang, at så ville hun da bare søge ind ved politiet. Men også dér var der lukket.
Efter Mawlas fiasko er der så igen gået næsten et tiår og dermed er det igen tid til at slå et slag for en ideologi, vi har lært at afsky. Denne gang er det Maja El-bitar (betalingsmur), der søger sine 15 minutters berømmelse.
Ansøgningsskemaet
Jeg fandt det vanskeligt at tro, at det skulle være gået helt hen over hovedet på Maja El-bitar, at det i 2009 blev besluttet, at vi i Danmark ikke skal have politi, der promoverer det islamiske flag.
Og ganske rigtigt. Det vidste hun.
Så El-bitar indhentede et ansøgningsskema om optagelse til politiuddannelsen. Og hvad står så lige dér? Jo, under overskriften ”Kan jeg have piercing, tatovering, tørklæde eller lign. som politibetjent?” er svaret bl.a.:
”Som politibetjent skal din fremtoning være i overensstemmelse med politiets værdier (……) Politiuniformen er en del af din fremtoning (….) Det er ligeledes ikke tilladt at bære andre beklædningsgenstande end dem, som står i politiets uniformsreglement. Du må derfor ikke bære synlige beklædningsgenstande, såsom tørklæder, turban og kalot. (min kursivering).
Hvad er det i den sætning, hun ikke forstår? At politiet bærer en uniform, og at uniform betyder ensartet? At politiet er en neutral myndighedsinstans, hvis politiske og/eller religiøse ståsted ikke kommer andre ved? At dét, hun kalder ”gode værdier” ikke er politiets? Eller folkets?
Klynk
Men stoppede dette forsøg på at vride loven til egen fordel El-bitar? Nej. Det fik hende til at klynke og klage over manglende ligestilling og manglende rettigheder. For klynk og offerdyrkelse plejer at virke.
”Da jeg søgte ind på politiuddannelsen, var jeg klar over, at mit tørklæde kunne blive en forhindring for at nå mine drømme. Men jeg har vel lige så meget ret til at blive politi-kvinde som alle andre, ikke sandt?”
Bemærk, at ordene er en 27-årig kvindes. Ikke et lille barns. Men som et lille barn kræver hun, at de voksne forstår hende og stamper arrigt i jorden:
”Er det Politiskolens skyld, eller er det endnu en gang regeringen, som udelukker folk, der virkelig ønsker at gøre en forskel for trygheden i landet?”
Det er faktisk folkets skyld. Hun burde vide, at det er det dér pokkers demokrati, som alt for mange muslimer har fået helt galt i halsen. Demokrati er ikke, at tilvandrede i modstrid med loven kan få deres vilje, hvis bare de plager længe nok under påberåbelse af, at de ingen rettigheder har.
Hun klynker videre: Hendes religiøse overbevisning sætter begrænsninger for hende. Gad vide, om hun ikke godt ved, at alle kan tro på, hvad de vil, men at det er krænkende for andre for at blive konfronteret med promoveringen.
Andre verdslige institutioner, som f.eks. hospitaler og socialkontorer har jo som bekendt for længst kastet håndklædet i ringen og har frivilligt underkastet sig dhimmi-status, selv om politikerne for længst burde have bandlyst promoveringen af en fremmed kultur fra offentlige arbejdspladser, som befolkningen ikke kan vælge fra.
Gode værdier
Hun oplyser, at hun selv har valgt tørklædet. Jamen, selvfølgelig har hun da det. Jeg har endnu til gode at høre en muslim offentligt sige, at hun er blevet tvunget. Hun begyndte at bære det for 5 år siden, fordi hun er opvokset med en masse gode værdier og normer hjemmefra.
Det er helt fint, hvis bare det ikke var, fordi hendes forældres ”gode værdier og normer” ikke er danskernes. Det har hendes forældre forsømt at lære hende. Det er ikke dansk kultur og tradition at skilte med sin religion, hvor tro er en sag mellem den enkelte og den gud, vedkommende måtte tro på. Beklageligvis er El-bitars forældres ”gode værdier” ikke gode nok her i Danmark.
Alle vi, der elsker vores land er efterhånden så forfærdelig dødtrætte af, at tilvandrede med deres evindelige (sær)krav forsøger at fortrænge vores traditioner og kultur. De afskårne salamiskiver er efterhånden så mange, at der kun er et bitte bid tilbage af salamien, før vi skærer os i hånden.
Den daglige kamp for at holde islam stangen kan til tider synes udmattende, men ingen barnlig klynk og trods får os til at stoppe islamiseringsforsøgene. Dertil er vores land alt for betydningsfuldt for os.
Provokationer
Der er næppe tvivl om, at El-bitar godt ved, at hun provokerer en meget stor del af befolkningen ved at skilte med dét, der kulturelt og traditionsmæssigt anses for at høre til i privatsfæren og i dertil indrettede huse. Ligesom hun ved, at hun med sin provokation fortæller, at hun ønsker at leve i parallelsamfund i stedet for en fuld og hel deltagelse i samfundet. Hun ønsker selv med sin påklædning at vise, at hun foretrækker at stå uden for fællesskabet.
Får hun ikke ”drømmejobbet”, er der kun én, der bærer skylden. Hende selv. Som selvpromoverende offer er hun aldeles uinteressant.
