Boganmeldelse: DEN KÆTTERSKE SOCIALDEMOKRAT

Den herskende klasse

I 1973 udgav professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Jørgen S. Dich, ”Den herskende klasse”. En ny bog portrætterer Dichs karriere som en af velfærdsstatens ingeniører – og hans opgør med den.  

 

Arne Hardis: DEN KÆTTERSKE SOCIALDEMOKRAT. Jørgen Dich og den herskende klasse. Hæftet med flapper. Ill. 272 sider. Kr. 224,95. Gyldendals Forlag.  Er udkommet.                  

 

**** fire stjerner  

 

Forfatter og journalist på Weekendavisen, Arne Hardis, leverer med bogen ”Den kætterske socialdemokrat” et portræt af en af det tyvende århundredes fremtrædende danske skikkelser: Jørgen Schneekloth Dich (1901-1975).
Han var uddannet nationaløkonom.  Efter mange år som ledende embedsmand og rådgiver for bl.a. socialminister K.K. Steincke og statsminister Thorvald Stauning blev han professor i økonomi ved Aarhus Universitet i 1950.

 

Den herskende klasse er de offentligt ansatte
Som ung var han Moskva-tro kommunist, men til trods for at han regnes for at være en af velfærdsstatens ingeniører, vendte han tilbage med en massiv kritik af samme velfærdsstat i debatbogen ”Den herskende klasse”. Tesen er, at en klasse af offentlig ansatte kynisk varetager deres egne interesser ved at bevare og udvide den offentlige sektor.  
  

Det anvendte klasse-begreb markerer, at Dichs afsæt er en marxistisk klasseanalyse, men i denne ombæring er det ikke kapitalisterne, der udbytter arbejderne. Det er derimod en ny herskende klasse af offentligt ansatte, der gør, hvad den kan for at komme væk fra det hårde, fysiske arbejde.

 

Velfærdsstaten: et konglomerat af særinteresser
Allerede i 1957 betegner Dich i et foredrag ved Lunds Universitet velfærdstaten som ”et konglomerat af særinteresser uden generel målsætning.” (s. 137).  

 

I 1960’erne udvikler Dich en teori om de påvirkelige vælgere: Grænsevælgerne. Den gruppe af vælgere, som de politiske partier er nødt til at lefle for i magtkampen:

 

”Synet på grænsevælgeren skulle senere i skærpet, polemisk udgave indgå i ”Den herskende klasse”. De offentligt ansatte kunne bruge deres position som grænsevælgere og eksperter til at stille humanistisk begrundede krav, som politikerne ikke kunne gennemskue og hverken kunne eller ville afslå.” (s. 138).

 

Danske arbejderes begrundede frygt
Jørgen Dich var på nejholdet i forhold til dansk EF-medlemskab. I marts 1972 skrev han et indlæg med titlen ”Rom-unionen og de danske arbejdere”, der stillede skarpt på danske arbejderes begrundede frygt for at blive løbet over ende af ubegrænset indvandring fra fattige, associerede lande som fx Tyrkiet:  

 

”Det er fra de fattige lande at faren truer (…) Og kan man bare hvert tredje år skaffe sig det nævnte halve års arbejde, kan man leve her i landet bedre end man kan forestille sig i Muhameds Paradis. Man må huske, at sammenligningsgrundlaget er en tyrkisk landsby med lerklinede hytter, hvor man end ikke har råd til glas i de glukhuller, hvorigennem lyset kommer ind, og hvor man i de kolde vintre på den anatoliske højslette kun har kogødning som brændsel til at tage den værste kant af kulden. ” (s. 163)

 

Humanismens ideologi
Jørgen Dich opererer med fænomenet: Humanismens ideologi. Han ”placerer ideologiens skabere og bærere i ”en samfundsklasse, som ikke er udsat for de individualistiske, livshårde betingelser”, som eksempelvis bonden, håndværkeren eller industrimanden er det. Humanismens ideologi er skabt og udbredt af dem, der med Dichs ord lever den betryggende tilværelse under det offentliges vinger: først præster og lærere, siden andre medlemmer af den stadig voksende tjenende stand.” (s. 184)

 

Den nye herskerklasse er altså lønnet af det offentlige, betjener sig af en fælles humanistisk ideologi, har etableret stærke fagforeninger og har stor indflydelse gennem kommissioner, udvalg mv. (jf. s. 185).

Læs også
Elisabeth Gjerluff Nielsen: En lillesøster taler ud om opbrud i familien – den fortjener anerkendelse

 

En gennemresearchet fremstilling
Arne Hardis har leveret en gennemresearchet og afbalanceret fremstilling af en magtfuld socialdemokrat, der indså at den moderne velfærdsstat har fungeret som middelklassens instrument til at skaffe sig på den grønne gren, mens andre må betale prisen.

 

”Den kætterske socialdemokrat” er et interessant bekendtskab – om end indimellem lidt lang i spyttet. Men Dich – og Hardis – fortjener tak for at have afdækket og formidlet, at humanismens ideologi viser sig at handle om nøgen egeninteresse og almindelig grådighed frem for den postulerede medmenneskelighed.  

 

Hvis en enkelt læser eller to får associationer til integrations-projekter, kan jeg ikke fortænke dem i dem.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…