KOMMENTAR: Frankrig står midt i et afgørende vigtigt politisk valg, når Francois Hollandes efterfølger som præsident skal findes. Førte runde af valget er som bekendt overstået, og det resulterede i, at det nu bliver Marine Le Pen fra Front National og den nye stjerne på den franske politiske himmel, Emmanuel Macron fra den nye bevægelse En Marche, der skal kæmpe om retten til at flytte ind i Elysée Palæet.
Malplaceret lykønskning før tid fra den danske statsminister
Med 24% af vælgerne har Macron mod Marine Le Pens 21,4% lagt sig i front og er storfavorit til at stå tilbage som den endelige vinder af valget. Han er tidligere minister i socialistregeringen, men er altså nu sin egen. Hans program er et mere føderalt EU med åbne grænser samt politiske reformer i Frankrig med henblik på at få fransk økonomi på fode og med henblik på at nedbringe den tårnhøje arbejdsløshed.
På forhånd har hele det politiske establishment i Europa da også erklæret sin støtte til den unge Macron, og vores egen statsminister har med sit lykønskningstelegram til en måske kommende præsident understreget sin rolle som Angela Merkels logrende skødehund.
En rigtig statsmand ville naturligvis aldrig blande sig i et andet lands nationale valg, men afvente det endelige resultat, for så derefter at lykønske rette vedkommende og i øvrigt søge at etablere et konstruktivt samarbejde med den leder, et flertal af franskmændene måtte have valgt uden skelen til egne sym- og antipatier.
Her som i alle andre sammenhænge bør statsministeren agere som det danske folks tjener og advokat. Det kan da godt være, at Lars Løkke Rasmussen personligt foretrækker en tidligere socialist og nu centrum-venstre politiker, så vi kan få mere af den form for EU, en stor del af hans egne vælgere vender sig imod. Han burde dog have respekteret, at det franske valgs første runde faktisk altid giver to vindere (!).
Frankrig står i problemer til halsen
Lad nu det være. De barske realiteter er, at Frankrig står i problemer til halsen, og valget har faktisk sat det i forvejen hårdt prøvede land i endnu en slem kattepine. Valget mellem Marine Le Pen og Emmanuel Macron er nemlig et uløseligt dilemma.
På den ene side har den af eliten meget udskældte Marine Le Pen en tilgang til hele problemet med masseindvandring fra især ikke vestlige muslimske lande, som flugter med den angst og bekymring, der præger store dele af den franske befolkning. Voksende kriminalitet, dannelsen af parallelsamfund og de mange terrorangreb er med til at forstærke denne angst for, om deres land og deres kultur kan bevare sin sammenhængskraft.
Det er en frygt og bekymring, som det franske folk deler med andre europæiske folkeslag, og det er samtidig en kendsgerning, som det elitære politiske parnas konsekvent nægter at tage alvorligt. I et Frankrig, der mere og mere ligner en latinsk udgave af det uroplagede Sverige, taler Marine Le Pens patriotisme til mange. Derimod kan nok de færreste følge hende hele vejen, når hun ønsker Frankrig ud af både EU og Nato. Det er ikke den vej, der fører til en løsning af Europas problemer.
Macrons vej en blindgyde
På den anden side har vi så den lige nu åbenbart meget populære Macron. Hans svar på Frankrigs problematiske situation er endnu mere af det føderalistiske EU, som folkestemningen ellers hidtil har vendt sig imod over en bred front Europa over. Han vil nedprioritere nationalstaten til fordel for et styrket EU. Samtidig vil han indføre en række ganske givet helt nødvendige reformer indenrigs – med det er reformer, som hidtil har skabt stor ballade, når de har været på tale.
Brug for et stærkt Nato og et slanket EU
Ingen af de to kandidater rammer det, Frankrig og Europa har hårdt brug for. Derfor vil hverken en Marine Le Pen eller en Macron være svaret på at få Europa på sikker kurs i forhold til nutidens og fremtidens udfordringer. Med Frankrig ude af EU og Nato vil den internationale situation sejle totalt.
Vi har brug for et stærkt Nato og for et samarbejdende Europa med respekt for nationalstaternes suverænitet. Brug for det EF, der havde bred folkelig opbakning i stedet for et føderalistisk EU, som er en farlig multikulturel drøm dømt til at briste. Og med Macrons naive utopiske humanisme og multikulturelle vision vil både Frankrig og Europa blive yderligere destabiliseret og i værste fald kollapse på lidt længere sigt.
Fordi det politiske establishment i EU har nægtet at lytte til deres befolkninger og dermed gjort sig skyldige i at ødelægge de stabile, frie og demokratiske samfund, vore forfædre møjsommeligt og dygtigt har bygget op.
Befolkningerne i Europa har al mulig grund til at sove med støvlerne på
De etablerede politikere krydser fingre for Macron og nærer et naivt håb om med en sejr til ham at have trynet det, de kalder højrepopulismen. Andre håber på Marine Le Pen. – Der er desværre grund til at frygte dem begge af vidt forskellige årsager. Befolkningerne i Frankrig og Europa har al mulig grund til at sove med støvlerne på – uanset udfaldet af det franske valg d. 7. maj.
