Udlændinge, der er dømt til udvisning, skal bo på en gård i Midtjylland, siger ministeren – men det gider de ikke …

Det er halvandet år siden, at Inger Støjberg besluttede, at samle udvisningsdømte udlændinge på et sted, konkret i det tidligere statsfængsel Kærshovedgård i Midtjylland.

 

Udlændingene er alle dømt for kriminalitet i Danmark, og de er alle udvist af Danmark efter afsoning. Gruppen af udlændinge andrager mindst 200 personer.

 

Nogle af de udviste udlændinge har hidtil haft bo- og meldepligt i Asylcenter Sandholm, andre har boet rundt omkring i landet.

 

Nogle af udlændingene, pt 69 personer har fået tålt ophold i Danmark, fordi det forlyder, at de risikerer forfølgelse og tortur hvis de sendes tilbage til hjemlandet. Resten har ikke fået tålt ophold, men de nægter at forlade Danmark frivilligt, så de har fået lov at blive i Danmark med en såkaldt kriminel meldepligt, dvs. at de skal melde sig hos politiet i et fast interval.

 

Efter en langsommelig opstart af Kærshovedgård-projektet, fik disse udlændinge i efteråret besked på at indfinde sig på Kærshovedgård, og der blev arrangeret bustransport fra København til Jylland.

 

Men udlændingene tog ikke godt imod ministerens plan. Kun 15 af udlændingene på tålt ophold og 16 udlændinge på kriminel meldepligt er derfor mødt op på Kærshovedgård. Det skriver Ekstra Bladet.

 

En medarbejder på Kærshovedgård udtaler til Ekstra Bladet:

 

”Vi er oppe på 19 beboere på ‘tålt ophold’ lige nu. De skulle ellers være kommet allesammen i efteråret. 6. oktober og de følgende uger var der lejet busser til de udviste på ‘tålt ophold’. Der var bare ikke særligt mange, der dukkede op. Derfor er de fleste nu udskrevet fra Sandholmlejren. De er bare ikke indskrevet hos os, fortæller den ansatte på Kærshovedgård.” (EB)

 

Ministeren er selvfølgelig ikke begejstret for det ringe fremmøde, så nu er der stramninger og sanktioner på vej. Ministeren forventer stramningerne træder i kraft 1. marts. Herefter vil udlændingene kunne varetægtsfængsles og pålægges fodlænke hvis de ikke overholder bo- og meldepligten.

 

Hvad er der sket med de hidtidige sanktionsmuligheder?

Man må sige det kan undre hvorfor det nu forlyder, at der er stramninger på vej.

 

De udvisningsdømte udlændinge har jo hele tiden haft bo- og meldepligt, og hvis de har misligholdt aftalen, har myndighederne forskellige sanktionsmuligheder som de kan trække frem, men det har måske kun været noget med bøder eller pålæg?

 

Ministerens projekt minder rettelig mest om et stunt, der skal få befolkningen til at tro, at hun gør noget, men reelt sker der intet.

 

De mange udvisningsdømte udlændinge der ikke er mødt op, vil næppe gøre det før 1. marts og hvad så?

 

Dertil kommer, at det tilsyneladende er utrolig let for nogle af disse udlændinge, at rejse ubemærket ind og ud af Danmark, det har man fx set med somalieren Liban Mohammed, der postede billeder på Facebook fra et ophold i Mogadishu i Somalia, det land hvortil han ikke kan rejse tilbage.

 

LM oplyste efterfølgende til Metroexpress, at billederne ikke var fra Somalia, men fra et sted syd for Padborg, nærmere bestemt Marokko.

 

Hvordan det kan gå til, at en mand som LM, der qva sin udvisningsdom ikke må arbejde i Danmark, har råd til at rejse til de varme lande i flere måneder, er uvist.

 

 

Del på Facebook