Medlemmer af den tyrkiske regering begynder at true med, at Tyrkiet vil opsige asylaftalen med EU. Denne aftale har bidraget til at begrænse strømmen af asylansøgere fra Tyrkiet og op gennem Europa.
Tyrkiet ved, at EU med kansler Angela Merkel i spidsen frygter en sådan opsigelse af aftalen, der på ny vil øge tilstrømningen. Erdogan prøver i høj grad at spille på denne frygt.
Senest har den tyrkiske europaminister Ömer Celik sagt til Reuters, at det er på tide at genoverveje asylaftalen.
Celik hævder, at Tyrkiet har overholdt sin del af aftalen, mens EU er løbet fra den.
Erdogan vil tvinge EU til indrømmelser
Når sagen bringes frem i den aktuelle ophedede situation, er det, fordi Erdogan har brug for indrømmelser fra EU i kampen for at få et ja til hans nye demokratifjendtlige forfatning.
Han vil vise sine vælgere, at han kan tvinge EU til at give efter. Og han forsøger stadig at sikre adgang for sine ministre til at føre valgkamp blandt de mange tyrkere i EU-landene.
Erdogan er ikke sikker på et ja til forfatningen. Så han kæmper som en rasende for at forhindre et nederlag, der ville være en katastrofe for ham.
Invitation til hollænderne
Men man skal lægge mærke til de bemærkninger, der følger efter Ömer Celiks trusler om at opsige asylaftalen.
Han understreger, at den tyrkiske kritik af Holland ikke retter sig mod det hollandske folk eller de hollandske virksomheder – men kun mod regeringen.
Han inviterer hollandske investorer til fortsat at investere i Tyrkiet. Og han inviterer almindelige hollændere til fortsat at holde ferie i landet. ”De er ikke en del af krisen,” understreger han.
Faktisk er Holland det land i EU, der står for de største direkte investeringer i Tyrkiet. Der er en betydelig samhandel. Og hundredtusindvis af hollandske turister skæpper også godt i de tyrkiske kasser.
Sagt på en anden måde: Til trods for al råben og skrigen mod Holland, så har Tyrkiet brug for landet, og det er man klar over. Ligesom man har brug for EU i øvrigt.
Den side af hele Tyrkiet-konflikten har været alt for lidt og for dårligt belyst i medierne.
Tyrkiet i krise
Kendsgerningen er, at Tyrkiet er i dyb økonomisk krise.
Man har hårdt brug for de cirka 3 mia. euro, man skal have i betaling for asylaftalen. Og man er nødt til at skabe tillid blandt investorer og forbrugere i EU, så de ikke holder sig væk, fordi der er så megen uro og ballade omkring Tyrkiet.
Derfor er det ikke sandsynligt, at Tyrkiet har mod på at opsige asylaftalen. Det er landets position for svag til. Og det vil være meget uklogt, hvis EU giver efter for de tyrkiske trusler, fordi man frygter, at der gøres alvor af dem.
EU bør holde hovedet koldt og satse på, at man sidder med ganske gode kort på hånden.
Nok er det sandt, at man aldrig helt kan vide med Erdogan. Man kan ikke udelukke, at han gør noget tåbeligt set ud fra Tyrkiets egne interesser.
Men der står faktisk meget på spil for Tyrkiet.
Derfor skal man lægge mærke til de beroligende bemærkninger, der fulgte efter europaminister Celiks trusler.
