To somaliske søstre forlader deres hjem for at blive “jihadbrude” – ny bog afdækker deres historie og familiens opløsning

Bogens forfatter: Åsne Seierstad (Foto: Wikipedia)

Identitet som jihadbrud    

 

I 2013 forlader to somaliske søstre deres hjem i Norge for at blive jihadbrude i Syrien. En ny bog afdækker deres historie og familiens gradvise opløsning.

 

Den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad (født 1970) opnåede international berømmelse med sin bog ”Boghandleren i Kabul” (2002). Hun har siden da bl.a. skrevet ”En af os – en fortælling om Norge, Utøya og Anders Breivik” (2014). Hun er uddannet cand.mag. i russisk, spansk og idéhistorie og har været korrespondent i Rusland, Kina, Afghanistan, Kosovo og Irak.

 

Nu er hun aktuel igen med murstenen ”To søstre – jihad-brude i kalifatet”, hvis titel klart angiver tema.

 

I de indledende ’Forfatterens bemærkninger’ betegner Seierstad sin tekst som en dokumentarbog: ”Den er baseret på vidneudsagn (…) Beskrivelserne af en persons tanker er baseret på, hvad personen har sagt, at hun eller han tænkte i den givne situation.
Nogle har valgt ikke at bidrage til bogen. Disse personer er beskrevet ud fra deres handlinger, skriftlige kilder og det, andre har fortalt om dem.” (s. 7).

 

I et efterskrift giver Seierstad en mere detaljeret indføring i sin arbejdsmetode. Genremæssigt placerer hun bogen i litterær journalistik og toner rent flag med sin præmis: ”At dokumentere er ikke bare at skrive, hvad folk siger, men også hvad de gør.” (s. 428).

 

Denne indfaldsvinkel skal så også legitimere, at hun rent faktisk aldrig har været i direkte kontakt med de to søstre, der har givet navn til bogen.

 

Handling
De to teenagere, Ayan og Leila, vælger i oktober 2013 at forlade deres hjem: De vil til Syrien og være jihad-brude. Familien, der ud over pigerne består af en ældre og to yngre brødre, er bosat i den norske by Kolsås. De har somaliske rødder, og moderen, Sara, er ikke på nogen måde integreret og har aldrig gjort noget som helst for at lære sig norsk. Børnene skal oven i købet have ekstraundervisning i koranen. Faderen har i lidt højere grad taget det norske samfund til sig. Men kun lidt.

 

Forud for døtrenes afrejse er gået en radikaliseringsproces, som forældrene ikke har haft kendskab til (hvilket set i bakspejlet godt kan undre). Pigerne klarer sig fint i skolen, men fritiden er blevet brugt på arbejde for islamistiske organisationer i Norge og YouTube-videoer med propaganda fra Islamisk Stat.

 

Sadiq er desperat. Han vil have sine piger hjem og rejser af sted efter dem. Situationen er svær, for Syrien er i borgerkrig med skiftende alliancer, og hvem kan han stole på? Han får hjælp af bl.a. terrororganisationen al-Nusra-fronten, men hans mange anstrengelser bærer ikke frugt. På et tidspunkt bliver han fængslet af en af de mange grupper, der navigerer i området, og er tæt på at blive henrettet som spion.

 

De mennesker, han samarbejder med, for at få pigerne ud, skal hele tiden have flere penge, og Sadiq gældsætter sig stadig mere massivt. Begge forældre lider under katastrofen og har svært ved at finde ud af at samarbejde. På et tidspunkt beslutter Sara sig for at vende tilbage til Somalia med de to yngste drenge, mens Ismael, den ældste søn, bliver i Norge.

 

Læs også
Elisabeth Gjerluff Nielsen: En lillesøster taler ud om opbrud i familien – den fortjener anerkendelse

Sadiq går mere og mere i opløsning, og selv om både han, Sara og Ismael med jævne mellemrum er i mobilkontakt med pigerne, ser de dem aldrig igen.

 

Spørgsmålet er i øvrigt, om det er søstrene, der er hovedpersoner, eller snarere deres far Sadiq? I hvert fald følger læseren i hælene på ham start til slut.

 

Tematik
Temaerne er velkendte: Kultursammenstød, generationskløft og identitetssøgen: ”Hvorfor være andenrangsnordmand, når man kan være førsterangsmuslim?” (s. 93).

 

Med den afgørende vigtige tilføjelse, at kultursammenstødet viser sig at finde sted mellem to uforenelige poler: Et individbaseret vestligt demokrati versus et klanbaseret system forankret i islam – en totalitær ideologi forklædt som religion.

 

Åsne Seierstads litterære metode
Åsne Seierstads litterære metode er bestemt ikke uproblematisk, fordi fiktion og fakta bliver blandet på en svært gennemskuelig måde. Hvornår digter hun lidt til og fra? Hvordan har selektionen af kilder været? Hvorfor tro på Sadiqs fortællinger, når han igen og igen afslører, at han er parat til at bøje både lovparagraffer og sandhed.

 

Den problematiske holdning til sandhed er et tilbagevendende problem i en norsk kultur, der ellers har været båret af en høj grad af tillid. Her er fx Ayans legitimation for at bedrage:

 

”Svindelen [med kreditkort] var nem at retfærdiggøre. Det var Guds vilje, at hun rejste til Syrien. Hun havde brug for penge til at rejse derned. Gud havde åbnet denne mulighed for hende. Det var at anse som en form for økonomisk jihad ikke at betale til firmaer, der holdt til i en stat, som angreb muslimer.” (s.188).

 

Læs også
Boganmeldelse: Søren Krarup – ikke sort præst, men et lys i mørket 

På plussiden
Omvendt er det meget vigtigt at få fastslået, at tilgangen til stoffet bestemt ikke kun kalder på tommelen nedad. På plussiden er forfatterens ferme håndelag for at gøre det omfattende tekst- og kildemateriale konkret, dramatisk og levende med masser af dialoger og stemningsmalende beskrivelser.

 

Hun mestrer hele registeret af litterære virkemidler (synsvinkelskift, flash back og flash forward, tankereferat, dialog, scenisk fremstilling mv.) og gør flittigt brug af cliffhangers, altså at runde et afsnit / kapitel af med en spændende afslutning for at holde læseren i spænding om næste træk: ”Ismael ville ud [af islam], Ayan ville længere ind.” (s. 102), ”Det blev Ayans sidste dag på Nesbru.” (s. 113), ”Men da var Aisha allerede gravid.” (s. 141).

 

Forfatterens flair for at formidle viden om islam
Åsne Seierstad kalder selv sin bog for en reportage, men måske ville en mere dækkende genrebetegnelse være dokumentarisk roman?

 

Svaret er ikke så vigtigt, for det, der gør, at dette værk stryger næsten helt til tops på min flagstang, er forfatterens flair for at give masser af faktuel viden. Ikke bare om islam, herunder jihad, og islamisk kultur, men også om borgerkrigen i Syrien og dens mange forskellige fraktioner og magthavere.

 

Det lykkes hende at bevæge sig på den knivsæg, hvor hun midt i et spændende handlingsforløb og de mange personportrætter får formidlet indsigter om islam uden selv at risikere at få ørerne i maskinen og en fatwa på halsen for islamofobi.

 

Tricket er ganske enkelt hele tiden at citere, hvad andre har sagt eller skrevet – uden selv på noget tidspunkt at fremsætte en vurdering. Seierstad vælger konsekvent og klogt at lægge de barske kendsgerninger i munden på andre:

 

”En kvinde skrev, at hun gerne ville have været den, der skar hovedet af Steven Sotloff.” (s.305).

 

Læs også
Nordmand dræbte sin lillesøster og forsøgte at dræbe muslimer i moské – politiet taler om terror

Konklusion
Min konklusion efter at have læst denne medrivende og informationstunge bog er: Man kan flytte mennesker ud af en kultur, men man kan ikke flytte kulturen ud af mennesker, medmindre der fra første færd er et klart og dybfølt ønske hos de pågældende (forældre) om assimilation. Et ønske, der selvfølgelig ikke mindst skal afspejle sig i børneopdragelsen.

 

En på overfladen tilsyneladende integration rækker ikke – det viser stadig flere radikaliseringshistorier med al ønskelig tydelighed.   

 

Har det været Åsne Seierstads skjulte dagsorden at demonstrere det umulige i at forene islam og vestlig demokrati og tænkning? Næppe. Ikke desto mindre forekommer det denne anmelder at være ”To Søstre”s  forstemmende bundlinje.

 

 

Åsne Seierstad: TO SØSTRE. Jihad-brude i kalifatet. Oversat fra norsk af Agnete Stjernfelt. Indb. med omslag. 440 sider. 299,95kr. Gyldendals Forlag.

 

***** (fem stjerner)

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…