Et gammelt dansk mundheld siger, at man får det, man betaler for. Det gælder også, når man skal købe vin, men ind imellem får man nærmest god kvalitetsvin kastet i nakken, fordi vinindkøberne har gjort en god handel med en leverandør. Her på Den Korte Avis forsøger vi sammen med nogle af landets bedste vinimportører efter bedste evne at finde det, der kan betegnes som scoop, og resultatet af vor higen og søgen beretter vi så om for læserne. Der kan være mange penge at spare.
Hvidvin
Vinyes Doménech, 2015 Bancal del Bosc, Montsant DO, Catalonien, Spanien – Normalpris 169 kr. – Tilbudspris 99 kr. Ved køb af 6 flasker.
Montsant er et vinområde, der ligger midt mellem Barcelona og Tarragona og som nærmeste nabo har det mere kendte catalonske Priorat-distrikt. Vinen er lavet på Garnacha Blanca-druen, der hovedsageligt er udbredt i Catalonien og i Languedoc- Roussillon i Sydfrankrig. Duft og smag er præget af en god blanding af æbler og pærer, som er krydret med dild, og eftersmagen er lang og mineralsk.
Importør: D’Wine, Aalborg.
Rødvin
Château de Potiron, 2010 Cuvée Exceptionelle ABCB, Capian, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 299,95 kr. – Tilbudspris 199,95 kr. i udvalgte Meny Madmarkeder. På Telefon 20689280 oplyses nærmeste forhandler.
2010 Cuvée Exceptionelle er på alle måder en helt speciel vin. Ikke blot er den fra superårgangen 2010, men mosten fra de håndplukkede og stærkt selekterede druer har udelukkende gæret og udviklet sig på nye franske 225 liters egetræstønder i 16-18 måneder før aftapning på flasker. Det er en fremgangsmåde, som kun ses på de største cru-slotte i Bordeaux. Vinen fra det danskejede familieslot rager højt op i hierarkiet og vil være et godt investeringsobjekt.
Importør: DZ Wine, Kgs. Lyngby.
Conn Creek Winery, 2012 Herrick Red, Napa Valley, Californien, USA – Normalpris 249,95 kr. – Tilbudspris 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinhusets høje reputation er bygget op på dets ekspertise i at blande vin. Druer kommer fra alle primære marker i Napa Valley. Herrick Red er bygget op omkring de klassiske Bordeaux druer som Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc tilsat lidt Syrah for at få ekstra krydderi. Vinen er superflot og yderst velsmagende.
Importør: Theis Vine, Charlottenlund.
Tenuta Montecchiese, 2013 Selverello, Cortona DOC, Toscana, Italien – Normalpris 139 kr. – Tilbudspris 125 kr. ved køb af 6 flasker.
Vingården ligger i den sydøstlige del af Toscana i etruskerbyen Cortona, som udover fortræffelig vin på Sangiovese druen specielt er kendt for sine ekstraordinære Syrah-vine, hvortil bl. a. 2013 Selverello hører. Det er en lækker vin præget af de umamiske krydderier, som Syrah-druen er kendt for.
Importør; Vinslottet, Greve.
Tenuta di Argiano, 2015 Non Confunditur, Rosso Toscana IGT, Montalcino, Italien – Normalpris 134 kr. – Tilbudspris 109,95 kr. ved køb af 12 flasker. Købes 24 flasker, følger der 12 flasker gratis med.
Denne supertoscaners latinske navn kan oversættes til dansk som ”Du skal ikke forveksle” og understreger, at der venter en hel særlig oplevelse i glasset. Vinen er konstrueret af den danskrelaterede vinmager Hans Vinding Diers og består af 40% Sangiovese, 30% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 10% Syrah. En lækkerbisken til en super pris.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal.
Cantine Dezzani, 2014 Miliaso Private Collection, Toscana Rosso, Cocconato d’Asti, Piemonte, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 59,95 kr.
Vinens veje er af og til uransagelige. Denne velsmagende bællevin, der indbyder til refills af glasset, er fremstillet på 100% Sangiovese druer fra Toscana på ordre af vinhuset Dezzani i Piemonte og tappet på flasker i byen Malo i Veneto-provinsen i Norditalien. Farven er rubinrød, duften er fin og smagen forførerisk.
Importør: Megavin, Odder.
Domaine Lalande, Les Hauts de Lalande, Cité de Carcassonne IGP, Alsonne, Frankrig – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 69 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinhuset ligger i det sydfranske Lanquedoc-Rousillon departement og er et af de førende i vinområdet Cité de Carcassonne. Vinen er en blanding af Merlot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Petit Verdot druer og fremstår fyldig, elegant og blød samt ikke mindst meget frugtig. Den opfylder alle de krav, som man kan forvente af en vin, som er lavet til festlig mad.
Importør: Propperiet, Brædstrup.
Nugan Estate, 2016 Third Generation, Pinot Noir, South Eastern Australia, Australien – Normalpris 79,95 kr. – Tilbudspris 120 kr. for 2 flasker i Meny markeder.
Hvis man vil gøre noget godt for søndagskyllingen eller en god gang italiensk antipasta med Parmaskinke og diverse pølsetyper, så er den australske bourgogne-udgave, Third Generation, Pinot Noir, lige den vin, som sidder i øjet. Den er bare suveræn til disse formål.
Importør: GOBIvin, Valby.
Cantine Angelo Rocca & Figli, 2013 Rosso, Monferrato DOC, Agrate Brianza, Lombardiet, Italien – Kampagnepris 79,95 hos udvalgte Meny og Spar forretninger. På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.
Cantine Rocca er en af de store spillere i den italienske vinverden, og her præsenteres en rigtig ”Muntermacher” fra Montferrat i Piemonte i det nordvestlige Italien. Vinen er lavet af Dolchetto, Barbera og Cabernet druer, og det giver en letdrikkelig vin med god fylde og indbydende, langvarig smag.
Importør: Amka, Randers.
Viña Indomita, 2015 Gran Reserva Pinot Noir, Casablanca Valley DO, Metropolitano, Chile – Normalpris 55 kr. – Tilbudspris 39 kr. i Fakta.
Vi slutter af med et prisscoop hos de Coop-allierede Fakta-butikker, som falbyder en flot, ren Pinot Noir-vin, som gør alt for at leve op til sin opr4indelse i Bourgogne. I glasset udvikler den sig beundringsværdigt, og smag af violer, kirsebær og jordbær blander sig med noter af kaffe og vanilje. Meget delikat og velegnet til både stegetorsk og Seranoskinke.
Importør: Coop, Albertslund.