Fra søndag vil det være forbudt at gå med burka eller niqab i Østrig. Forbuddet gælder i offentligheden, ikke i private hjem.
Også andre former for tildækning af ansigtet vil være omfattet af forbuddet. Det gælder for eksempel klovnekostumer eller åndedrætsværn – med mindre de har med arbejde eller sygdom at gøre.
Hvis kvinder i burka eller niqab insisterer på at gå med deres ansigtsslør, kan politiet kræve, at de tager det af på stedet.
Nægter de dette, kan de blive anholdt. De vil få besked om at lægge sløret og kan blive idømt en bøde på op til 150 euro (lidt over 1.100 kr.).
Fortsætter de med at bryde loven, vanker der nye bøder.
Kvinder i burka får indrejseforbud
Der vil blive indført kontrol i landets lufthavne. Den vil især rette sig mod passagerer, der ankommer fra den arabiske verden.
Hvis kvinder ved ankomsten nægter at smide deres burka eller niqab, får de simpelt hen indrejseforbud.
Der vil endda blive tjekket hele to gange: Første gang i paskontrollen, anden gang i ankomsthallen. Formentlig for at forhindre, at kvinderne straks tager slør på igen.
Danske medier fortier Østrigs forbud
Østrig går altså ganske kontant til værks for at holde burka, niqab og anden tildækning ude af det offentlige rum.
Man insisterer på, at det i et åbent samfund skal være muligt at se sine medborgeres ansigt. Og man afviser den undertrykkelse, der ligger i tilsløringen af kvinder.
Drivkraften bag forbuddet har været den nye stjerne i europæisk politik, den konservative Sebastian Kurz. Kurz er favorit til at blive Østrigs forbundskansler ved valget om to uger, den 15. oktober.
Alt dette får man næsten intet at vide om i andre danske medier. Det politisk korrekte DR og det lige så politisk korrekte TV2 forsøger at tie det østrigske forbud ihjel.
Den danske regering halter bagefter
Der er en skærende kontrast mellem den klarhed og konsekvens, som præger den østrigske holdning, og så den forvirring, der hersker i den danske regering.
Dansk Folkeparti vil fremsætte et beslutningsforslag om burkaforbud i Folketinget. Men det er uklart, hvad regeringens reaktion vil blive.
De Konservative kræver et burkaforbud. Liberal Alliance afviser et burkaforbud. Og i Venstre kan de ikke blive enige om, hvad de skal mene.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har dog lagt luft til et forbud og kaldt det ”symbolpolitik”.
Det ligner mest af alt en politisk undvigemanøvre for at undgå at tage stilling til sagens substans:
Ønsker vi et samfund, hvor man kan skjule sit ansigt for sine medborgere?
Ønsker vi, at kvinden kan påtvinges total tilsløring for at signalere, at hun tilhører manden?
Den danske regering halter håbløst bagefter i denne debat. Se nu at gøre som østrigerne.