Politiet i den svenske by Oskarshamn vil nu arrangere jogging- og gåture med politiledsagelse!
Det sker, efter at især kvindelige joggere er blevet overfaldet, når de løb i mørke. Det gælder både i Sverige og andre lande.
Den Korte Avis har berettet om flere tilfælde, hvor kvindelige joggere er blevet udsat for vold, voldtægt og andre sexforbrydelser fra mænd med et andet syn på letpåklædte kvinder, end vi er vant til.
Politiet i Oskarshamn gør sig umage for at understrege, at utrygheden blandt joggerne ikke så meget bunder i, at der er sket konkrete overgreb i byen.
Der er mere tale om en ”oplevet utryghed”, fordi man hører om sådanne sager andetsteds fra, siger politiinspektør Peter Karlsson til SVT Nyheter Småland.
Men det korte af det lange er altså, at der i europæiske lande er kommet en øget risiko for sexforbrydelser mod kvinder, specielt når de løber i mørke.
Våben, stave og håndjern
Kommunen er også gået med i det nye projekt med beskyttelse af joggere.
Så nu samler man joggerne i grupper med politieskorte. Politiet lover, at betjentene nok skal indrette deres løbetempo efter, hvad de motionerende kan holde til.
Politifolkene skal gennemføre bevogtningen uden for den ordinære arbejdstid. De anvender deres såkaldte ’fystid’ på opgaven.
Men det er altså i tjeneste. Og det betyder, at de er solidt bevæbnede, når de løber ved siden af joggerne. De bærer våben, stave og håndjern.
Det er lidt bøvlet at løbe med, kan betjentene konstatere efter en prøvetur.
Europa i indvandringens tidsalder
Så langt er man kommet ud i vanviddet.
Nu kan almindelige mennesker, specielt kvinder, ikke bare tage sig en løbetur, når de har lyst, og hvor de har lyst.
I stedet skal de på holdture med bevæbnet politi for at sikre, at de ikke bliver slået ned eller sexoverfaldet.
Velkommen til Europa i den store indvandrings tidsalder.