Martin Luthers liv som tegneserie – “en god og spændende måde at lære om Luther på”, siger en konfirmand

Forsiden

Hvis det er for voldsomt med tykke bøger om Martin Luther, så er en ny dansk tegneseriebog en mulighed for at sætte sig ind i den store kirkereformators liv og gerninger. Man behøver ikke at være konfirmand for at kunne glæde sig over den.

 

Uden lokum – men med sildetønder

Det fremgår af kolofonen, at der har været en teologisk konsulent, Bo Kristian Holm, inde over ”Martin”. Der er heller ikke meget at sætte fingeren på med hensyn til historisk korrekthed. Meget fint tages der udgangspunkt i Johann Gutenbergs store opfindelse, bogtrykkerkunsten. Uden den var Luthers tanker aldrig blevet udbredt – så hurtigt.

 

I 16 korte kapitler skildres Martins liv. Fra jurastudier til tordenvejret ved Stotternheim, som ændrede det hele for ham. Munkelivet i Erfurt og hans mageløse opdagelse af Romerbrevets ord om, at ufortjent gøres mennesker retfærdige – ved tro og ikke ved lovgerninger. En opdagelse, som faktisk blev gjort under et toiletbesøg, mener de lærde. Kristensen holder sig til den pæne udgave og lader det ske i et tårn i augustinerklosteret i Wittenberg.

 

Indvendinger er der få af. Mødet med kardinal Kajetan i Augsburg 1518 er gengivet lidt for overfladisk, og der er ingen sjælekamp mellem de to forhør i Worms tre år senere. Katharina von Bora, Luthers senere hustru, blev næppe fragtet bort i 12 sildetønder sammen med de andre løbske nonner fra klosteret i Nimbschen. En åbenbart uudrydelig historie. Til gengæld får vi helt korrekt at vide, at en af dem, som ledsagede Luther på vejen fra Worms til ”bortførelsen” i Thüringer Wald, hed Petzensteiner. En mindre detalje ganske vist.

 

En dansk vinkel

Det er fortjenstfuldt, at Tom Kristensen lægger vægt på at give sin version af reformationen en tydelig dansk vinkel. Vi ser Christian IIs møde i Wittenberg med Luther.  Gådefuldt er det, hvad der menes med, at han fik held med sit ærinde 8 år senere. Han genvandt jo aldrig sit embede, men endte sit liv i fangenskab.  Dermed lykkedes det prins Christian ved Johann Rantzaus hjælp at gennemføre reformationen i 1536 gennem krig og kup. En anden Johann, nemlig Bugenhagen, kom senere til landet for at opbygge kirken på luthersk grund.

 

Tom Kristensen har en udmærket streg. Han er uddannet fra Designskolen i Kolding i 2012, arbejder som freelancer i København og er medlem af ”Dansk Horror Selskab. Men det skal man google for at vide.  Nogle af tegningerne i ”Martin” er fremragende, f.eks. dem om blodbadet i Stockholm 1520. ”Norden er samlet”, står der ironisk oven på strømme af blod. Men man skal nok være en større tegneseriekender end mig for at kunne give en dybere, fagligere bedømmelse.

 

Testet af en rigtig, levende konfirmand anno 2017

Som en, der befinder sig lidt på udebane, har jeg ladet ”Martin” teste af en rigtig, levende konfirmand anno 2017. Bogen fik gode ord med på vejen. ”En god og spændende måde at lære om Luther på”, lød dommen. Så jeg vil kun tilslutte mig den gode bedømmelse. En oplagt gaveidé til børn fra 10 år og op til konfirmationsalderen.

 

Martin. Tegnet og fortalt af Tom Kristensen.

Eksistensen 2017, 136 sider, 150 kroner.

Torsten Dam-Jensen

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…