Regeringen vil forlænge grænsekontrollen – men Dansk Folkeparti vil gå meget længere

Foto Claus Torp, Colourbox

Regeringen ønsker at forlænge grænsekontrollen, som løber frem til 12. februar. Fint, men ikke nok, siger DF.

 

Når man kan se, at en midlertidig grænsekontrol har haft en effekt, så kan man snildt indføre en permanent grænsekontrol.

 

Det mener Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen. Dermed fortsætter DF ufortrødent stilen fra 2016 ind i 2017.

 

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) siger, at grænsekontrollen, som blev indført 4. januar 2016, skal forlænges nok en gang, når den udløber 12. februar.

 

Den er forlænget flere gange det seneste år, men DF presser altså fortsat på for en permanent løsning.

 

– Det er godt, at regeringen vil forlænge grænsekontrollen, fordi det er det, vi har sagt til regeringen, at den børe gøre. Så det er vi tilfredse med, siger Martin Henriksen.

 

– Jeg har også svært ved at forestille mig en situation, hvor Danmark lige pludselig ikke har nogen kontrol, da den trods den nuværende beskedne kontrol virker. Men kontrollen burde være mere omfattende.

 

– Når man har lidt grænsekontrol og kan se, at den har en effekt i forhold til asyltallet, som er faldet, og at vi afviser illegale immigranter ved grænsen, så taler det for endnu mere grænsekontrol, siger han.

 

Omkring 6000 personer har søgt om asyl i Danmark i 2016. Til sammenligning kom der i 2015 21.000 asylansøgere.

 

Regeringen skal forbi EU-Kommissionen for at få forlænget grænsekontrollen. Og det bryder Martin Henriksen sig ikke om.

 

– Det interessante er, hvad regeringen har tænkt sig at gøre, hvis EU-Kommissionen siger nej.

 

– Det er EU-Kommissionen, man spørger om lov, og jeg synes, det er uværdigt, at Danmark skal komme med hatten i hånden og spørge om lov til, om vi må beskytte vores grænser og dermed vores nation, siger han.

 

Inger Støjbergs begrundelse

 

Den midlertidige grænsekontrol har effekt.

 

Det mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) efter et år med grænsekontrollen. Den blev indført 4. januar sidste år.

 

– Der er ingen tvivl om, at det har været nødvendigt med grænsekontrollen, og der er ingen tvivl om, at jeg vil arbejde for grænsekontrollen, så længe behovet er der, siger Støjberg.

 

Og behovet er ifølge Støjberg i den grad til stede. Derfor skal grænsekontrollen også forlænges, hvis det står til ministeren.

 

Grænsekontrollen gælder frem til 12. februar og er blevet forlænget flere gange det seneste år.

 

– Jeg arbejder på at forlænge grænsekontrollen. Det skal være på det samme niveau som nu, fordi jeg mener, at det er nødvendigt i den nuværende situation.

 

– Vi holder øje med, hvordan tingene udvikler sig, men det er klart, at i en tid, hvor vi ser terrorhandlinger i Europa, så er det nødvendigt at have grænsekontrol.

 

– Det er også et spørgsmål om at have styr på grænserne i forhold til eventuelle terrorister, der kunne finde på at rejse ind i Danmark, siger Støjberg.

 

Omkring 6000 personer har søgt om asyl i Danmark i 2016. Til sammenligning kom der i 2015 21.000 asylansøgere.

 

Ifølge Støjberg har det seneste års grænsekontrol budt på lige under tre millioner kontroller ved den dansk-tyske grænse, og der er afvist i underkanten af 3000 personer.

 

228 personer er blevet sigtet for menneskesmugling, er de seneste tal, Støjberg har fået oplyst.

 

– Grænsekontrollen tillagt den stribe af opstramninger, som vi har gennemført, og Tyrkiet-aftalen har bragt antallet af asylansøgere til Danmark ned.

 

– Så det har været nødvendigt og godt med grænsekontrollen, siger Støjberg med henvisning til aftalen mellem EU og Tyrkiet, hvis hensigt er at bremse asyltrafikken over Middelhavet.

 

Blandt andre borgmesteren i Tønder Kommune, Thomas Andresen (V), er skeptisk i forhold til effekten af grænsekontrollen. Det kan fortsat lade sig gøre at komme illegalt til Danmark, hvis man vil, mener han.

 

Men grænsekontrollen er nødvendig, understreger Støjberg. Tingene skal ses i en sammenhæng, og det er ikke nok med EU’s aftale med Tyrkiet, siger hun.

 

– Tyrkiet-aftalen, grænsekontrollen og vores opstramninger kan ikke adskilles, og vi kan ikke sætte procenter på for effekten af de tre ting hver for sig, siger Støjberg.

 

/ritzau/

Del på Facebook