Lørdag aften sad 47-årige Roy Larner og hyggede sig på restaurant Black & Blue ved Borough Market i London.
Pludselig stormede de tre islamiske terrorister ind ad døren. Folk flygtede i panik. Men ikke Roy Larner.
Da de trak deres knive, gik han frem mod dem, mens han håbede, at alle andre kom i sikkerhed.
Han havde kun de bare næver – og en utrolig kampånd. Den kan vi lære meget af.
De tre råbte ”Islam, islam” og ”Dette er for Allah”.
Han råbte tilbage: ”Rend mig. Jeg er Millwall.”
Det sidste kræver en forklaring.
Millwall
Millwall er en engelsk fodboldklub, der spiller i den næstbedste række (The Championship). Klubben fra det sydøstlige London har en fanskare, der har ry for aldrig at gå af vejen for et slagsmål. Hårde hunde.
Så når Roy Larner sagde: ”Jeg er Millwall”, var det et kampråb fra en Millwall-fan, inden han gik i slagsmål med terroristerne.
Han slog ud efter dem og forsøgte at gribe fat i dem. De stak og skar ham otte gange i hovedet, brystet og begge hænder.
Men han kæmpede bare videre, så det først var bagefter i en politibil, at han opdagede, hvor meget han blødte.
Larner gik i den grad bersærk, at terroristerne fik nok og trak sig tilbage mod døren. Han forfulgte dem hele vejen ud.
”Løven fra London Bridge”
Som han siger: ”Det var et held, at de ikke stak særlig præcist – ellers havde jeg været død.”
Roys mor, Phyllis Larner, kalder ham i avisen The Sun for frygtløs. ”Han giver og tager af et godt hjerte”. Det reddede menneskeliv i lørdags.
Han er med rette blevet hyldet som en helt på de sociale medier, hvor man har døbt ham ”løven fra London Bridge”. Det spiller på, at fodboldklubben Millwalls kælenavn er ”Løverne”.
En række af de store medier er hoppet med på bølgen.
Politisk ukorrekt
Millwall er ellers mildt sagt ikke vant til anerkendelse fra det gode selskab. Det er en type som Roy Larner heller ikke.
I ”de snakkende klasser” med de gode uddannelser og de rigtige meninger plejer man at fremstille folkelige typer af hans slags på en nedladende og fordømmende måde.
Typer som Roy Larner er ikke altid Guds bedste børn. Men lørdag aften viste han en stor kvalitet, som mange af de politisk korrekte mangler:
Han var parat til at kæmpe for den tilværelse, han elsker – med sit eget liv som indsats.
Andre snakker og vrider hænder.
Ord, følelser – og handlekraft
Hver gang der begås en terrorhandling, udløser det en syndflod af ord i medierne. Flosklerne står i kø. De samme vendinger gentages igen og igen.
”Vi skal bekæmpe mørkets kræfter”. ”Vi skal fortsætte med at leve vores liv, ellers vinder terroristerne.” Man kender det hele.
Man kender også de mange reportager om blomster, der lægges, sange, der synges, og tårer, der knibes.
Det er der ikke noget forkert i. Men man kan ikke bekæmpe terroren alene med følelser og offerstemning. Det kræver handlekraft og og vilje til at bruge magt – sætte hårdt mod hårdt.
Roy Larner demonstrerede begge dele på det personlige plan.
Viljen til at kæmpe for vores samfund
Da Daily Mail spørger ham, hvorfor han gjorde det, bruger han ingen store ord. Han slår han det hen og undviger med en vittighed:
”Du ved ikke, hvem de er, og hvad det drejer sig om (…) Det er bare noget, der sker øjeblikkeligt, en galskab (…) Måske er jeg lidt hjernedød.”
Men så kommer der noget:
”Når folk hygger sig en aften i byen, så vil du alligevel ikke have, at disse mennesker skal vinde.”
Roy Larner forsvarede sin livsform, sit fællesskab og sin frihed mod fanatiske islamister. Med de bare næver og sit liv.
Larners ord er små, men hans vilje til at kæmpe for vores samfund var stor.
Alt for ofte forholder det sig omvendt med politisk korrekte meningsdannere og politikere.
De kunne lære noget kampmod af “løven fra London Bridge”.
Foto: Twitter
http://www.dailymail.co.uk/news/article-4579970/Millwall-fan-47-reveals-took-three-terrorists.html
