For knap et år siden, den 19. december 2016, gennemførte tuneseren Anis Amri et blodigt terrorangreb mod et julemarked i Berlin.
Amri kaprede en lastbil og kørte den direkte ind i menneskemængden. Han dræbte 12 mennesker.
De efterladte har sendt et åbent brev til forbundskansler Angela Merkel. Her lægger de i høj grad ansvaret for terrorangrebet på hendes ”politiske passivitet”.
Merkel har ikke levet op til sit ansvar som politisk leder, skriver de.
Merkels svigt
De efterladte har ret. Bag det frygtelige terrorangreb lå et kolossalt politisk svigt, som Merkel i sidste ende havde ansvaret for.
Den kriminelle Amri skulle aldrig have haft mulighed for at rejse ind i Tyskland. Men på grund af Merkels slappe udlændingepolitik kunne han komme ind under falsk navn i juli 2015.
I tiden op til terrorangrebet fik han lov til at gå frit omkring, selv om han var kendt af myndighederne for både islamistiske sympatier og narkohandel.
Da han havde gennemført sit terrorangreb, rejste han uhindret ud af Tyskland, krydsede frit flere landegrænser i EU, inden han havnede i Italien, hvor han blev skudt af en politibetjent.
Frit valg for asylansøgere
Håndteringen af Anis Amri står som et symbol på Merkels svaghed som leder – specielt når det gælder den altafgørende udlændingepolitik.
Merkel har skabt et Europa, hvor både kriminelle og asylansøgere kan bevæge sig meget frit over grænserne.
Asylansøgere rejser uhindret gennem en stribe EU-lande for at nå frem til deres ønskemål, Tyskland. Her får de i enormt antal lov til at rejse ind og blive.
Det er nemt at komme ind i Tyskland. Det er nemt at opnå asyl. Og det er nemt at blive hængende, selv hvis man bliver afvist som asylansøger.
Danmark og Tyskland
Danmark har en indlysende interesse i at have et godt forhold til vores store naboland Tyskland.
Vi må værdsætte Tysklands store bidrag til fredelige forhold og økonomisk vækst og stabilitet i Europa.
Men vi kan og bør ikke længere betragte Merkel som Europas ubestridte leder. Hun har ganske enkelt ikke formatet til at indtage denne position.
Specielt når det gælder udlændingepolitik og grænsekontrol har hun svigtet fatalt. Her er hun svag, naiv og rådvild.
Vores udlændingepolitik skal ikke lægge sig på slæb efter hende.
Østrig og Østeuropa
I den forbindelse er det interessant at følge, hvad der foregår i Østrig, der jo traditionelt er stærkt knyttet til Tyskland.
Mens Merkel roder og raver i Berlin for at få dannet en ny tysk regering, er Østrigs konservative Sebastian Kurz fredeligt og velorganiseret ved at få en regering på plads sammen med Frihedspartiet.
Det politiske grundlag for denne regering adskiller sig klart fra Merkel.
Kurz er ofte gået sine egne veje i udlændingepolitikken. Han har således bygget en stærk alliance med Østeuropas strammere i udlændingepolitikken.
Denne alliance kan blive en stærk magtfaktor i EU og et handlekraftigt alternativ til den valne Merkel. Det har den allerede bevist, blandt andet da den lukkede Balkan-ruten.
Danmark skal dyrke bredere relationer i stedet for at lukke os inde i et underdanigt forhold til Merkel.
Kurz og en række af østeuropæerne bør være interessante samtalepartnere for en dansk statsminister.
https://www.welt.de/politik/deutschland/article171222706/Deutschland-bleibt-Europas-Asylmagnet.html