Har man én gang oplevet stemningen på et stort fodboldstation med tusindvis af mennesker, glemmer man det aldrig. Så mærker man, at det hele handler om meget mere end spillet på banen. Det er nemlig alt det udenom, som forhøjer oplevelsen. Ny bog sætter fokus på et udvalg af Europas sportsarenaer – fortællinger fra fodboldens katedraler.
Fodbold som religiøs rite
Associationen til det religiøse er ikke helt ved siden af. Den tyske filosof Gunter Gebauer sammenligner loyale fans’ dyrkelse af deres fodboldklub med troende menneskers religionsudøvelse. Han definerer religion som et fællesskab af ritualer, hvor folk samles på bestemte tidspunkter og steder for at tilbede og opleve en kollektiv kraft. Ifølge ham har fodboldens ritualer en tydelig katolsk inspiration. F.eks. fanerne (ikonerne) og de rituelle hymner. Hertil kommer naturligvis en mere jordnær drivkraft: den sociale.
Bogens forskellige forfattere kommer vidt omkring. Vi begynder på Anfield Road (Liverpool) og slutter på Wembley (både det gamle og det nye). Sidstnævnte kan kategoriseres som det måske vigtigste stadion i verden. Navnet er kendt af alle, også de ikke-fodboldinteresserede. Det, som gør et stadion interessant, er ikke kun dets arkitektur og de vigtige kampe, der er blevet spillet på det, men i allerhøjeste grad de fortællinger, der knytter sig til det. Altså både Historien og historierne. Camp Nou. Santiago Bernabeu. De Kuip. San Siro. Parc des Princes. Berlins Olympiastadion.
Parken som kontorbygning
Bedst er de beretninger, som virkelig formår at få fat i dette dobbeltgreb. De små detaljer kan være afgørende for, om læseoplevelsen kryber ind under huden. Det formår alle forfatterne på den ene eller andet måde. Frits Ahlstrøm skriver herligt og kompetent om Parken – en sejltur op ad åen – og får diskret tilført lidt malurt i bægeret omkring ødelæggelsen af den sidste rest af det gamle nationale stadion. Nu er Parken jo bare et stort kontorkompleks med en indbygget fodboldbane, sådan lidt groft sagt.
De gode historier står i kø for at blive fortalt. Ørnen Vittoria på Luz i Lissabon. Olimpicomico i Rom (jeg savner et billede efter ombygningen). Lazio-spillerne, som i en periode medbragte våben under træningen. Die gelbe Wand på Signal Iduna Park (Dortmund). Luzjniki (Moskva), som længe stod hen som en stalinistisk, ubrugelige kolos, men som nu genopstår ved VM til næste år.
Old Trafford – for de lokale eller for tilrejsende turister?
Bogen har heldigvis ikke en fuldkommen ukritisk tilgang til den moderne fodboldverden. Søren Frank får i kapitlet om Old Trafford (Manchester United) fortalt, at det er skidt, når en klub bliver så internationalt populær, at globale fans fortrænger lokale fans. Og når sterilisering og sanitering rammer: forbud mod bannere, fyrværkeri, ansigtsmaling og diverse lydforstærkende instrumenter – samt forbud mod ståpladser. Det sker alt sammen af sikkerhedsmæssige årsager, hvilket er fint nok. Men når hovedparten af tilskuerne ikke synger med på sangene og end ikke opløfter deres røst, når scoringer skal fejres, og modstanderne hånes, så mister stadion sin magi.
Mangler du julegaven til din fodboldinteresserede mand, kone, ven, arbejdskollega, så er denne fremragende bog en oplagt mulighed. Læs den selv, før du giver den videre!
Asker Hedegaard Boye (red.), Europas arenaer.
Turbine 2017, 256, ill., 300 kroner.
Torsten Dam-Jensen
