Al-Salam Skolen, der er en muslimsk friskole i Odense, må nu dreje nøglen om.
Lærerne har ikke fået udbetalt løn i denne måned, og derfor må de ikke undervise de 54 elever.
Skolen blev i 2009 oprettet af irakiske forældre.
Tidligere i denne måned mistede skolen sin statsstøtte. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet meddelte, at det ville være uansvarligt at fortsætte støtten på grund af skolens dårlige økonomi.
Kuede elever og undervisning på arabisk
Men Al-Salam har ikke kun gjort sig negativt bemærket på grund af økonomien.
I september blev skolen sat under skærpet tilsyn af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Styrelsen konstaterede, at eleverne virkede kuede og trykkede. Streng disciplin og undervisning på arabisk fyldte meget, og skolelederen kunne ikke engang dansk. Det har BT omtalt.
De muslimske friskoler er et kraftigt bidrag til at udvikle parallelsamfund, der er isolerede i forhold til det danske samfund og fjendtlige over for det. For eksempel med en skoleleder, der ikke engang vil lære dansk.
Tilstrømningen skal bremses
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der ser ud til at være velfungerende, har skærpet kontrollen med disse skoler – som i tilfældet med Al-Salam.
Men der er behov for en endnu mere nærgående vurdering af skolerne, både før og efter at de oprettes.
I sidste ende bunder miseren i en tilstrømning fra muslimske lande, der aldrig skulle have fundet sted.
Det vigtigste bidrag til at løse problemet med skolerne er da også at bremse tilstrømningen fremover.
Men samtidig må man have en tættere kontrol med de skoler, der er.
http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-10-31-tosproget-friskole-fyrer-samtlige-laerere