Vil du være vinterbader, så er det nu sæsonen begynder – få gode råd her

DET ER NU, DU SKAL I GANG, HVIS DU SKAL HAVE DEBUT SOM VINTERBADER I ÅR. VANDTEMPERATUREN ER ALLEREDE SÅ LAV, AT DET GYSER LIDT I KROPPEN, NÅR MAN GÅR I VANDET, OG DET ER GODT AT VÆNNE SIG TIL DE KØLIGE BADETURE, FØR DER SKAL HAKKES HUL I ISEN. HER FÅR DU ET PAR GODE RÅD TIL AT KOMME SIKKERT I GANG.

 

Blodtrykket stiger, pulsen falder, og kroppen udskiller stresshormoner, når man hopper en tur i det kolde vand. Det er nogle af grundene til, at vinterbadning er sundt for både krop og sjæl. Vinterbadning er populært, og det har en vis “wow-effekt” at være vinterbader. Hvis du tager dine forholdsregler, er en iskold badetur en god start på dagen, og du skal ikke overveje det for længe, når du står for enden af badebroen. Beslut dig, og gør det!

 

Få dig en vinterbade-makker
Lav badeaftaler med en ven, så er der større chance for, at du holder fast i badeturene i begyndelsen, som er de sværeste. Det er hyggeligt med selskab, og ikke mindst er det en god idé for din sikkerhed, at du aldrig bader alene. Når du ikke er vant til at vinterbade, kan den lave temperatur føre til, at du hyperventilerer, og hvis man ikke får styr på åndedrættet, kan man besvime og risikere at drukne. Når I er mindst to, kan I holde øje med hinanden.

 

De fleste vinterbadere kan slet ikke undvære deres kolde dukkert, og når du selv er kommet igennem de første par uger, bliver det lettere at komme i vandet. Erfarne vinterbadere er i vandet 20-40 sekunder ad gangen, men som nybegynder skal du tage endnu kortere dyp af 5-10 sekunder, så din krop langsomt vænner sig til det.

 

Hvis du har mod på at blive vinterbader, kan du finde film og gode råd om vinterbadning og se listen over vinterbadeklubber i Danmark på respektforvand.dk.

 

Fakta: det siger lægen om vinterbadning
Der findes ikke dokumentation for, at vinterbadning gør dig sundere, men ifølge overlæge Bente Klarlund, er der noget, som tyder på, at det kolde vand er godt for kroppen.

 

– Vinterbadning ser ud til at styrke immunforsvaret, og undersøgelser peger på, at vinterbadning måske endda forebygger type 2-diabetes og styrker hjertet på sigt. Men forskningen er beskeden, og der skal en stor, fed streg under “måske”. Mange fortæller, at det kolde gys giver en masse velvære. Man kan ligefrem blive “høj” af endorfiner, og når man har det godt psykisk, sker der måske noget, så man føler sig mindre syg, hvis man bliver ramt af forkølelse og snue, siger overlæge Bente Klarlund Pedersen.

 

Fakta: Fire gode grunde til at vinterbade

* Det øger lykkefølelsen.
* Det styrker immunforsvaret.
* Det er godt for blodkarrene.
* Du bliver bedre til at holde varmen.

 

Fakta: Gode råd til vinterbadning

* Varm dine muskler op, før du går i det kolde vand, fx ved at løbe eller gå en tur.
* Hvis du går direkte fra saunaen til vandet, så lad kroppen køle lidt ned, inden du går i vandet.
* Gå langsomt, da badebroen og trappetrinene kan være glatte. Et par sko eller sandaler kan være en rigtig god idé.
* Hop aldrig i det kolde vand med hovedet først og tag gerne en hue på hovedet.
* Undgå at få hovedet under vand, da du hurtigere mister varmen.
* Træk vejret roligt, når du går i vandet – koldt vand kan give dig midlertidig åndenød.
* Tag kun et kort dyp på fx 5-10 sekunder i det kolde vand de første gange, du vinterbader. Herefter kan du forlænge længden på dine dyp, som du synes. De fleste vinterbadere bader højest mellem 20-40 sekunder.
* Tag varmt tøj på efter badningen og drik rigeligt med te eller andre varme drikke.
* Gå under ingen omstændigheder i vandet, hvis du er påvirket af alkohol eller føler dig sløj.
* Bad aldrig alene.
* Hvis du er i tvivl, om dit helbred er godt nok til at vinterbade, så spørg din læge.

 

Kilde: respektforvand.dk

 

TRYGFONDEN

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…