Livsfarlig sabotage: Flere og flere biler får skruet deres hjulbolte løs – hvor kommer denne hang til at bringe andre i fare fra?

Colourbox

 

Der er kommet en ny dødsensfarlig trussel mod biltrafikken.

 

Ukendte gerningsmænd skruer hjulboltene på biler løs – typisk om natten. Når bilen så kører, løsner hjulet sig.

 

I værste fald falder hjulet af, hvilket kan skabe meget farlige situationer. Føreren mister kontrollen med bilen, der risikerer at smadre ind i en anden bil, et  træ eller lignende.

 

I andre tilfælde når bilisten at opfange, at der er noget galt, før hjulet ryger af. Man kan mærke, at styringen af bilen ikke fungerer rigtigt, og man kan måske også høre mærkelige lyde fra hjulet.

 

Forhjulet forsvandt

19-årige Alexander Holzendorff oplevede lørdag mareridtet, da han kom kørende uden for Holbæk.

 

Pludselig så han bilens ene forhjul rulle foran sig. Han mistede herredømmet over bilen, der havde retning mod nogle træer. Men sammenstødet blev undgået, fordi han kørte i grøften inden da. (BT)

 

Torsdag havde en 31-årig kvinde en lignende uhyggelig oplevelse ved Aarhus. Hun nåede dog at standse, inden hjulet faldt af.

 

Pludselig hørte hun kraftig støj fra hjulene, og den blev værre og værre. Hun skyndte sig ind på et værksted, hvor mekanikeren kunne konstatere, at boltene på alle fire hjul var løsnet. Det ene hjul var tæt på at falde af. (stiften.dk)

 

Foreløbig har den farlige sabotage især ramt Sjælland. Hos Midt- og Vestsjællands Politi er der på to uger indgivet 10 anmeldelser om den slags. Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters politi er det 10-15 sager. (BT)

 

Men som sagen fra Århus viser, er denne form for sabotage begyndt at brede sig til hele landet. Både Fyn og Jylland har nu sager.

 

Ligesom stenene på motorvejen

Disse meningsløse, ondskabsfulde og dødsensfarlige angreb giver mindelser om de uhyggelige episoder, hvor sten er blevet kastet ned på motorvejen fra broer.

 

Et sådant anslag kostede sidste år en 33-årig tysk kvinde livet, da familiens bil blev ramt af en 30 kilo tung flise.

 

Man kan ikke bare kalde den slags for ”tankeløshed” eller ”kådhed”, som nogen gør. Når man løsner hjulbolte eller smider sten, ved man selvfølgelig godt, at det kan skabe en farlig situation for den ramte.

 

Det er afstumpethed. Man er simpelt hen ligeglad med, at man udsætter andre for fare. Ja, værre endnu: Man føler ligefrem en fornøjelse ved at gøre det.

 

I Danmark kan vi normalt glæde os over, at borgerne udviser samfundssind. De tager hensyn til de mennesker, som de deler samfund med.

 

Men dette er en total mangel på samfundssind. Det er samfundsødelæggelse. En lyst ved at skade sine medborgere.

 

Op til otte års fængsel

Endnu er ingen af gerningsmændene til sabotagen med hjulboltene blevet taget. De unge, der har smidt sten på motorvejene, er i det store og hele også gået fri.

 

Man må stærkt håbe, at det snart lykkes at afsløre nogle af dem, der laver sabotagen.

 

De skal have deres straf, og den skal være i den høje ende.

 

Sagerne behandles som overtrædelser af straffelovens paragraf 252, der har en strafferamme på otte års fængsel. Den handler om at udsætte andre for fare på liv eller førlighed.

 

Hvem er de?

Men det er ikke kun vigtigt at finde gerningsmændene for at forhindre dem i at fortsætte med deres modbydelige handlinger og give dem deres straf.

 

Det er også vigtigt, for at vi alle sammen kan finde ud af, hvad det er for nogle mennesker, der gør disse ting.

 

Tilsyneladende er der tale om forskellige gerningsmænd, der lader sig inspirere af hinanden. Hvem er de? Hvad driver dem til deres syge handlinger?

 

Lad os få svar. Det kan ikke gå hurtigt nok.

Del på Facebook