Tidligere gik konventionerne generelt ret upåagtet hen over hovedet på befolkningen.
I dag er det anderledes, og mange følger nu med i, hvilken betydning konventionerne har for deres land og dem selv.
De senere års vågnende interesse for, hvad det egentlig er, politikerne skriver under på i international sammenhæng, samt den evindelige messen: ”vores internationale forpligtelser”, skyldes formentlig, at vi kan se store dele af vores land, ikke mindst i storbyerne, forvandlet til noget, vi end ikke havde forestillet os i vores værste mareridt.
Tilknytning til Danmark – kan bruges til meget
I 2012 listede cand.jur. Jacob Mchangama diverse afgørelser op om henholdsvis udvisning og ikke-udvisning og – og skrev derefter: ”Det er en uacceptabel udvidelse – ja pervertering – af menneskerettighedsbegrebet, når en udlænding, der allerede er dømt for røveri og har en betinget udvisning, kan begå et nyt groft gaderøveri og slippe for udvisning.”
Det magiske ord er ”tilknytning til Danmark”.
Menneskerettighedskonventionens (MRK) artikel 8 er blevet et Sesam-luk-dig-op. Udlændinge formodes at have tilknytning til landet, hvis de har familie: forældre, søskende, kone og børn. Om deres skolegang har været næsten ikke-eksisterende, om de aldrig har kunnet få eller været i stand til at bestride et job, om de lever af kriminalitet, er ikke relevant for tilknytningen.
Hvis jeg husker korrekt, var det i første omgang FN, der var bekymret over, at Danmark udviste udenlandske forbrydere ved første grove kriminalitet og mente, de skulle have en chance. Det lød humant.
Den relevante fortsættelse: ”selv om befolkningen så udsættes for forbrydelser”, blev ikke udtalt, men det var dét, der blev konsekvensen. Derfor kan de kriminelle efter hver ny afsoning fortsætte deres forbrydelser mod befolkningen. Det bekymrer ingen. Og dét gør den betingede udvisning til en perversion.
Flygtningekonventionens artikel om flygtningenes ansvar er usynlig
Ikke mindre en perversion er det, at Flygtningekonventionens (FLK) artikel 2 synes at være upåagtet, grænsende til usynlighed.
”Der påhviler enhver flygtning forpligtelser overfor det land, i hvilket han befinder sig, herunder navnlig at han retter sig efter dets love og bestemmelser såvel som efter foranstaltninger, truffet til opretholdelse af den offentlige orden.”
Artiklen om retten til et familieliv er derimod meget synlig
Til gengæld er Menneskerettighedskonventionens artikel 8 (retten til familieliv) IKKE usynlig. Den kan alle messe selv i søvne. Endog migranter kender artiklen.
Når Folketingets jurister, dommere, dvs den såkaldte elite og andre mennesker, formoder, at der er tale om en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8, medfører det dybe panderynker. Og der bliver advaret om konsekvenserne, herunder ”Danmarks omdømme”, hvis sagen bringes for Menneskerettighedsdomstolen.
Asylansøgere kan begå kriminalitet stort set uden konsekvenser
Derimod har Flygtningekonventionens artikel 2 altså fået meget lidt interesse.
Måske fordi der ikke i konventionen nævnes noget om konsekvenserne ved at begå kriminalitet for dem, der påberåber sig at være asylansøgere. Og så kan det jo selvfølgelig være svært som lovgiver at finde ud af, hvad man skal stille op.
Der er yderst sjældent nogen konsekvenser, selv om der er tale om så grove forbrydelser som f.eks. ildspåsættelse, voldtægtsforsøg, også af børn, personfarlig vold og hjemmerøveri. Det er intet mindre end en katastrofe for befolkningen.
Et flertal udenom regeringen krævede i november 2015 kriminelle asylansøgeres hjemsendelse med første fly, men – små slag – ikke før, der var tale om alvorlig kriminalitet. Når henses til den nidkærhed, hvormed diverse konventioner ellers overholdes, kan det undre, at ikke enhver form for asylansøgeres kriminalitet medfører hjemsendelse. Selv om der ikke i konventionens artikel 2 er anført noget om konsekvenserne ved at bryde vores love, ses der heller ikke at være belæg for at graduere forbrydelserne.
Inkorporering af konventioner i dansk ret
Mange er sikkert af den opfattelse, at det kræver ikke blot en underskrift af konventionerne, dernæst ratificering og endelig inkorporering i dansk ret, før konventionerne er gældende ret her i landet.
Men det er ikke korrekt.
Institut for Menneskerettigheder (under pinden Dansk lovgivning) anførte om den daværende regering i 2013:
”Den nuværende regerings holdning til inkorporeringsspørgsmålet er, at Danmark er juridisk forpligtet til at efterleve konventionerne, når landet formelt tilslutter sig en aftale. Regeringen mener også, at ikke-inkorporerede konventioner kan påberåbes og anvendes ved danske domstole, da de anses for at være relevante retskilder. Regeringen er derfor ikke af den opfattelse, at inkorporering er retligt nødvendig.”
Dermed havde regeringen kogt alt i samme gryde, og den slap for besværet med at læse tillægsprotokoller og ændringsprotokoller til konventionerne. Revl og krat kan tages med som ”retskilde” i dansk ret, bare der er indgået en ”formel aftale”.
Spørgsmålet er det interessante, om den nuværende regering har rullet denne skadevirkning for det danske folk tilbage, eller om man bare har ladet fem og syv være lige. For det er sådan den virkelighed, de fleste af os lever i, ser ud.
