Jørgen Kieler var parat til at ofre sit liv for Danmarks sag

Den kendte modstandsmand, Jørgen Kieler, døde søndag, den 19. februar, 97 år.

 

”Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget”.

 

Churchills ord om RAF piloternes sejrrige indsats under luftkampen om England 1940 – 1941 kan med god ret også bruges om de meget få danske modstandsfolk og de danske sømænd, der kæmpede mod tyskerne under den tyske besættelse af Danmark 1940 – 1945.

 

De reddede ikke Danmark som nation; men de reddede delvist Danmarks ære efter den forsmædelige 9. april 1940, hvor Danmark overgav sig uden kamp og efterfølgende samarbejdede tæt med besættelsesmagten.

 

Jørgen Kieler var en af de mest betydningsfulde modstandsmænd. Han var født i Horsens og læste medicin i København, da Danmark blev besat. Som bekendt begyndte modstandsbevægelsen først for alvor efter det tyske nederlag ved Stalingrad i begyndelsen af 1943.

 

En af dem, der var med fra begyndelsen, var Jørgen Kieler. Han var med til at hjælpe de danske jøder på flugt i 1943, grundlagde sammen med andre et trykkeri, der bl.a. duplikerede det illegale blad, Frit Danmark.

 

I oktober 1943 var ham medstifter af modstandsgruppen Holger Danske, og han medvirkede i flere sabotagehandlinger, indtil det gik galt under en aktion i Åbenrå, hvor han blev såret og taget til fange af tyskerne. Han blev ført til Vestre Fængsel og kom i forhør på Dagmarhus og udsat for tortur.

 

Efterfølgende blev han dødsdømt; men dommen blev ændret til ophold i koncentrationslejren Porta Westfalica, hvor han var indtil kort før krigens afslutning, hvor han kom hjem med De hvide Busser.

 

Anerkendt kræftforsker – men han glemte aldrig modstandskampen

Da han var kommet til hægterne efter rædslerne i koncentrationslejren, fuldførte han sit medicinstudium. Han blev dr. med. og en anerkendt kræftlæge og -forsker.

 

Sideløbende med en omfattende, videnskabelig litteratur, skrev han også flere bøger om modstandskampen, ligesom han blev kendt som en dygtig formidler gennem foredrag om besættelsen, bl.a. i fjernsynet.

Læs også
Video: Vera Lynn holdt modet oppe hos sodaterne under Anden Verdenskrig – hør hende synge: “We will meet again”

 

Han var i 13 år formand for Frihedsfonden, hvis formål var at mindes frihedskampen og yde økonomisk støtte til frihedskæmpere, der havde taget skade under besættelsen samt til enker og børn efter frihedskæmpere.

 

Jørgen Kieler arbejdede derfor til det sidste på at sikre, at det ny opførte Frihedsmuseum efter det gamle og nedbrændte, også bliver et museum om modstandsbevægelsen og ikke kun om den tyske besættelse af Danmark.

 

Jørgen Kieler blev en legende, mens han levede. Han var et sjældent stærkt menneske, der var parat til at ofre sit liv for Danmarks sag.

 

 

 

 

 

Læs også
Kulturhistorie: Risikoen ved at læse Bodega Blues er en overvældende tørst og en uovervindelig lyst til at besøge de steder, forfatteren beskriver så levende og farverigt

 

 

 

 

 

Fto: Steen Raaschou, snaphanen.dk

 

Arne Sloth Kristoffersen. Skribent og foredragsholder. Hjemmeside: arnesk.dk

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…