Journalisten Alexandre Mendel beskriver i bogen La France Djihadiste jihadismens udbredelse i Frankrig (og Belgien).
I nogle byer har jihadisterne i særlig grad sat sig deres tydelige præg. De har her dannet deres egne enklaver, hvorfra den oprindelige befolkning er fortrængt. Mendel har besøgt nogle af disse steder.
Molenbeek, et knudepunkt for Europas terrorister
Molenbeek er en forstad til Bruxelles i Belgien. Næsten alle Europas terroristiske muslimer har været i Molenbeek. Det er i realiteten en salafistisk by med næsten 100.000 indbyggere.
Hovedgaden har kun nordafrikanske butikker. Der er halal-slagtere. Modeforretningerne sælger niqab og hijab tørklæder. Boghandlerne giver Zions Vises Protokoller en fremtrædende plads på hylderne. Til børnene sælges der dukker med tørklæde på og bamser, der reciterer Koranen.
Der er Western Union kontorer, hvorfra penge sendes til Syrien. Opkaldscentre sælger telefonabonnementer med billige takster til Mellemøsten og Nordafrika. Herudover er her “kulturforeninger” – en omskrivning for moskeer – der ikke anerkendes og støttes som sådan af staten. Omkring 30 af disse moskeer deles om radikaliseringen af muslimer.
I perioden 1992-2012 var socialisten Philippe Moureaux borgmester i Molenbeek. Han var blandt de lokale kendt som “den marokkanske konge”.
Han lukkede øjnene for, at man i hans by kunne sælge automatrifler båret under frakken, gå med heldækkende ansigtsslør, og at der blev prædiket had mod Europa i de islamiske foreninger.
Da den fransksprogede tv-station RTBF interesserede sig for, at burkaforbuddet ikke blev overholdt i Molenbeek, sammenlignede Moureaux journalisten med Goebbels. Borgmesteren fik sig en 35 år yngre marokkansk kone og lod sig omvende til islam. Der var ro i hans rige – og krig for de andre; det var prisen for hans popularitet.
Lunel, der har den største madrasa i det sydlige Frankrig
Byen Lunel ligger mellem Montpellier og Marseille og har 25.000 indbyggere. For et par år siden tog 25 unge herfra til Syrien og Irak for at tilslutte sig Islamisk Stat. Det vil sige at 1 ud af 1000 tog afsted.
Det skabte stor presseomtale, men borgmester Claude Arnauds første reaktion var at benægte, at de unge jihadister var rejst. Dernæst tog han afstand fra journalisterne, der “talte dårligt om hans by”.
Roubaix minder om Gazastriben
Roubaix ligger nær grænsen til Belgien. Den islamiserede by er præget af social kontrol. Der er seks moskeer, man følger dagens bønner, og der er koranskoler og jihadkrigere. Ligesom i Molenbeek og Lunel er bymidten endnu mere islamiseret end udkanten af byen.
Seine-Saint-Denis er departementet, hvorfra flest rejser til Syrien
Seine-Saint-Denis ligger nordøst for Paris. Fra dette departement er 300 unge taget til Syrien. Det er det højeste antal for noget departement, og det er en femtedel af alle dem, der er rejst fra Frankrig for at tilslutte sig Islamisk Stat.
Lyon er Frankrigs salafistiske hovedstad
Lyon har omkring 20 salafistiske moskeer og er dermed den franske by, der har flest. Mere end 100 jihadkrigere herfra har tilsluttet sig Islamisk Stat.
I kvarteret La Guillotières handelsgade rue Paul Bert er der opkaldscentre og Western Union kontorer. I Dubai-centret sælges der parfume, zamzam-vand (helligt vand fra Mekka), og et utal af islamiske bøger. Her findes bøger om, hvordan man sætter sit tørklæde, hvordan man undgår at kigge på en kvinde, og hvordan man bor blandt de vantro.
Toulouse, hjemby for terroristen Mohamed Merah
I Toulouse er islamiseringen spredt over flere kvarterer såsom La Reynerie, Mirail, der har flere salafistiske moskeer, og Izards, hvorfra terroristen Mohamed Merah kom. Merah dræbte i 2012 syv personer, heraf tre jødiske børn, i Toulouse og Montauban. Han filmede sin udåd med et Go-Pro kamera. Merah betragtes som en helt i lokalområdet.
Moskeen i Izards har bønner på gaden. To personer holder vagt – officielt for at servicere menigheden, og f.eks. henvise til parkeringspladser. Uofficielt skal de holde journalister, betjente og andre myndighedspersoner væk fra deres territorium.
I Toulouses bymidte (Arnaud-Bernard kvarteret) beklagede naboer sig i 2013 over larmen fra en uofficiel moské, der kaldte til bøn kl. 4 om morgenen. En politibetjent dristede sig til at henvende sig til den lokale muslimske kulturforening, hvis formand retfærdiggjorde forstyrrelsen med, at “bønnen er den første søjle i religionen”. Over for en sådan forpligtelse måtte naboerne naturligvis bøje sig. Moskeen er stadigvæk åben.
Nice har kvarterer, der ligner Molenbeek
Nice er kendt for sin strandpromenade, Promenade des Anglais. Den 14. juli 2016 fejrede man her Bastilledagen, Frankrigs nationaldag. Idyllen blev brat afbrudt, da terroristen Mohamed Lahouaiej-Bouhlel pløjede en lastbil gennem menneskemængden.
Ude i byens periferi finder man de udsatte boligområder (zones urbaines sensibles, ZUS) Ariane og Moulins, der minder om Molenbeek. Her er prædikanter og en velorganiseret rekruttering af jihadister. Kvinderne bærer niqab. Områdernes fysiske grænser mellem islam og vantro bevogtes af vagtposter.
Avignon har salafistiske områder
250 km vest for Nice ligger den idylliske by Avignon, med dens historiske monumenter. Øst for bymidten har de imidlertid det udsatte boligområde Saint-Jean. Man ser her små piger klædt i jilbab og unge mænd i salafistiske klæder.
På apoteket skal kunder jævnligt forsikres om, at kapslerne ikke indeholder gelatine fra svin.
Paris Match beskrev i januar 2016 området som værende salafistisk. Da forfatteren Alexandre Mendel foreholdt nogle lokale denne beskrivelse, var kommentaren: “Det giver et dårligt billede af vores kvarter”. Salafisterne er høflige og laver ikke ballade, og “hvad de snakker sammen om kommer ikke os ved”.
Marseille, en indvandrerby
I den gamle havneby Marseille besøgte Alexandre Mendel det nordlige kvarter Bleuets i det 13. arrondissement. Salafismen sætter sit præg på bydelen. Kvinderne går klædt i niqab, abaya eller jilbab, og mændene bærer salafistiske klæder.
Mendel beskriver sine oplevelser i bydelen. I indkøbscentret Saint-Paul så Mendel butiksgaden blive dækket med tæpper inden fællesbønnen. Et foreningsmedlem fra moskeen ved siden af gik rundt til de handlende og mindede dem om, at bønnen gik i gang om et kvarter. Tobakshandleren lukkede sin butik og gik ud for at holde en pause, mens han tog en cigar og forsikrede, at det ikke gjorde ham noget. Det har været sådan i årevis, og han respekterer andres traditioner. Folk fra moskeen dirigerede trafikken i de nærliggende gader.
Da en salafist på omkring de 50 år så forfatteren tage et foto med sin smartphone, forlangte han, at Mendel slettede det.
Det nægtede han, eftersom det var et offentligt sted. Salafisten tilkaldte så en ung mand. Forfatteren forlangte nu at se imamen med det samme og truede med at ringe efter politiet. Nu foregav den 50-årige pludselig, at han ikke talte fransk. Imamen gav Mendel en ledsager hen til bilen, så han kunne komme sikkert derfra.
