Bandekonflikten
Af Carsten Jørgensen
Det er beskæmmende at høre de danske politikere’s udtalelser om hvad der burde gøres i forbindelse med bandekonflikten, i øjeblikket mellem nogen personer der kalder sig LTF og andre der kalder sig Brothas.
Der er nu en ”fædregruppe” på Nørrebro der har forhandlet en ”våbenhvile” mellem de stridende parter, ja men hvad sker der Danmark, disse fædre som jo må kende alle de kriminelle siden de kan forhandle en våbenhvile, mener ikke at de skal stoppe med deres kriminalitet, men blot at de skal holde en pause for skyderiet, på samme måde som FN beder de stridende parter i diverse konflikter i mellemøsten om en pause så de kan få nødhjælp ind til civilbefolkningen.
Vores demokrati i Danmark er bygget op gennem generationer hvor respekt og omsorg for hinanden har været grundpillerne for vores samfund, det er det ikke mere, efter at den seneste generation af politikere har valg at Danmark skulle være multikulturalt, godt nok uden at kende eller erkende konsekvensen af deres handlinger.
Vi er nået dertil hvor vores normale tilgang til et problem, møder- dialog- pædagoger- m.m IKKE virker på disse personer, derfor er vi nød til at tage drastiske midler i brug.
Det eneste de personer frygtet mere end at bliver skudt, er udvisning fra Danmark, derfor er det på tide at vi bruger det ultimative middel. Alle der ikke har Dansk statsborgerskab eller dobbelt statsborgerskab bliver første gang de bliver dømt for en forbrydelse over en fastlagt grænse, udstyret med et klippekort med tre klip, hvor det ene allerede er brugt. Hvis personen er under 18 år og har flere domme inden sit fyldte 18 år, får han et klippekort med 2 klip tilbage, til sin 18 års fødselsdag.
Når det 3 klip er brugt bliver han uden at kunne anke til hverken Højesteret, menneskeret domstol eller andre, udvist for bestandig.
Ovenstående gælder alle i Danmark som ikke har Dansk statsborgerskab eller dobbelt statsborgerskab.
Hvis vi konsekvent siger fra til mennesker der ikke vil Danmark, har vi en mulighed for at genskabe det samfund som vores forældre og bedsteforældre efterlod os, inden det er for sent.
Forbryderes kontanthjælp
af Visti Christensen
Den ekstreme københavnske venstrefløj er imod, at et politisk flertal nu vil fratage dømte bandemedlemmer kontanthjælp. Deres argument er, at de ved løsladelse igen vil søge tilbage i bandemiljøer for at skaffe penge ved kriminalitet.
En sådan indstilling er da at flå alle gode døre af fornuftens hængsler. Man vil præmiere forbrydere for at få dem til at undlade at begå kriminalitet. Som om disse selv er uden skyld i at have valgt den kriminelle løbebane! Man kan ikke en bloc tage det personlige ansvar fra mennesker, så er jo kun dyret tilbage!
Hvordan kan man synes, at lovlydige folk skal betale lovbryderes underhold?
Hvis en kriminel – efter udstået straf – vælger at fortsætte sit liv i kriminalitet, må han fanges igen og få mere straf. Indtil han erkender, at han personligt må vælge at lade sig opdrage til at finde et normalt arbejde som alle andre, og at han ikke skal fremture i den splittergale tro, at han bare præmieres med penge og bolchepædagogik – og så iøvrigt blot fortsætter med at vælge forkert. Det må da være både udgangspunktet og målsætningen for et fællesskab, der ikke skal køre på firkantede hjul, men ønsker ret, rimelighed og sund fornuft for alle.
Et plejehjem i Albertslund
Af John Lindblad Christensen
I tilknytning til Birgitte Munding artikel om hendes mors plejehjem er her en lille beretning om et plejehjem i den meget progressive kommune Albertslund.
Alle politikerne her taler om ældre-velfærd, men…..
Jeg er pilot på “Cykling uden alder” og kommer i den anledning ofte på vores lokale plejehjem. Det er en trist oplevelse. Et kridhvidt, koldt hospital i flere etager. Ingen hygge, ingen sofahjørner, ingen varme gardiner, ingen hyggelamper, ingen gulstæpper. Arkitekten, har jeg fået at vide, har bestemt, at der ikke skal pynt på væggene på den meget lange gang, og at de ikke skal væreovervejende hvide. Hvorfor nu det?
Stuerne kan måske være ret så hyggelige, men de udgør jo også beboerens hele hjemmeverden. Gangen er jo bare en slags trappegang. Derfor er det besynderligt, at sengen ligesom væggene er hvid. Hvorfor ikke grøn eller bare gul?
Spisestuen består af spredte småborde, og igen, det hele er hvidt. Som en kantine på en fabrik. Men ingen udsmykning.
Lige overfor ligger opholdsstuen. måske tre gang fire meter. Et lille firkantet bord i et af hjørnerne. Et stort rundt spisebord midt i det hele. En en enkelt lille lænestol, og derefter intet andet. Hvide vægge. Ikke det mindste spor af hygge. Kold loftbelysning
Beboerne kommer fra hjem med spisebord, sofahjørner i farver, gulvtæpper, hyggelig belysning og billeder på væggen. Måske et akvarie eller et fuglebur. Men her? Ren overlevelse. Bleskift, bad og mad. Ikke meget andet.
De mere mere eller mindre demente beboere sidder der bare. Sådan er det jo med de mennesker. De forsvinder rent mentalt, og endnu kan man intet gøre. Andet naturligvis end at prøve at gøre deres liv så varmt og hyggeligt som muligt. Man aktiverer for at forlænge livet, men undlader kvaliteten.
Personalet gør, hvad de kan. Altså de faste. De er så søde og rare, men for dem er indretningen jo heller ikke særlig inspirerende. Mine passagerer fortæller mig, at der er stor udskiftning. Og der er et rend ud og ind af vikarer, som åbenbart kommer lige fra gaden. (Eller jobcentret?) Meget unge og ofte “af anden etnisk oprindelse”, hvad jeg normalt kalder tørklædedamer, som intet har tilfælles med beboerne. Og der er da heller ike noge n form for samtale.
Nye hver eneste gang, jeg kommer. Dem, jeg kører med, gider ikke engang lære deres navne, for de er nok væk næste dag. Og jeg har oplevet at komme hjem fra en køretur, hvor kun én eneste på hele afdelingen kendte til den lift, som skulle bringe min passager fra cyklen til sengen.
Samlet får man det indtryk, at man ikke evner at gøre Albertshøj til et hyggeligt, varmt hjem for syge mennesker. De gamle er ikke beboere, men patienter.
Jeg udtænkte derfor efter tiladelse fra den forrige leder en plan med varme farver på væggene, et akvarie, en lille hønsegård, musik, en køkkenhave og et hyggeligt sofahjørne, og det vakte jubel alle steder. Både hos personale og beboere.
Så jeg gjorde klar med for kommunen gratis materialer, og var klar til at begynde arbejdet. Alene mand. Men jeg nåede kun til akvariet, som forresten endnu ikke har fået fisk.
For disse initiativer gik åbenbart æren for nær hos den nye leder af centret. Hun fejede det hele af bordet og tilbød mig et job som besøgsven.
Så værsgod, mine damer og herrer. Et styk hvidt, koldt, bart og livløst plejehjem med personale, der ikke ikke aner, hvad det vil sige at være gammel.
De Syriske flygtninge skal hjem
Af Jørgen Casse
Kristian Thulesen Dahl har ganske ret i, at de syriske flygtninge skal sendes hjem snarrest muligt. Der vil ikke kunne findes mange gode argumenter imod dette.
Da anden verdenskrig sluttede lå næsten alle de store byer i Tyskland i ruiner efter bombningerne. Det fik ikke den tyske befolkning til at sidde med hænderne i skødet og vente på an andre skulle genrejse Tyskland.
De tyske kvinder tog resolut fat på at rydde gader og stræder for murbrokker, rense dem men henblik på genanvendelse. Begrebet ‘trümmer frauen’ stammer herfra.
Næsten alle kvinder i de store byer deltog i denne genrejsnings process, uanset status eller alder. Alle var de stolte over at have været med til at genskabe deres land som fugl phønix.
Under hele processen boede de i ruinerne, ofte i rottehulslignende i ruindynger. Hvor det var muligt blev udbombede huse brugt selvom facader og væge manglede. De trodsede de meget hårde vintre i 1946-47 under disse forhold.
De syriske flygtninge kan gøre det samme, de kan deltage i genrejsningen af deres eget land. Vejrforholdene er betydelig mere gunstige end de var i Tyskland. Deltage kunne de, i stedet for at sidde på deres hænder og være til last for Europas etniske borgere.
Det er på tide at de gør en praktisk indsats for deres egen fremtid, der ikke ligger i Europa, men i deres hjemland.
Når de har medvirket til genrejsningen af deres land kan de med stolthed sige: “Vi gjorde det”
At Puk Damsgård ikke har set noget lignende som ødelæggelsen at Ragga, betyder at hun ikke har fulgt med i historietimerne dengang for ikke så længe siden.
Byer som Hamburg (juli/august 1943), Dresden (februar 1945), Hiroshima og Nagasaki (august 1945) led en værre skæbne både fysisk og menneskeligt.
Det er urealistisk for syrierne at regne med at resten af verden vil påtage sig at genopbygge det land de selv har ødelagt, ved at starte en borgerkrig.
De bør alle som en medvirke til en tilbagevenden til normale tilstande, kun derigennem kan de føle en national stolthed.
Som tyskerne, gak hen og gør ligeså! Det giver mening, det gør flygtningestatus i Europa ikke!
P-ofrene klager til politikerne
Af Jørgen Mejrup
En gruppe borgere i Svendborg føler sig bondefanget af Nordeuropas største parkeringskoncern Q-Park, der administrerer 55.000 P-pladser alene i Danmark. Borgerne siger at P-firmaet lokker dem i en fælde, når de parkerer hos Q-park i Korsgade-Jernbanegade i Svendborg. Oprørsgruppen” frygter at det står ligeså galt til på firmaets øvrige P-pladser i landet og beder politikerne om at tage affære. 700 frygtes uretmæssigt pålagt P-afgift, fordi skiltningen på pladsen forekommer uforståelig.
Protestgruppen hævder, at det er retsstridigt, når der på pladsen både afkræves løsning af parkeringsbillet samtidig med, at der skiltes med P-forbud fra klokken 15-22. Der advares i k k e på billetautomaten om, at der også gælder et forbud 15-22.
-Bilisterne tror, at den hellige grav er vel forvaret, når de løser P-billet med ankomsttid anført og de efterfølgende betaler fra parkeringen med kvittering for den brugte tid og betaling, der typisk trækkes via kundens Dankort, forklarer et af ofrene, der nærmest ved en tilfældighed opdagede, at der var hæftet en rød kontrolafgift under bilens vinduesvisker.
– Det må da være løgn, bemærkede bilisten til sit ligeså forbløffede hustru.
Heldigvis dukkede en af de ansatte fra den nyetablerede forretning Smag Vin overfor pladsen op og forklarede, at parret var gået i en parkeringsfælde.
-Jeg forsøger at advare så mange, som muligt, men jeg skal jo også passe forretningen, forklarede han og pegede på et skilt ved siden af P-automaten, der med mange ord ridsede pladsens regler for parkering op.
Og ganske rigtigt – P-forbuddet 15-22 – dukkede op midt nede i en ordflom af anvisninger.
- I kan intet stille op. Masser har klaget uden held, forklarede vinmanden.
- Jeg må ærligt tilstå, at jeg også er gået i fælden, siger forretningens indehaver, direktør Thomas Pedersen, der etablerede forretningen i juni måned d. å.
- På et tidspunkt satte vi og nogle af de andre ofre hjemmelavede skilte op på pladsen med advarsler, men dem rev P-kontrolløren ned, ligeså hurtigt de var kommet op, fortæller folkene i vinbutikken. De vil nu gøre et nyt forsøg –nemlig med en tydelige advarselsskiltning i butiksvinduer ud mod P-pladsen.
- -Det rammer jo også vore kunder, siger Thomas Pedersen, der nu vil sende en kopi af sine P-bonner og kontrolafgiften (der er betalt) retur med krav om tilbagebetaling og trussel om inddrivelse via inkasso, hvis tilbagebetaling ikke sker inden 10 dage.
- -Jeg henholder mig til en omtale af sagen i blandt andet Den Korte Avis, der slår fast, at både EU’s Menneskerettigheds Kommission og Højesteret i 2010 fastslår, at parkeringsovertrædelser er overtrædelse af straffeloven, at skiltningen er uklar og vildledende og dermed ugyldige, siger Thomas Pedersen.
- Der må ifølge flere retsafgørelser ikke forekomme dobbeltskiltning på P-pladserne, der vildleder borgerne..
- Chefen for Q-Park i Danmark, direktør Axel Pedersen har overfor Fyns Amts Avis bestridt, at skiltningen ikke er i orden.
