Det lyder som et dumt spørgsmål, hvor svaret er givet på forhånd – at forsvare Danmark, selvfølgelige. Men sådan er det desværre ikke.
Faktisk har forsvaret også ansvaret for at fremme fred og sikkerhed i verden og respekten for menneskerettighederne. Det står der i loven om forsvarets formål. Faktisk er et militært forsvar af Danmarks territorium kun den næstøverste af de tre formål, som loven siger, at forsvaret har.
Det første formål er at forebygge konflikter og krig (det siges ikke i hvilket område af verden!), det andet er at hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og integritet, og det tredje er at fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne.
Der er flere problemer i den lov. Derfor har jeg da også fremsat beslutningsforslag i Folketinget om, at loven ændres.
Det er selvfølgelig det andet formål – at hævde Danmarks suverænitet – der er det rigtige formål for det danske forsvar.
Formål nr. et om at forebygge konflikter og krig giver også mening, hvis det indsnævres til vores nærområde. For hvordan og hvorfor skal dansk forsvar dog forpligtes til at forebygge konflikter i fjerne områder som for eksempel Afrika eller Sydamerika? Men naturligvis giver det mening, hvis vi taler om Arktis eller det baltiske område.
Det tredje formål er helt forkert. Selvfølgelig kan det da ikke være det danske forsvars opgave at fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne. Og da slet ikke hvis man forstår det sådan, at man ved at sprede menneskerettighederne fremmer en fredelig udvikling i verden.
Hvis dette virkelig var forsvarets opgave, ville danske soldater være forpligtede til at kæmpe over hele jordkloden for indførelse af menneskerettigheder. Og det mener vi jo ikke seriøst. Hvem ønsker sin søn sendt i krig for menneskerettigheder i Yemen eller i Sudan? Og ville en sådan menneskerettigheds-mission netop ikke føre til flere konflikter i verden?
Man må sige at den nuværende lov om forsvarets formål fra 1993 er en rest af den såkaldte ”liberale verdensorden”, som er ved at blive afmonteret for øjnene af os.
”Den liberale verdensorden” – det er navnet på den optimistiske indstilling til en verden, der vandt indpas efter den kolde krigs afslutning. Francis Fukuyamas ide om historiens afslutning blev gængs tænkning hos de fleste beslutningstagere. Nu var kommunismen forsvundet med USSR, og demokrati og menneskerettigheder ville brede sig over kloden og skabe fred og frihed for alle. Det ville næsten gå af sig selv.
Dog ikke helt, så man var nødt til at have væbnede styrker, der kunne hjælpe med til at give de lande, der var lidt langsomme til at ændre sig et puf i ryggen, så de kunne komme i gang med den nødvendige demokratiske og menneskeretslige udvikling.
Med Trump i det hvide hus er Fukuyamas ære afsluttet og det realistiske verdensbillede vil forhåbentlig brede sig.
Det realistiske verdensbillede går – i min udlægning – ud på, at man anerkender, at forskellige kulturer og lande har forskellige værdier. Man anerkender ikke de såkaldt universelle menneskerettigheder som universelle. Man ser dem som et udtryk for dele af den vestlige kultur – altså for partikulære værdier udsprunget i en helt særlig sammenhæng og historie. Man behøver ikke at frygte andre kulturer og værdier, hvis blot man kan få en ordning, hvor man anerkender andre landes ret til selv at bestemme deres eget system og indenrigspolitik.
Saudi Arabien og Kina er gode eksempler på lande, som vi har et godt og fornuftigt forhold til, men hvor vi bestemt ikke kan lide deres måde at regere på. Men det giver os ikke retten til at reformere de to lande. Vesten er jo ikke Sovjetunionen, der faktisk følte en forpligtelse til at udsprede den kommunistiske verdensrevolution til alle lande. Det var ret uhyggeligt!
Det realistiske verdensbillede skal kombineres med de Westphalske principper om suverænitet og ikke-indblanding i andre landes interne anliggender. Det giver stabilitet. Kan man få andre lande til at acceptere denne opførsel er vi nået langt.
Den liberale verdensorden er destabiliserende i sit væsen, fordi den giver os som bærere af de liberale værdier en forpligtelse til at udbrede dem i andre områder af verden. Det er det, der står i denne lov om forsvarets formål. Derfor er det vigtigt at få ændret.
Med forslaget om en ændring af forsvarets formål til det helt logiske og realistiske, – nemlig til at det er forsvarets opgave at forsvare det danske territorium og at forebygge konflikter og krig i Danmarks nærområde vil vi være med til at afmontere utopien i den liberale verdensorden og geninstallere sund fornuft og pragmatisme i loven om forsvaret.
For selvfølgelig kan vi ikke forpligte danske soldater til at sætte deres liv på spil for politiske utopier udtænkt kort efter murens fald. Selvfølgelig kan vi kun bede dem sætte livet på spil, når der er alvorlige trusler imod Danmark og danske interesser. Det siger sig selv.
Marie Krarup MF for DF