I går gav EU-Kommissionen reelt grønt lys for permanent grænsekontrol i medlemslandene.
Det har den fået besked på af en gruppe lande, hvor Danmark er med, og hvor Tyskland og Frankrig fører det store ord.
Denne beslutning markerer et historisk vendepunkt.
Slut med de åbne grænser. Nu får de enkelte lande igen mulighed for at værne om deres grænser.
Det betyder på ingen måde, at landene lukker sig om sig selv, som politisk korrekte kredse og floskelmagere i erhvervslivet ynder at formulere det.
Landene vil fortsat være del af et omfattende økonomisk og politisk samkvem. Masser af gæster vil bevæge sig ind og ud. Men der er kontrol ved døren.
Stort folkeligt opbrud
Der er mange andre tegn på et historisk vendepunkt. Et af dem er Angela Merkels katastrofale valgnederlag ved søndagens tyske valg.
Overgearede journalister og kommentatorer havde ellers fået udråbt Merkel til ”Vestens leder”, der ville sørge for åbne grænser, stor indvandring og multikulturelt samfund.
Men Merkel fik smæk af vælgerne. Det drejer sig ikke kun om de 12,6 procent, der stemte på AfD. Der er et langt større opbrud i gang i befolkningerne i Tyskland og i Europa.
Det bliver stadig tydeligere, at fremtiden tilhører dem, der står for nationalfølelse, kulturel enhed, grænseværn, orden, sikkerhed og stram udlændingepolitik.
Overmod
For øjnene af os ser vi en åndelig tilstand begynde at gå i opløsning.
Denne tilstand blev skabt, da Vesten ved indgangen til 1960’erne oplevede uhørt magt og rigdom.
Det skabte et kolossalt overmod, som de snakkende klasser gav mæle: akademikerne, mediefolkene, meningsdannerne.
Vi kunne og skulle sprænge alle grænser. Væk med kulturel forankring, orden og traditioner. Der var fri bane for at opfinde sig selv og realisere sig selv hele tiden.
Vi skulle frelse hele verden. Der fandtes ikke et problem på denne klode, som ikke var det mægtige Vestens ansvar. Vi havde skylden for det hele, og vi måtte klare det hele – ellers var vi onde.
Vi skulle tage imod hele verden. Kulturforskelle var bare til for at blive overvundet. De ville forsvinde i en multikulturel harmoni, når bare vi gav dem lov.
Masseindvandring fra den muslimske verden ville ikke skabe kløfter og konflikter i vores samfund – den ville betyde berigelse og nye spændende muligheder.
Selvhad
Overmodet blandede sig med selvhad.
På den ene side kunne og burde vi tage os af alle verdens problemer. På den anden side havde vi ikke noget at være stolte af. Tværtimod: Vi skulle skamme os over vores kultur og historie.
Det var kun godt, hvis denne kultur blev opløst i et multikulturelt samfund.
Men nu gør flere og flere op med denne åndelige tilstand, som de snakkende klasser forsøgte at tvinge ned over hovedet på dem.
Nu kræver man et samfund, der bygger på det kultur- og værdifællesskab, som er skabt gennem en lang historie.
Man vil engagere sig internationalt, men man vil gøre det med fundament i national kultur og nationale værdier.
Kan vi nå det?
De snakkende klasser i medierne snakker stort set bare videre. Med den samme politisk korrekte, venstreorienterede slagside.
Men befolkningerne er mere og mere ligeglade med, hvad de snakkende klasser siger. De vil have nationalfølelse, kulturel enhed, grænseværn, orden, sikkerhed og stram udlændingepolitik.
Det store spørgsmål, som befolkningerne stiller sig, har intet at gøre med de snakkende klassers mediedebat.
Det lyder: Kan vi nå det? Kan vi nå at bremse den ikke-vestlige masseindvandring? Kan vi nå at få orden på vores samfund, inden det går i multikulturel opløsning?
Kan vi nå at rydde op efter den åndelige tilstand, der blev skabt, da man ville sprænge alle grænser og tage ansvaret for hele verden?
