Anden valgrunde ved franske præsidentvalg har normalt stået mellem socialisterne og de konservative i en eller anden udgave.
Men ved dette års valg er ingen af disse traditionelle hovedkræfter i fransk politik videre til anden runde.
Dette er et udtryk for det vælgeroprør mod den etablerede politik, som har vist sig i den vestlige verden i de senere år. Mistilliden til de velkendte politikere og håbet om noget nyt er vokset.
Men man skal passe på med at overdrive, hvor voldsomt dette vælgeroprør er.
Den nye dreng i klassen vinder
Alt tyder på, at den blødt venstreorienterede Emmanuel Macron ender som Frankrigs næste præsident.
Hans politiske synspunkter er velkendte på europæisk plan: Han er meget EU-venlig, økonomisk reformvenlig og særdeles politisk korrekt i forhold til indvandringen.
Når Macron trods den velkendte politik har kunnet tale til et håb om fornyelse, hænger det i høj grad sammen med, at han er klassens nye dreng og personligt ubelastet.
I tider med oprørsstemning og mistillid kan det i sig selv være et stort aktiv, at man er et frisk indslag uden skeletter i skabet.
Fillons nedtur
Samtidig fik Macron en usædvanlig taknemmelig baggrund at brillere på:
På den ene side var den socialistiske præsident Francois Hollande en fuldkommen fiasko.
På den anden side snublede den konservative Francois Fillon, der længe lå som storfavorit med sin blanding af stram udlændingepolitik og økonomiske reformer.
Han tabte reelt valget, da det kom frem, at han havde ansat sin familie i job inden for det politiske system, hvor de tilsyneladende ikke lavede meget for pengene.
Det handicap overvandt Fillon aldrig, selv om hans politik havde ganske stærk appel.
Den første lære
Dette er den første lære af det franske præsidentvalg:
Nu om dage, hvor mange vælgere er politisk usikre og søgende, bliver politikere i høj grad vurderet ud fra deres moral. Hvis der opstår en følelse af, at de fifler eller snyder, bliver det straffet hårdt.
Vi kender også dette mønster fra dansk politik.
Måske gjorde Fillon ’bare’, hvad adskillige franske politikere har gjort. Men medier og politiske modstandere fik ham hængt så eftertrykkeligt ud, at sagen blev fatal for ham
Med Fillons nedtur er vejen nu banet for, at Macron bliver Frankrigs næste præsident.
Godt valg for Le Pen, men …
Marine Le Pen og Front National fik ganske vist et godt valg med klar fremgang i første runde.
Men når hun ikke kunne slå Macron i første runde, tyder intet på, at hun kan slå ham i anden runde.
For i anden runde vil et meget stort antal af de borgerlige politikere støtte Macron, og meningsmålingerne tyder klart på, at vælgerne vil følge dem.
Man vil endnu engang opleve en bred front af alle de kræfter, der for enhver pris vil forhindre Front National i at komme til magten.
Allerede søndag aften væltede det ind med borgerlige politikere, der erklærede deres opbakning til Macron – herunder Fillon.
Den anden lære
Her ligger en anden lære af det franske præsidentvalg:
Nok er der tendenser til vælgeroprør i Europa, men så eksplosivt er dette oprør altså heller ikke. Der er ikke nogen stemning af desperation eller hang til radikale løsninger.
Tag EU: Der er en udbredt skepsis over for EU’s magtfuldkommenhed. Men flertallet i Frankrig, Danmark og andre lande ønsker ikke at forlade EU.
Le Pen får ganske givet megen sympati for sine kritiske holdninger til massetilstrømningen af indvandrere. Men mange vælgere har efter alt at dømme også en frygt for, at hun vil sætte noget over styr.
Fast, men rolig hånd
De fleste europæiske vælgere er dybt bekymrede for den ukontrollable indvandring, der gør Europa mere og mere muslimsk. Men de er langt fra barrikadestormere.
De ønsker en fast hånd, men også en rolig hånd uden for megen ballade og voldsom retorik.
Hvis man ikke indser det, kan man bane vejen for typer som Emmanuel Macron. Han har absolut ikke nogen fast hånd i forhold til tilstrømningen, tværtimod.
