Ny film: Whitney Houston – en stor stjerne fik ødelagt sit liv

Udskriv

***** 5 stjerner ud af 6

 

Hvem kender ikke Whitney Houston? Den amerikansk pop- og R(hytm) & B(lues)-sangerinde, der også blev skuespiller. Hun kom ud med sit debutalbum i 1985, og pladen blev en stor succes hos både anmeldere og publikum.

 

En succes blev også den efterhånden legendariske film ”Bodyguard” (1992), hvor Kevin Costner spiller over for Whitney Houston i rollen som den forkælede og hysteriske megastjerne Rachel Marron.

 

Nu har Nick Broomfield og Rudi Dolezal lavet en dokumentarfilm om popmusikkens første kvindelige, sorte superstar, der døde kun 48 år gammel. I 2012 blev hun fundet livløs i badekarret på sit hotel – efter års misbrug af alkohol og stoffer.

 

Hvordan kunne det gå så galt for denne smukke og charmerende kvinde udstyret med et guddommeligt organ? Det spørgsmål sætter filmen WHITNEY: CAN I BE ME sig for at besvare.

 

Den sidste vellykkede verdensturné

Dokumentaren tager afsæt i Whitney Houstons sidste vellykkede verdensturné i 1999.  Vi følger hende både på og bag koncertscenen i en række optagelser, der aldrig har været vist før. Indflettet i koncert-klippene optaget af Whitneys bekendt Rudi Dolezal er en række flashbacks til Whitneys barndom og unge år. Dels i form af fotografier, dels filmklip. Tilbageblikkene skildrer hendes vej til toppen og relationen til bl.a. forældrene og bedsteveninden Robyn.

Læs også
Filmanmeldelse “THE PARTY”: Fremragende kammerspil i farveprægtigt sort-hvid

 

Whitney lægger ud som gospelsanger i den lokale kirke, hvor moderen, Cissy Houston – selv sangerinde – styrer sin datter(s stemme) i den retning, hun mener bedst kan fremme karrieren for talentet. Senere bliver Whitney promoveret som popsanger af agenter, der formskærer hendes musik, så den appellerer til en hvid modtagergruppe. Til vrede for en række sorte, der synes, hun sælger ud af sine rødder. Deres buh’en ved en af de mange prisuddelinger, hun høster, sårer Whitney dybt. Episoden glemmer hun aldrig.

 

Bobby Brown

Whitneys nedtur begynder så småt, da hun møder sin senere ægtemand Bobby Brown, der også er sanger og danser. Det vil sige: I første omgang klikker de bare, og hun gør, hvad hun kan for at fremme hans karriere ved at tage ham med på scenen, når hun turnerer. De får datteren Bobbi Kristina, og alt tegner tilsyneladende lyst og lykkeligt.

 

Men de er begge misbrugere, dels af stoffer, dels alkohol, og ender med at fastholde hinanden i en ond spiral.

 

Veninden Robyn

Noget af det mest interessante ved filmen er Whitneys forhold til veninden Robyn – måske den person, der har været tættest på hende overhovedet? Til stigende irritation for den jaloux Bobby, der vil have Robyn – som også arbejder for Whitney – fjernet fra truppen, så han selv kan få mere plads og Whitneys fulde opmærksomhed.

Læs også
Filmanmeldelse “THE FOREIGNER”: Når gamle-far tager affære

 

Årsagerne til Whitneys tragiske deroute

Whitneys livvagt spiller en ret fremtrædende rolle i filmen. Interviews med ham, Cissy og en lang række af de musikere og medarbejdere, der udgjorde Whitneys inderkreds, afdækker skridt for skridt årsagerne til hendes tragiske deroute. Hver enkelt, der har kendt hende, bidrager på godt og ondt med brikker til en forståelse af faldet fra tinderne.

 

Whitneys op- og nedtur bringer filmene om såvel Michael Jackson og Amy Winehouse i erindring.  Lysende klart står det, at for verdensberømmelse er der ofte en høj pris at betale.

 

Titlen ”Whitney: Can I Be Me” antyder en del af Whitneys problem med at stå for presset i mediernes konstante søgelys. Ikke mindst når de nærmeste – mor, far og Bobby – tilsyneladende først og fremmest tænker i egne (økonomiske) interesser.

 

Et gribende portræt

Broomfield og Dolezal har lavet et indfølende, facetteret og gribende portræt af en af verdens dygtigste sangerinder. Ikke bare havde hun en stemme som en engel, hun fremtræder som et sødt, generøst og sympatisk menneske. Der passede alt for dårligt på sig selv og sin stemme. Tankevækkende nok led superstar’en af mindreværdskomplekser.

Læs også
Filmanmeldelse “KÆRLIGHEDEN FLYTTER IND”: En rigtig feel-good film

 

Så ja. Det lykkes filmen at give svaret på, hvordan det kunne gå så galt. Som i tilfældet med Amy Winehouse, der også blev svigtet groft, må adskillige af Whitneys nærmeste sidde tilbage med endog meget røde ører. Cissy og Bobby ikke mindst.

 

Men wharw – hvor er det fortjent, at Whitney Houston blev så berømt.

 

Længde: 105 minutter

  • Medvirkende: Whitney Houston, Bobby Brown, Robyn Crawford, Cissy Houston m.fl.
  • Manus: Nick Broomfield
  • Instruktør: Nick Broomfield & Rudi Dolezal
  • Premieredato: Onsdag d. 26. juli

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…